Ud af usundt forhold

Jeg har brug for at høre fra de af jer, der har været i et forhold, der på den ene eller den anden måde har været usundt, og som er lykkedes med at komme ud af det. Har virkelig brug for opmuntring, for jeg er i den fase, hvor jeg bliver ved med at falde tilbage og for hver gang det sker, bliver min tro på, at jeg kan komme videre mindre. Vi har brudt mange gange, men efter 3-4 uger (længere tid går der ikke!) tager vi altid tråden op igen. Vi har kendt hinanden et år i alt. 

Lidt baggrundsinfo: Der er ingen fælles børn, vi har ikke mødt hinanden familie, så den del er let nok, der er ikke liv, der skal vikles ud af hinanden igen. Det er heller ikke et forhold, der involverer fysisk eller psykisk vold. Vi er kommet ind i et mønster, hvor det bliver meget dramatisk og vi ikke behandler hinanden særligt godt, men der ikke en skurk eller et offer. Det er usundt på den måde, at vi går totalt i symbiose og mister interessen for alt andet. Og det er en kæmpe belastning for mig. Han er meget tilfreds med måden vi er sammen på og er ked af, at jeg ikke har det på samme måde. Men vi er simpelthen så forskellige hvad angår interesser, sociale behov, mål i livet og indstilling til tingene, at jeg ikke kan se en fremtid i det. 

Jeg begynder at tænke, at det er en forelskelse i forelskelsen/afhængighedsforhold jeg er i.

Dem, der godt vil kommentere, at det er grotesk, at jeg ikke bare slår op eller skal tage mig sammen, behøver ikke at skrive. Det ved jeg allerede og jeg har ikke brug i at slå mig selv i hovedet med det. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at høre fra de af jer, der har været i et forhold, der på den ene eller den anden måde har været usundt, og som er lykkedes med at komme ud af det. Har virkelig brug for opmuntring, for jeg er i den fase, hvor jeg bliver ved med at falde tilbage og for hver gang det sker, bliver min tro på, at jeg kan komme videre mindre. Vi har brudt mange gange, men efter 3-4 uger (længere tid går der ikke!) tager vi altid tråden op igen. Vi har kendt hinanden et år i alt. 

Lidt baggrundsinfo: Der er ingen fælles børn, vi har ikke mødt hinanden familie, så den del er let nok, der er ikke liv, der skal vikles ud af hinanden igen. Det er heller ikke et forhold, der involverer fysisk eller psykisk vold. Vi er kommet ind i et mønster, hvor det bliver meget dramatisk og vi ikke behandler hinanden særligt godt, men der ikke en skurk eller et offer. Det er usundt på den måde, at vi går totalt i symbiose og mister interessen for alt andet. Og det er en kæmpe belastning for mig. Han er meget tilfreds med måden vi er sammen på og er ked af, at jeg ikke har det på samme måde. Men vi er simpelthen så forskellige hvad angår interesser, sociale behov, mål i livet og indstilling til tingene, at jeg ikke kan se en fremtid i det. 

Jeg begynder at tænke, at det er en forelskelse i forelskelsen/afhængighedsforhold jeg er i.

Dem, der godt vil kommentere, at det er grotesk, at jeg ikke bare slår op eller skal tage mig sammen, behøver ikke at skrive. Det ved jeg allerede og jeg har ikke brug i at slå mig selv i hovedet med det. 

Må indrømme jeg ikke helt forstår problem stillingen og hvor forholdet er usundt blot fordi i har forskellige interesser etc. 

AnoMor skriver:

Må indrømme jeg ikke helt forstår problem stillingen og hvor forholdet er usundt blot fordi i har forskellige interesser etc. 

Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg tror, at jeg skal omskrive usundt til frustrerende, for det er nok mere korrekt. Er irriteret over at jeg bliver ved med at bruge tid og energi på noget, der er et "erstatningsforhold" (for os begge to) i stedet for at komme videre. Men det har de fleste nok prøvet at date nogen, hvor det ikke helt fører til noget. 

Anonym skriver:

Jeg forstår godt, hvad du mener. Jeg tror, at jeg skal omskrive usundt til frustrerende, for det er nok mere korrekt. Er irriteret over at jeg bliver ved med at bruge tid og energi på noget, der er et "erstatningsforhold" (for os begge to) i stedet for at komme videre. Men det har de fleste nok prøvet at date nogen, hvor det ikke helt fører til noget. 

Okay så forstår jeg bedre. Men så er svaret jo kort det du ikke vil høre. At det bare er at forlade ham nu når i ikke har noget i klemme familie og børn i mellem. 

i begge fortjener at være lykkelige og er i det ikke sammen så er det på tide at være det hver for sig og komme ud af trygheden. 

