Min mand bliver sur.. Hvad skal jeg gøre?

Min mand bliver ofte sur på mig, han hæver stemmen og argumenterer sin sag - i situationer hvor jeg ikke angriber ham.

Jeg er sygemeldt med stress, og rager alle sygdomme til mig - med mange forskellige symptomer de sidste par måneder, og derfor har han hjulpet lidt ekstra til. I en travl hverdag er det svært at påskønne hans hjælp da han ofte arbejder hjemmefra om aftenen (hvor børnene sover = tid til at snakke sammen). Men jeg siger ham ofte et “tak for hjælpen i dag, det er jeg glad for”.

Jeg forsøger også at kramme ham. Kysse ham. Midt på dagen, for at opmuntre ham. Såfremt han har Tid, er krammene altid kun 1-5 sekunders varighed og fra mit synspunkt virker det halvhjertet. I ved, slatne kram og et lynhurtigt trutkys. 

Vi har altid været sådan et par der børster tænder sammen, går i seng sammen. Førhen holdt vi altid om hinanden inden vi sov, og kyssede godnat - men det sker kun et par gange om ugen nu.

Jeg begynder at savne nærheden i forholdet. Jeg mangler gløden og begynder at få en dårlig mavefornemmelse. Dertil lægges at han ofte skælder ud, hæver stemmen fordi han misforstår min intention, og argumenterer ..”jeg sagde.. du sagde..”. I kampens hede siger han at han er træt af mig og det liv vi har sammen, og generelt føler jeg at han inde i sig selv pålægger mig skylden for alt. 

Vi er typerne der taler sammen om vores følelser, dermed sagt at jeg har forsøgt at forklare ham at jeg savner ham og at han ikke må skælde mig ud. Men han opfatter det ikke, føler jeg.

Hvordan finder jeg min smilende, glade mand igen? Hvordan får jeg ham til at forstå at vi skal være gode ved hinanden HELE tiden, og ikke kun i små momenter hver anden dag? Jeg vil nødig presse ham og give ham sure pligter.

Jeg vil bare gerne have at han hver dag føler at han giftede sig med rigtige kvinde.. Men hvordan?

Nogle gange er der kvinder herinde, der skriver om at bo med en mand, der ikke trækker sin del af læsset: Altså ikke hjælper til hjemme og måske ikke en gang arbejder. De kvinder bliver rådet til at smide den forvoksede teenager ud. 

Spørgsmålet er om du er blevet en forvokset teenager? Han lyder i hvert fald træt af jeres liv sammen, hvor han da også lyder til at være på konstant overarbejde. 

Jeg tror, at du skal til at lægge noget praktisk arbejde for dagen: Få aflastet ham lidt - helst lidt på alle fronter. Put børn, tøm opvaskemaskine og hjælp med økonomien. 

Jeg ville heller ikke have overskud til kærlighed, hvis jeg var så presset, at jeg skulle arbejde sent om aftenen. Hvis der så blev stillet krav til kys, kram og kærlighed, ville det måske føles som endnu en opgave, jeg ikke kunne overskue... Og hvis jeg så skulle SNAKKE om mit manglende overskud til kærlighed!?!? ARGH, jeg ville få pip.

Jeg ved jo slet ikke, hvordan jeres liv ser ud, men du beskriver en presset mand uden overskud.  

Jeg tror som abracadabra skriver, også at han hellere vil aflastes lidt end kysses og krammes. 

Så det lille overskud du finder til kram og kys - brug det på at tømme opvaskeren eller lave noget nemt aftensmad eller andet af det han tonser rundt og gør.  

Anonym skriver:

Min mand bliver ofte sur på mig, han hæver stemmen og argumenterer sin sag - i situationer hvor jeg ikke angriber ham.

Jeg er sygemeldt med stress, og rager alle sygdomme til mig - med mange forskellige symptomer de sidste par måneder, og derfor har han hjulpet lidt ekstra til. I en travl hverdag er det svært at påskønne hans hjælp da han ofte arbejder hjemmefra om aftenen (hvor børnene sover = tid til at snakke sammen). Men jeg siger ham ofte et “tak for hjælpen i dag, det er jeg glad for”.

Jeg forsøger også at kramme ham. Kysse ham. Midt på dagen, for at opmuntre ham. Såfremt han har Tid, er krammene altid kun 1-5 sekunders varighed og fra mit synspunkt virker det halvhjertet. I ved, slatne kram og et lynhurtigt trutkys. 

Vi har altid været sådan et par der børster tænder sammen, går i seng sammen. Førhen holdt vi altid om hinanden inden vi sov, og kyssede godnat - men det sker kun et par gange om ugen nu.

Jeg begynder at savne nærheden i forholdet. Jeg mangler gløden og begynder at få en dårlig mavefornemmelse. Dertil lægges at han ofte skælder ud, hæver stemmen fordi han misforstår min intention, og argumenterer ..”jeg sagde.. du sagde..”. I kampens hede siger han at han er træt af mig og det liv vi har sammen, og generelt føler jeg at han inde i sig selv pålægger mig skylden for alt. 

Vi er typerne der taler sammen om vores følelser, dermed sagt at jeg har forsøgt at forklare ham at jeg savner ham og at han ikke må skælde mig ud. Men han opfatter det ikke, føler jeg.

Hvordan finder jeg min smilende, glade mand igen? Hvordan får jeg ham til at forstå at vi skal være gode ved hinanden HELE tiden, og ikke kun i små momenter hver anden dag? Jeg vil nødig presse ham og give ham sure pligter.

Jeg vil bare gerne have at han hver dag føler at han giftede sig med rigtige kvinde.. Men hvordan?

Prøv at gøre små ting.. nu ved jeg ikke hvor store børnene er, men hjælpes ad med at tømme opvaskemaskinen, kører en kost over gulvet, så han kan sidde ned i et øjeblik.

Jeg tror desværre ikke dine ord og handlinger gør så meget for at hjælpe ham..

Måske er din mand ved at bukke under for stress? - hvilket han jo ikke “må”, for nogen skal jo bevare overblikket og helbred. 
Jeg havde et slemt efterår sidste år, ikke stress, men massiv træthed pga. scleroseattak, og jeg kunne kun holde til at passe mit job og kaste mig i seng, så snart jeg var hjemme. (Forkert prioritering, men det er en anden sag. Vi har ikke små børn - så var det aldrig gået.)

Nå, men jeg følte mig SÅ afvist af min mand, som efterhånden næsten undgik mig. Han faldt i søvn på sofaen nærmest hver aften og var generelt mut. Da vi endelig fik talt ordentligt om det, fortalte han, at han var ved at gå til af situationen. Han fik klaustrofobi af at være i soveværelset, hvor jeg var nærmest konstant, og han følte “forbudt” modvilje over for mig pga. min passivitet. Også selv om jeg ikke “kunne gøre for det”. 
Han knoklede ikke som sådan med husarbejde, vores sønner lavede mad, da de blev trætte af takeaway og rugbrød, og rengøringen fik lov at blive nedprioriteret. Men han savnede en kone med overskud og liv og virkelyst, når han kom hjem fra job. 
Ærligt - jeg har det på samme måde, når han er syg bare et par dage. Savner, at den anden voksne har noget at give af. 

Og jeres situation er jo mere ekstrem for ham, når der også er børn, der kræver deres, og huslige opgaver. Så bliver dit behov for bekræftelse og nussen og kærtegn bare endnu en pligt. 

Giv ham lidt rum. Jeg tror, han er på overarbejde.