Jeg har svært ved at tage ros til mig

Ååååh jeg er så pisse frustreret over min dårlige selvtillid og selvværd sådan skal forfølge mig ind i mit voksne arbejdsliv. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 1 år og nogle mdr efter endt uddannelse. Min første stilling var et vikariat. Jeg kom ret hurtigt ind i det, og jeg har stort set ingen fejl lavet, fået masser af ros fra ledelse og kollegaer osv. På intet tidspunkt er det lykkes mig at tænke, at jeg måske faktisk er god til det jeg laver.

Nu er jeg startet på nyt arbejde for knap to måneder siden, en fastansættelse. Det er en udfordrende stilling, men det er spændende. Og igen. Går jeg med tanken, at jeg er total uduelig, ikke kan finde ud af det, ikke kan leve op til deres forventninger til mig. Jeg overså en detalje i sidste uge (som de andre har sagt at de også ville have overset), og jeg har rumineret hele weekenden og kommet frem til jeg er håbløs.

I dag spurgte jeg en af mine teamledere efter feedback. Hun var lutter rosende ord. Hun må ofte minde sig selv om, at jeg ikke en gang har været der to måneder, fordi jeg falder så godt ind i teamet, arbejdet og kører med fuld drift allerede. Hun sagde faktisk, at jeg så RIGELIGT lever op til de forventninger de har haft til mig. At hun er imponeret over min indsats, arbejdstempo, har fuld tillid til mig, fordi jeg spørger hvis jeg er i tvivl. Bla bla, jeg kunne blive ved.

Og min tanke er "?????".. Og "aaaaarhhh, det er nok bare noget hun siger". Jeg har aldrig været den der var naturligt dygtig til noget, så jeg kan SLET ikke identificere mig med al den ros jeg får, jeg kan slet ikke integrere det i min selvforståelse, jeg bliver ved at tvivle og tænker, at jeg bare er håbløs og ikke kan finde ud af noget.

Det fylder alt for meget i det daglige og gør, at jeg tænker alt for meget på arbejde, også når jeg har fri. Er der nogen af jer, der har nogle råd eller har oplevet det samme? 

Anonym skriver:

Ååååh jeg er så pisse frustreret over min dårlige selvtillid og selvværd sådan skal forfølge mig ind i mit voksne arbejdsliv. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 1 år og nogle mdr efter endt uddannelse. Min første stilling var et vikariat. Jeg kom ret hurtigt ind i det, og jeg har stort set ingen fejl lavet, fået masser af ros fra ledelse og kollegaer osv. På intet tidspunkt er det lykkes mig at tænke, at jeg måske faktisk er god til det jeg laver.

Nu er jeg startet på nyt arbejde for knap to måneder siden, en fastansættelse. Det er en udfordrende stilling, men det er spændende. Og igen. Går jeg med tanken, at jeg er total uduelig, ikke kan finde ud af det, ikke kan leve op til deres forventninger til mig. Jeg overså en detalje i sidste uge (som de andre har sagt at de også ville have overset), og jeg har rumineret hele weekenden og kommet frem til jeg er håbløs.

I dag spurgte jeg en af mine teamledere efter feedback. Hun var lutter rosende ord. Hun må ofte minde sig selv om, at jeg ikke en gang har været der to måneder, fordi jeg falder så godt ind i teamet, arbejdet og kører med fuld drift allerede. Hun sagde faktisk, at jeg så RIGELIGT lever op til de forventninger de har haft til mig. At hun er imponeret over min indsats, arbejdstempo, har fuld tillid til mig, fordi jeg spørger hvis jeg er i tvivl. Bla bla, jeg kunne blive ved.

Og min tanke er "?????".. Og "aaaaarhhh, det er nok bare noget hun siger". Jeg har aldrig været den der var naturligt dygtig til noget, så jeg kan SLET ikke identificere mig med al den ros jeg får, jeg kan slet ikke integrere det i min selvforståelse, jeg bliver ved at tvivle og tænker, at jeg bare er håbløs og ikke kan finde ud af noget.

