Introverte mennesker

Halløj

Inspireret af en anden tråd herinde, så kom jeg til at tænke på, hvorfor introverte mennesker bliver set ned på? Hvorfor synes man de er mærkelige, hvis de ikke ønsker at deltage i sociale arrangementer? Hvorfor dømmer man dem? 

Jeg kan starte med at fortælle om mig selv. Jeg er introvert og lægger ikke skjul på det... Sociale arrangementer gør mig træt i hovedet. Jeg har et job, hvor jeg ofte er til møder med mange forskellige mennesker, og når weekenden kommer, er jeg helt udmattet...

Vi har et par venner, som vi hænger ud med, når overskuddet er der, og jeg har egentligt ikke brug for fester, koncerter osv.

Min mand er også introvert, men jeg kan mærke på ham at han ikke er så glad for det. Han ønsker at presse dig selv (og mig) til at være mere social. Jeg har meldt klart ud, at jeg ikke ønsker at bruge min tid på noget, som ikke gør mig glad, men udmatter mig. 

Forskellen på os to er, at jeg er afklaret med det og han stadig kæmper med at acceptere sin introverte side.

På min arbejdsplads er der også andre introverte mennesker og jeg oplever ofte at de ekstroverte løfter øjenbryn, hvis de introverte afviser at deltage i diverse sammenkomster/fester uden for arbejdstiden. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det at være introvert så forkert og uacceptabelt i de andres øjne? 

Hvad har I af oplevelser? Både intro og ekstroverte? 

Anonym skriver:

Halløj

Inspireret af en anden tråd herinde, så kom jeg til at tænke på, hvorfor introverte mennesker bliver set ned på? Hvorfor synes man de er mærkelige, hvis de ikke ønsker at deltage i sociale arrangementer? Hvorfor dømmer man dem? 

Jeg kan starte med at fortælle om mig selv. Jeg er introvert og lægger ikke skjul på det... Sociale arrangementer gør mig træt i hovedet. Jeg har et job, hvor jeg ofte er til møder med mange forskellige mennesker, og når weekenden kommer, er jeg helt udmattet...

Vi har et par venner, som vi hænger ud med, når overskuddet er der, og jeg har egentligt ikke brug for fester, koncerter osv.

Min mand er også introvert, men jeg kan mærke på ham at han ikke er så glad for det. Han ønsker at presse dig selv (og mig) til at være mere social. Jeg har meldt klart ud, at jeg ikke ønsker at bruge min tid på noget, som ikke gør mig glad, men udmatter mig. 

Forskellen på os to er, at jeg er afklaret med det og han stadig kæmper med at acceptere sin introverte side.

På min arbejdsplads er der også andre introverte mennesker og jeg oplever ofte at de ekstroverte løfter øjenbryn, hvis de introverte afviser at deltage i diverse sammenkomster/fester uden for arbejdstiden. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det at være introvert så forkert og uacceptabelt i de andres øjne? 

Hvad har I af oplevelser? Både intro og ekstroverte? 

Jeg tror ikke folk tænker at man er introvert hvis man siger nej til at deltage i arrangementer. Som ekstrovert tænker jeg i hvert fald ikke sådan, men er nok tilbøjelig til at tænke at man ikke har lyst til at være en del af fællesskabet / blande privatliv og job. 

Det er jo helt afgjort en uformuleret norm i vores samfund, at man “bør” være udadvendt. Sproget afslører os - det modsatte af social er fx asocial, og det klinger negativt. Til skole-hjem-samtaler beklager nogle af mine elevers forældre, at deres børn kun har få venner og opholder sig meget for sig selv, hvor jeg synes, fokus bør være på, om barnet rent faktisk trives sådan og har det dejligt i sit eget selskab. Der er noget “vindermentalitet” og prestige i at være med, hvor “det sker”, være udadvendt og “på”. Enspændere har ikke lette vilkår. 

Hvad angår dét at melde fra over for sociale arrangementer, så er det vel sådan, at det ses som et fravalg ikke kun af noget, men også af nogen. Hvis jeg, som primært ekstrovert, vælger alenetid derhjemme fra og tilvælger et socialt arrangement, er mit fravalg ikke synligt og “rammer” ikke nogen. Når en introvert vælger at følge sit behov og ønske, er det mere iøjnefaldende - og KAN opfattes som manglende interesse i de andre.
Når jeg deltager til min introverte venindes fødselsdag med ganske få gæster, øver jeg ikke vold på mig selv, men trives fint i dé rammer. Når hun deltager til mine fejringer med mange mennesker, er det et mentalt maratonløb for hende. Og det glemmer man nok let, når man ikke kender det indefra. 

Når det er sagt, så synes jeg altid, man skal være varsom med at lade sig definere af “kasser” og mærkater. Nogle gange er det godt for mig at vælge sociale arrangementer fra, og jeg kan godt nyde alenetid, faktisk mere og mere. Jeg har ikke lagt mig fast på, at jeg er helt og holdent ekstrovert, men mærker efter hver gang, hvad jeg har lyst til. På samme måde har din mand jo måske ikke behov for eller lyst til at definere sig som helt igennem introvert - med de begrænsninger, det kan give at definere sig som sådan. Der er jo altid gråzoner og kombinationer, når det gælder ens personlighed, og han kan jo reelt have et ønske om at opsøge noget socialt, selv om du vurderer, det “ikke er ham”. 

Som "Mor og meget mere skriver" - samfundet hylder det ekstroverte.

Vi skal være udadvendte, vi skal være på.

Mange beskriver sig selv: "Jeg er frisk og udadvendt" (altså hvis de er udadvendte)- og der er åbenbart mange, der synes, det er bedre, end hvis en person beskriver sig selv: "Jeg er stille, rolig og eftertænksom"

Det er som om det er et plus at være "frisk og udadvendt" , men mere negativt at være "stille og eftertænksom" - det opfattes nogle gange som "kedelig"

Jeg er selv måske mest introvert og så alligevel ikke - jeg elsker familiefester og jeg vil gerne til sociale arrangementer. 

Som yngre var jeg absolut mest introvert, og jeg var altid bange for, at andre ville synes, at jeg var kedelig. 

Det job, jeg er i nu, er meget udadvendt. Jeg møder mange forskellige mennesker.

Jeg er blevet rigtig god til at smalltalke. Tidligere var min største skræk at skulle sidde sammen med nogen, jeg ikke kendte, når jeg var inviteret til fest. Og jeg kunne ikke lide at blive inviteret til noget, hvor jeg slet ingen kendte ud over værten. Jeg blev helt tom i hovedet og kunne slet ikke finde på noget at sige. 

Men jeg elsker også alenetid. Det er direkte et behov hos mig, og nogle gange føles behovet fysisk, hvis jeg har været sammen med mange i en længere periode. 

Jeg lader op i mit eget selskab. Og jeg skal ikke fylde for meget i min kalender i fritiden. 

Min kæreste og jeg bor heller ikke sammen, og det har jeg det rigtig godt med. 

Jeg går absolut heller ikke i panik og skynder mig at arrangere noget, hvis jeg har udsigt til en alene-weekend. Tværtimod så nyder jeg at "tulre" rundt for mig selv, fordybe mig i en bog, gøre lidt rent eller hvad jeg nu laver. Jeg kan faktisk direkte glæde mig til sådan en weekend.

Det kan være svært at være "introvert i en ekstrovert verden"

Jeg er enig i, at man ikke skal putte fok i kasser, men jeg tror, man kan bruge betegnelserne til at hjælpe og til at forstå sig selv.

Man er ikke kedelig - bare introvert. 

Anonym skriver:

Halløj

Inspireret af en anden tråd herinde, så kom jeg til at tænke på, hvorfor introverte mennesker bliver set ned på? Hvorfor synes man de er mærkelige, hvis de ikke ønsker at deltage i sociale arrangementer? Hvorfor dømmer man dem? 

Jeg kan starte med at fortælle om mig selv. Jeg er introvert og lægger ikke skjul på det... Sociale arrangementer gør mig træt i hovedet. Jeg har et job, hvor jeg ofte er til møder med mange forskellige mennesker, og når weekenden kommer, er jeg helt udmattet...

Vi har et par venner, som vi hænger ud med, når overskuddet er der, og jeg har egentligt ikke brug for fester, koncerter osv.

Min mand er også introvert, men jeg kan mærke på ham at han ikke er så glad for det. Han ønsker at presse dig selv (og mig) til at være mere social. Jeg har meldt klart ud, at jeg ikke ønsker at bruge min tid på noget, som ikke gør mig glad, men udmatter mig. 

Forskellen på os to er, at jeg er afklaret med det og han stadig kæmper med at acceptere sin introverte side.

På min arbejdsplads er der også andre introverte mennesker og jeg oplever ofte at de ekstroverte løfter øjenbryn, hvis de introverte afviser at deltage i diverse sammenkomster/fester uden for arbejdstiden. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det at være introvert så forkert og uacceptabelt i de andres øjne? 

