Jer med tre børn.Hvordan besluttede i jer for nr.3

Ja det klassiske dilemma. Et tredje barn, eller "nøjes" med de to.

Jeg/vi ved simpelthen ikke om vi skal kaste os ud i det, eller stoppe og nyde de to vi har.

Hvordan pokker ved man hvilken vej der er bedst at gå?

Hvordan kan man vide det ikke er på bekostning af de to store at der kommer en mere?

Jeg ved godt man selvfølgelig skal kigge på økonomi, plads, overskud og sådan. Men udover det.

Vil man give afkald på sin ego-tid (igen). Starte forfra med ALT (igen).

Jeg synes det er hårdt når de er små, men det ændrer sig jo, og er det ikke det værd?

Anonym skriver:

Ja det klassiske dilemma. Et tredje barn, eller "nøjes" med de to.

Jeg/vi ved simpelthen ikke om vi skal kaste os ud i det, eller stoppe og nyde de to vi har.

Hvordan pokker ved man hvilken vej der er bedst at gå?

Hvordan kan man vide det ikke er på bekostning af de to store at der kommer en mere?

Jeg ved godt man selvfølgelig skal kigge på økonomi, plads, overskud og sådan. Men udover det.

Vil man give afkald på sin ego-tid (igen). Starte forfra med ALT (igen).

Jeg synes det er hårdt når de er små, men det ændrer sig jo, og er det ikke det værd?

Vores 3. var impulsbeslutning, absolut ikke gennemtænkt, alt var dog klar, økonomi, plads, bil osv.

Alt dette viste sig dog at være uendeligt ligegyldigt, da prisen for os lidt overraskende skulle betales af mellembarnet.

Nr. 2 lider stadig under det i dag, men det går bedre. Nr. 1 var ligeglad og kunne klare sig selv, mens nr. 3 skulle have massiv opmærksomhed, da det jo var en baby. Nr. 2 var der bare, i klemme hele tiden.

Jeg giver ingenting for folks romantiseringer om, at "det klarer vi nemt" og "det kommer ikke til at ske for os", det KOMMER til at ske mange gange.

For os skiftede det lidt, da nr. 4 meldte ankomst, der var de så lige pludselig 2, der kom i klemme, og det er jo meget rarere, når man er flere.

Jeg tror man kan mærke indeni om det føles rigtigt. Vi kom frem til beslutningen om nr 3 efter mange snakke over 3-6 mdr og vi kunne begge mærke at tanken ikke ville slippe os og det tog vi som et tegn på  at vi skulle gøre det.

Egentligt er beslutningen om endnu et barn jo aldrig specielt rationel, da man ved det kommer til at koste kræfter, penge og tære på overskuddet, Så for os var beslutningen en beslutning på trods af alle de fornuftige argumenter for at stoppe ved 2. 

Vi ønskede en større familie, at give vores børn en søskende mere og ikke mindst at opleve et lille menneskes udvikling igen. 

Vores yngste er kun 2 mdr, så vi er ret nye i 3 børns livet, men indtil videre føles det så rigtigt og at se de stores kærlighed til den lille er det hele værd. Hun kommer til at få så meget kærlighed med to større søskende der er 5 og 8 år ældre end hende.og vi ahr også et andet overskud til hende fordi de store er så selvhjulpne. 

Pøj pøj med beslutningen. 

Anonym skriver:

Vores 3. var impulsbeslutning, absolut ikke gennemtænkt, alt var dog klar, økonomi, plads, bil osv.

Alt dette viste sig dog at være uendeligt ligegyldigt, da prisen for os lidt overraskende skulle betales af mellembarnet.

Nr. 2 lider stadig under det i dag, men det går bedre. Nr. 1 var ligeglad og kunne klare sig selv, mens nr. 3 skulle have massiv opmærksomhed, da det jo var en baby. Nr. 2 var der bare, i klemme hele tiden.

Jeg giver ingenting for folks romantiseringer om, at "det klarer vi nemt" og "det kommer ikke til at ske for os", det KOMMER til at ske mange gange.

For os skiftede det lidt, da nr. 4 meldte ankomst, der var de så lige pludselig 2, der kom i klemme, og det er jo meget rarere, når man er flere.