Det fylder alt for meget i det daglige og gør, at jeg tænker alt for meget på arbejde, også når jeg har fri. Er der nogen af jer, der har nogle råd eller har oplevet det samme? 

Du er ikke alene med sådanne tanker. Jeg har dem også en del. Kan klart anbefale at få en professionel ind over. 

Lidt tips jeg har fået.

Selv om det er svært at ændre så prøv at ændre dine tanker til at tale venligt om dig selv. Ligesom hvis du talte til en veninde eller dit barn. 

“Hov der overså jeg lige en detalje. Det er okay, nu er jeg blevet klogere og så overser jeg den nok ikke næste gang” 

“ups der kom jeg vidst til at snakke grimt til mig selv i tankerne, men det er heldigvis kun en tanke og ikke virkeligheden” 

osv. 

Og sørg for en rolig periode for dig selv når du har fri. Gør noget du har lyst til, og hver gang der kommer tanker omkring arbejdet, så skub dem venligt væk, og sig det ordner du senere, nu er det lige mig tid. Ellers risikere du at gå ned med stress. 

Anonym skriver:

Ååååh jeg er så pisse frustreret over min dårlige selvtillid og selvværd sådan skal forfølge mig ind i mit voksne arbejdsliv. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 1 år og nogle mdr efter endt uddannelse. Min første stilling var et vikariat. Jeg kom ret hurtigt ind i det, og jeg har stort set ingen fejl lavet, fået masser af ros fra ledelse og kollegaer osv. På intet tidspunkt er det lykkes mig at tænke, at jeg måske faktisk er god til det jeg laver.

Nu er jeg startet på nyt arbejde for knap to måneder siden, en fastansættelse. Det er en udfordrende stilling, men det er spændende. Og igen. Går jeg med tanken, at jeg er total uduelig, ikke kan finde ud af det, ikke kan leve op til deres forventninger til mig. Jeg overså en detalje i sidste uge (som de andre har sagt at de også ville have overset), og jeg har rumineret hele weekenden og kommet frem til jeg er håbløs.

I dag spurgte jeg en af mine teamledere efter feedback. Hun var lutter rosende ord. Hun må ofte minde sig selv om, at jeg ikke en gang har været der to måneder, fordi jeg falder så godt ind i teamet, arbejdet og kører med fuld drift allerede. Hun sagde faktisk, at jeg så RIGELIGT lever op til de forventninger de har haft til mig. At hun er imponeret over min indsats, arbejdstempo, har fuld tillid til mig, fordi jeg spørger hvis jeg er i tvivl. Bla bla, jeg kunne blive ved.

Og min tanke er "?????".. Og "aaaaarhhh, det er nok bare noget hun siger". Jeg har aldrig været den der var naturligt dygtig til noget, så jeg kan SLET ikke identificere mig med al den ros jeg får, jeg kan slet ikke integrere det i min selvforståelse, jeg bliver ved at tvivle og tænker, at jeg bare er håbløs og ikke kan finde ud af noget.

Det fylder alt for meget i det daglige og gør, at jeg tænker alt for meget på arbejde, også når jeg har fri. Er der nogen af jer, der har nogle råd eller har oplevet det samme? 

Jeg vil også anbefale dig at mental-træne dig selv rigtig meget. Det der med at sige til sig i spejlet hver morgen: Jeg er dygtig til mit arbejde, jeg elsker mig selv, og i dag bliver en god dag. Hver morgen. Og stop dig selv i dine destruktive tanker og vend dem om: "Nej, jeg er ikke dårlig til mit arbejde, den og den har sagt, at jeg er god til mit arbejde, og det gør mig glad." Det er ikke nemt, og det tager tid.

Prøv at følg psykolog Mette Holm på instagram, hvis du har det installeret. Hun tager meget om at styre sine tanker og selv tage ansvar for, hvad man vil tænke.