Hvad har I af oplevelser? Både intro og ekstroverte? 

Det har jeg også altid tænkt på. Da jeg var yngre følte jeg et stort pres af folk som var meget udadvendte fordi de altid skal komme med kommentarer som “du siger ikke meget” og “hvorfor siger du ikke noget mere “ osv. nu er jeg heldigvis blevet ligeglad og får jeg sådan en kommentar i dag, så får de et skarpt svar igen. 

men ok, som den stille type kan jeg også tage mig selv i at tænke negativt om dem som taler meget, som at de faktisk ikke siger noget selvom munden står åben konstant. Dem som jeg kender som taler ekstremt meget har tendens til at fortælle den samme historier igen og igen og igen og snakke om fuldstændigt ligegyldige ting. Så får de også at vide at nu har vi vidst hørt den historie ti gange. Tænker ikke den hellige gral er velbevaret bare fordi man er udadvendt.

men hvis vi alle var mega udadvendte og talte hele tiden, så var der jo ingen til at lytte også var tale vel overflødeligt. Så tænker at verden er bedst med begge typer mennesker. 

Jeg arbejder aften. 

Vi har to børn. 

Jeg tror at det gør at jeg kan fungere. 

1. Der ikke mange kollegaer 

2 kan handle når der ikke er mange mennesker. 

3.Afleveres og hente uden der er så mange forældre i samme tidsrum. 

4 lade op til sociale begivenheder når familiens hverdag køre.

Kun mig herhjemme der har det sådan. Men jeg kalder det at blive socialt træt. Fx fælles weekend ophold med sviger familien er mega hyggeligt. Men er helt flad selv en uge efter. Det er super træls. Men genopladningen kan ske når huset er tomt inden jeg skal på job. Win Win for os alle. 

Børnene kan jeg hygge med om morgen på mine arbejdsdage. ❤️

321 skriver:

Det har jeg også altid tænkt på. Da jeg var yngre følte jeg et stort pres af folk som var meget udadvendte fordi de altid skal komme med kommentarer som “du siger ikke meget” og “hvorfor siger du ikke noget mere “ osv. nu er jeg heldigvis blevet ligeglad og får jeg sådan en kommentar i dag, så får de et skarpt svar igen. 

men ok, som den stille type kan jeg også tage mig selv i at tænke negativt om dem som taler meget, som at de faktisk ikke siger noget selvom munden står åben konstant. Dem som jeg kender som taler ekstremt meget har tendens til at fortælle den samme historier igen og igen og igen og snakke om fuldstændigt ligegyldige ting. Så får de også at vide at nu har vi vidst hørt den historie ti gange. Tænker ikke den hellige gral er velbevaret bare fordi man er udadvendt.

men hvis vi alle var mega udadvendte og talte hele tiden, så var der jo ingen til at lytte også var tale vel overflødeligt. Så tænker at verden er bedst med begge typer mennesker. 

Set fra “den anden side”: Jeg taler meget - nogle gange rigtigt meget. Og for mig kan det føles usikkert at være i selskab med én, der næsten intet siger. Jeg ville ikke påtale det, men jeg ville frygte, at du syntes, jeg var alt for dominerende, og at du for dig selv tænkte negativt om mig. Det “sjove” er, at din tavshed og min usikkerhed ville få mig til at tale endnu mere, for sådan reagerer jeg, når jeg ikke helt kan greje situationen. Så ligesom mange introverte reagerer med endnu mere tavshed, når de ikke føler sig helt tilpas, reagerer jeg med endnu mere snak, når jeg ikke føler mig sikker. 

Tavshed kan godt opfattes som misbilligelse, kedsomhed ved den andens/de andres selskab - “nu har jeg forsøgt at bryde isen ved at kaste 17 bolde i luften, og du har ikke grebet en eneste - er jeg så uinteressant?” 
At være ekstrovert er jo ikke ensbetydende med at være konstant selvsikker, ligesom indadvendthed ikke nødvendigvis er lig med usikkerhed og generthed. 
En klog, ældre mand, jeg er nær ven med, sagde engang til mig, at det kan være meget stærkt og givende at være tavse sammen. Det er jeg ikke god til - det virker faktisk som noget meget intimt på mig at være stille med en anden. 

Min pointe er nok, at vi meget let kan gå fejl af hinanden, når forskellige personlighedstyper mødes. Min frygt er jo netop, at den anden vil tænke, at jeg ævler om ligegyldige ting - mens din frygt kan være, at jeg synes, du “giver” for lidt. 

Anonym skriver:

Halløj

Inspireret af en anden tråd herinde, så kom jeg til at tænke på, hvorfor introverte mennesker bliver set ned på? Hvorfor synes man de er mærkelige, hvis de ikke ønsker at deltage i sociale arrangementer? Hvorfor dømmer man dem? 

Jeg kan starte med at fortælle om mig selv. Jeg er introvert og lægger ikke skjul på det... Sociale arrangementer gør mig træt i hovedet. Jeg har et job, hvor jeg ofte er til møder med mange forskellige mennesker, og når weekenden kommer, er jeg helt udmattet...

Vi har et par venner, som vi hænger ud med, når overskuddet er der, og jeg har egentligt ikke brug for fester, koncerter osv.

Min mand er også introvert, men jeg kan mærke på ham at han ikke er så glad for det. Han ønsker at presse dig selv (og mig) til at være mere social. Jeg har meldt klart ud, at jeg ikke ønsker at bruge min tid på noget, som ikke gør mig glad, men udmatter mig. 

Forskellen på os to er, at jeg er afklaret med det og han stadig kæmper med at acceptere sin introverte side.

På min arbejdsplads er der også andre introverte mennesker og jeg oplever ofte at de ekstroverte løfter øjenbryn, hvis de introverte afviser at deltage i diverse sammenkomster/fester uden for arbejdstiden. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det at være introvert så forkert og uacceptabelt i de andres øjne? 

Hvad har I af oplevelser? Både intro og ekstroverte? 

Jeg er introvert og jeg har indrettet mit liv efter det  

Jeg er selvstændig - og arbejder oftest hjemmefra. dvs jeg er meget helt alene i løbet af dagen og ugen. 

Det betyder at jeg kan nyde at være sammen med andre mennesker når jeg har fri - for jeg kan sagtens lade op mens jeg arbejder . 

Min mand er ekstrovert. Jeg kan huske at han i en periode var jobsøgende og nærmest overfaldt mig med spørgsmål når jeg kom hjem - fordi han sådan havde manglet nogle at spille bold op ad ... og i den periode var jeg på arbejde i et storrumskontor og kunne slet ikke rumme at han nærmest overfaldt mig med snak når jeg kom hjem ... 

Og så fandt vi efterhånden ud af hvad forskellen var på os  

Anonym skriver:

Halløj

Inspireret af en anden tråd herinde, så kom jeg til at tænke på, hvorfor introverte mennesker bliver set ned på? Hvorfor synes man de er mærkelige, hvis de ikke ønsker at deltage i sociale arrangementer? Hvorfor dømmer man dem? 

Jeg kan starte med at fortælle om mig selv. Jeg er introvert og lægger ikke skjul på det... Sociale arrangementer gør mig træt i hovedet. Jeg har et job, hvor jeg ofte er til møder med mange forskellige mennesker, og når weekenden kommer, er jeg helt udmattet...

Vi har et par venner, som vi hænger ud med, når overskuddet er der, og jeg har egentligt ikke brug for fester, koncerter osv.

Min mand er også introvert, men jeg kan mærke på ham at han ikke er så glad for det. Han ønsker at presse dig selv (og mig) til at være mere social. Jeg har meldt klart ud, at jeg ikke ønsker at bruge min tid på noget, som ikke gør mig glad, men udmatter mig. 

Forskellen på os to er, at jeg er afklaret med det og han stadig kæmper med at acceptere sin introverte side.

På min arbejdsplads er der også andre introverte mennesker og jeg oplever ofte at de ekstroverte løfter øjenbryn, hvis de introverte afviser at deltage i diverse sammenkomster/fester uden for arbejdstiden. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er det at være introvert så forkert og uacceptabelt i de andres øjne? 

Hvad har I af oplevelser? Både intro og ekstroverte? 

Jeg er også introvert og trives bedst i selvskab med få mennesker , og helst nogle jeg kender . Jeg vil gerne være social , men i små dosis. Jeg lader op i eget selvskab og har brug for alene tid.

føler desværre ofte jeg skal undskylde for mig selv . Mangler forståelse for at alle ikke trives til store fester , hvor man skal lære nye mennesker at kende , small talk med folk man ikke kender . 

Det værste jeg ved er fester , hvor man skal rejse sig og præsentere sig foran ALLE . Jeg HADER det .

jeg mangler plads og accept , af at være som jeg er .