AnoMor skriver:

Okay så forstår jeg bedre. Men så er svaret jo kort det du ikke vil høre. At det bare er at forlade ham nu når i ikke har noget i klemme familie og børn i mellem. 

i begge fortjener at være lykkelige og er i det ikke sammen så er det på tide at være det hver for sig og komme ud af trygheden. 

Jeg er enig. Må jeg bare minde mig selv om, at jeg med den tid, jeg bruger med ham, har mindre tid til de ting, der betyder noget for mig, og på sigt også til at finde en, jeg passer bedre sammen med. Blev bare lige sådan "arghhh" fordi det skete igen sidste weekend og jeg så har brugt en del tid i løbet af ugen på at gå og spekulere på "hvad nu hvis, at vi prøvede x" "lod være med at gøre/sige y" osv osv, for der sker altid det samme. Vi bliver skuffede over at forholdet og hinanden bare ikke er det vi drømmer om. 

Jeg har været i et usundt forhold. Lidt anden historie end din, men det var også on/off og psykisk opslidende (han har aldrig udøvet vold eller noget i den dur). Det stoppede først da jeg røg ned i en voldsom depression og fik selvmordstanker bl.a. fordi jeg jo måtte være et frygtelig menneske siden han ikke vil være sammen med mig blabla og alt muligt i den dur. Det stod på i næsten to år (før det havde vi haft to fantastiske år sammen). Så det der vel skete var at jeg endte med at vende det hele til at være min skyld. Og først da jeg er helt nedbrudt og en veninde siger til mig at nu stopper det altså, kunne jeg slæbe mig væk. Det tog lang tid før min selvtillid var normal igen. 

Så jeg tænker du kan blive ved med at prøve, men bedst af alt er nok at indse at det ikke dur, når nu det har taget så mange forsøg. Jeg håber i hvert fald ikke du venter så længe som mig

Anonym skriver:

Jeg har været i et usundt forhold. Lidt anden historie end din, men det var også on/off og psykisk opslidende (han har aldrig udøvet vold eller noget i den dur). Det stoppede først da jeg røg ned i en voldsom depression og fik selvmordstanker bl.a. fordi jeg jo måtte være et frygtelig menneske siden han ikke vil være sammen med mig blabla og alt muligt i den dur. Det stod på i næsten to år (før det havde vi haft to fantastiske år sammen). Så det der vel skete var at jeg endte med at vende det hele til at være min skyld. Og først da jeg er helt nedbrudt og en veninde siger til mig at nu stopper det altså, kunne jeg slæbe mig væk. Det tog lang tid før min selvtillid var normal igen. 

Så jeg tænker du kan blive ved med at prøve, men bedst af alt er nok at indse at det ikke dur, når nu det har taget så mange forsøg. Jeg håber i hvert fald ikke du venter så længe som mig

Tak for dit svar. Det kan nemlig godt føles usundt, uden fysisk eller psykisk vold. Måske netop fordi man bruger så meget energi på noget, der bare ikke er meant to be og som egentlig gør én ked af det. Jeg får følelsen af, at jeg lader mig nøje. Og det er ikke sundt, fordi det implicit ligger i det, at jeg ikke tror på, at jeg kan finde eller fortjener en, der give mig det, jeg drømmer om.

Jeg kan også godt genkende det, du skriver om at give sig selv skylden for det, der ikke virker og det er jo heller ikke særlig fedt. Det er som om, at jeg gerne har villet fikse ting, men nogle gange passer man bare ikke sammen punktum.

Er glad for at høre, at det lykkedes dig at komme væk og at din selvtillid er kommet tilbage. Håber også, at det sker for mig, når jeg får det på afstand. 

Min søster er i gang med at blive skilt fra sin mand efter 10 års ægteskab. Netop af samme årsager.

De er alt for forskellige og har brugt de sidste par år på at skændes så meget fordi de slet ikke kan kommunikere sammen længere. 

Mit råd: lad være med at spilde 10 år af dit liv på noget som du i forvejen ved ikke fungerer.

Jeg fandt en rebound og flyttede derefter til udlandet (alene) .. var blevet afhængig af et skidt forhold, som havde trukket ud i mange år. Er så irriteret på mig selv at jeg ikke lavede et clean break tidligere, har spildt det meste af mine tyvere på det. Lav et clean break, ingen kontakt og erstat det, det er sådan du bryder afhængigheden.

Anonym skriver:

Jeg fandt en rebound og flyttede derefter til udlandet (alene) .. var blevet afhængig af et skidt forhold, som havde trukket ud i mange år. Er så irriteret på mig selv at jeg ikke lavede et clean break tidligere, har spildt det meste af mine tyvere på det. Lav et clean break, ingen kontakt og erstat det, det er sådan du bryder afhængigheden.

Ha ha, jeg overvejer at flytte til den anden ende af landet. Kun for at komme væk fra ham. Men hvis man finder en rebound har man så ikke bare flyttet lorten videre? Eller kom du helt ud af det?