Hvordan kommer nr 2 i klemme? (og nr 3, nu hvor I har 4?)

Spørger kun fordi nr 2 ikke kommer i klemme her og hvis han gjorde var det jo op til os som ansvarlige forældre at ændre på det

Her har vi hele tiden ville have i hvert fald tre børn (og tror også vi vil have en 4'er på et tidspunkt).

Så her var beslutningen ikke svær, her er det gået ret smerfrit og jeg elsker at være mor til 3, så her er der et lyserødt billede 

Soonmom skriver:

Hvordan kommer nr 2 i klemme? (og nr 3, nu hvor I har 4?)

Spørger kun fordi nr 2 ikke kommer i klemme her og hvis han gjorde var det jo op til os som ansvarlige forældre at ændre på det

Nr. 2 måtte altid behovsudsætte, når der ikke var hænder nok.

Anonym skriver:

Ja det klassiske dilemma. Et tredje barn, eller "nøjes" med de to.

Jeg/vi ved simpelthen ikke om vi skal kaste os ud i det, eller stoppe og nyde de to vi har.

Hvordan pokker ved man hvilken vej der er bedst at gå?

Hvordan kan man vide det ikke er på bekostning af de to store at der kommer en mere?

Jeg ved godt man selvfølgelig skal kigge på økonomi, plads, overskud og sådan. Men udover det.

Vil man give afkald på sin ego-tid (igen). Starte forfra med ALT (igen).

Jeg synes det er hårdt når de er små, men det ændrer sig jo, og er det ikke det værd?

hejsa

vi snakkede længe om at få nr. 3 - vi havde to harmoniske børn og tænkte egentlig at det kunne de sagtens klarer.

Da nr. 3 kom havde han så kolik og var og er enormt følsomt og udadreagerende. Nr. 2 fik stress og det har taget flerer år at lande ham. Men nr. 2 der før kunne klarer alt har stadig i dag meget let til tårer. Nr. 1 tog det så fint og har et godt forhold til lillebror. 

I dag er de 12, 8 og 4 men der er stadig mange ting der må vælges fra pga lillebrors sind. Det går ud over de store, og ja vi gør ting bare ene forældre, men de giver udtryk for de gerne vil noget med os begge. 

Men ja det har og er til tider rocker hårdt men han er også en solstråle der ikke kan undværes. 

Anonym skriver:

Nr. 2 måtte altid behovsudsætte, når der ikke var hænder nok.

Men hvorfor skulle det altid være nr 2, der skulle behovsudsætte? - her forsøger vi at fordele sol og vind lige eller til den/de har har mest behov for det lige i situationen (lige pt er der nr 2 og 3 der har størst behov for fysisk kontakt mens nr 1 har behov for verbal opmærksomhed og det er jo fx sagtens muligt at kunne give for en forældre, et barn på hvert ben og snak med den sidste) - så jeg undre mig over at det altid er nr 2 der skal behovsudsætte, især hvis I er opmærksomme på det? 

Soonmom skriver:

Men hvorfor skulle det altid være nr 2, der skulle behovsudsætte? - her forsøger vi at fordele sol og vind lige eller til den/de har har mest behov for det lige i situationen (lige pt er der nr 2 og 3 der har størst behov for fysisk kontakt mens nr 1 har behov for verbal opmærksomhed og det er jo fx sagtens muligt at kunne give for en forældre, et barn på hvert ben og snak med den sidste) - så jeg undre mig over at det altid er nr 2 der skal behovsudsætte, især hvis I er opmærksomme på det? 

Vores nummer to har mange gange været ladet i stikken. Fx pga den store ku køres til fodbold, lejeaftaler osv. 

Nr. 2 har altid haft svært ved at skulle ud og lege med andre. Derfor har det altid skullet være ved os, hvilket overskuddet ikke var til da mindste havde kolik og afsindigt temperement. 

Nu, to år senere er nr. 1 lidt ‘forladt’ da 2 og 3 virkelig gar et tæt bånd. Og nummer to kræver meget verbal kontakt. Og nummer 3 stadig er lille og krævende.så! Jeg synes bestemt også en treer er hård - men hele slidet værd, når alt kommer til alt. Vores treer var iøvrigt ikke planlagt! 

De er idag 9, 6 og lige knap to år.