Jeg vil så gerne elske ham...

Jeg vil så gerne elske ham, min forlovede og faren til mine børn. Men det gør jeg ikke.
Jeg ser andre par, der holder i hånden i byen, der giver hinanden farvelkys og som får børnene passet, så de kan have kærestetid og jeg bliver så misundelig... Jeg så et par på sygehuset, der skulle hjem med deres nyfødte og så kyssede de, da de satte babyen ind i bilen. Sådan var det slet, slet ikke for os overhovedet, ingen kærlighed. 

Jeg vil i teorien gerne alt det der og jeg kan have planlagt, at jeg skal modtage min kæreste med kys, når han kommer hjem osv, men når jeg så ser ham, bliver jeg nærmest bare irriteret. