Kompromis eller egoisme i parforhold?

Min mand og jeg kommer fra to ret forskellige barndomme, norm og værdi mæssigt. Måske derfor vi, ikke sjældent, ender i den samme diskussion om hvorvidt jeg er en sur strigle eller faktisk er fair nok.

Vores diskussioner starter fordi min mand ikke mener at vores familie liv skal sætte en stopper for hvor meget ferie eller hvor mange weekender han må bruge på at være væk med sin hobby(sammen med gutterne). 

Han synes det er okay og har lyst til at bruge 2 ud af 3 ugers sommerferie næste år, på sin hobby og derved ikke være hjemme i 2 uger. Det synes jeg ikke er okay når man har børn. Jeg mener at når man har valgt at lave en familie sammen, så priotere man også at holde fx største delen af sin sommerferie sammen. Dermed ikke sagt at man ikke kan lave noget hver for sig, det er OGSÅ vigtigt, men ikke i 2 hele uger..  

Jeg arbejder hver anden weekend og på deltid 30 t.(sygeplejerske) og det er et meget bevidst valg som vi har taget sammen og som han ikke ønsker at lave om på. Det har jeg ellers foreslået sååå mange gange, og har egentlig også ønske om en anden type job indenfor faget..

Samtidigt er han irriteret over at han derfor hver anden weekend sidder hjemme med et barn halvdelen af dagen og ikke kan lave de aftaler som han gerne vil. Hver anden weekend har jeg fri, og der kan han blive sur hvis jeg fortæller at jeg faktisk synes det er træls han har lavet planer de næste to måneder frem i mine fri weekender. Både fordi jeg jo ønsker at vi har lidt tid sammen som familie, men også fordi at jeg sommetider også gerne ville have mulighed for at lave noget alene. Han er dog for det meste god til at planlægge at have en dag hist og her hjemme hos os. 

Jeg bliver bare efterhånden så ked af det, skuffet og en lille smule bitter. 

Jeg synes han er super egoistisk. Sommetider tænker jeg at jeg ville have det nemmere som alene mor. 

Han synes jeg er snerpet og kan ikke forstå hvorfor han ikke bare kan gøre lige som han vil. 

Ej det er da så skuffende adfærd fra en familiefar.

synd for børnene!

Han lyder da egoistisk og tænker lidt på jer lyder det til. Jeg ville sige at de valg skuffer dig og at der skal ændres noget for, at du ikke forlader ham.

jeg ville ikke acceptere det overhoved. To dage/ max en uge ferie væk fra børn i min bog.

Jeg synes også han lyder egoistisk. Mht. til de to uger i sommerferien, så synes jeg isoleret set ikke, at det er et kæmpe problem. Hvis han ellers havde familien først i alt, hvad han foretager sig, så kunne en enkelt hobby-mindet ferie på 2 uger nok godt klares, selvom det da ville trække nogle tænder ud.

Men når man tager hans øvrige opførsel med i overvejelserne, så er de 2 uger bare dråben der får bægret til at flyde over. Jeg ved ikke hvad løsningen er for han lyder ikke særlig modtagelig, men det giver ingen mening, at han konstant planlægger sig væk fra hjemmet, så snart du er hjemme og kan tage tjansen. Jeg ville ikke selv kunne leve med det, hvis min kone gjorde noget tilsvarende.

Og du skal da virkelig ikke lade dig bremse i jobønsker, bare fordi han synes det er bekvemt. Det skal kun være fordi du også synes det er det optimale for familien, og uden fuldstændig at tilsidesætte dig selv.

Han lyder møg forkælet. Og så lyder det også til at han ser flere udfordringer end muligheder ift at have børn. Har hans venner ikke børn? For det er jo altså muligt at lave aftaler med folk, selvom man har børnene med. Man kan også tage på ferie med venner, og have børnene med allesammen. Det er faktisk ret hyggeligt  

Nå, men. Jeg synes du skal tage en alvors snak med ham. Det handler jo ikke om hvad han synes er pjattet eller hvad han tror er normalt i andre familier. Det handler om at du ikke trives i jeres forhold, og det er han nødt til at forholde sig til....

Orv den var aldrig gået her.. 

En ting er hvad jeg vil finde mig i, men det ville da også virkelig såre mig hvis min mand ønskede at være så meget væk fra mig og væk fra vores søn. Vi bor sådan så min mand ikke ser venner i dagligdagen og derfor får han “lov” til at bruge 3-4 feriedage på at tage på Roskildefestival hvert år. Hvilket er fint med mig, men aldrig om jeg ville finde mig i at skulle bruge min ferie som “børnepasser” mens farmand rendte og havde det sjovt i 14 dage med en hobby. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i hvilket hobby som tager så meget tid? Surfing et spændende sted i verden? Rollespilslejr i en tysk skov?.. og hvordan kan han have venner som bare kan bruge 14 dage på det? Har de andre ikke børn? 

Uanset hvad, så ville ingen i min omgangskreds - børn eller ej - gå med til at partneren skred afsted i 14 dage af sommerferien så man nærmest inden ferie havde sammen. 

Jeg gider ikk gentage præcis det samme som de andre. Så nøjes med at sige at jeg stemmer i at det er ham der er den egoistiske 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det var før børn? Altså hvornår er I sammen hvis han altid hellere vil noget andet? 

Jeg kunne ikke have et forhold med en mand der ikke allerhelst ville være sammen med mig (og vores børn) - uanset spændende hobbies. 

Jeg tror at det ville få mig til at gå op i milimeterdemokrati i forhold til mig-tid. Ikke særlig konstruktivt, men ville virkelig blive irriteret over at han ikke, af sig selv kan regne ud, hvad der sker med din tid, når han trækker solotid konstant. Og så ville jeg være såret over at han tog mig for givet på den måde. 

Men jeg ved ikke helt hvordan man kan ændre det. Måske ville jeg lave et visuelt billede af jeres respektive tidsfordeling ift arbejdstid, familietid, partid og ikke mindst solotid. Jeg forestiller mig at fordelingen vil se entydigt skæv ud. 

Mere konstruktivt, ville jeg nok starte en snak om at lysten til 'os' går i stå når jeg ikke følte at vi løftede sammen og gav plads til at vi begge kunne være os selv ved siden af job. At jeg havde brug for individuel udfoldelse præcis som ham, og bede ham svare på, hvordan han ville være med til, at sikre at det skete. Og så ville jeg prøve at finde et job hvor weekenderne blev (mere) fri så I bedre kunne dele fritiden sammen og hver for sig. 

Jeg ville snakke med ham om at han selv havde sagt ja til familieliv, og så må man jo tilpasse sig. Det er jo det, man gør når man er forælder. En mor synes jo heller ikke nødvendigvis, at det er en fest at gå på kompromis med en hobby fra livet før børn. Men det følger jo med den voksne beslutning, at varetage sine børns behov og give plads til sin partner i en livsperiode hvor man som individ er under hårdt pres pga job og de smås store behov. Mange antager bare at en mor som en selvfølgelighed synes at det er helt cool at hun tilpasser sig sine børn. Det er måske også det han tænker. Men hvorfor skulle man have andre forventninger til fædre?

Jeg er enig med de andre. Han lyder godt nok egoistisk. Har du spurgt ham hvorfor han mener han skal “have fri” hver weekend, og hvorfor det han synes det er urimeligt at han er hjemme hver anden weekend når du er på arbejde? Har han et bud på hvornår DU skal have lov at slappe af?

Hjemme hos os er min mand også rigtig glad for sin frihed. Ham og drengene (35+ år ) er glad for weekendture, spontane biografture på hverdage og sådan. Desuden har han en hobby, der gør at han gerne vil rejse to uger om året (efterår og forår). Til en vis grad får han lov. Jeg kræver dog at den slags ture bliver planlagt i fællesskab, for det skal også fungere for mig herhjemme. Hvis jeg både skal hente, bringe, passe et fuldtidsarbejde, handle ind og lave mad, mens han sidder og nyder livet i et andet land, sover hele natten og får mad serveret, så skal han altså hjælpe mig til at få det til at fungere. Dvs at han fylder fryseren med hjemmelavet mad, tager hente-bringe tjansen i ugen op til, sådan at jeg har optjent flex nok til at kunne balancere alenerollen mens han er afsted.

Men det korte og det lange er: han får bestemt ikke lov til bare at rejse som han lyster - det gør jeg da heller ikke! Vores familie er vigtigst, og det skal kunne fungere for alle parter før man render afsted på den ene og den anden rejse. Jeg synes din mand lyder rigtig tarvelig!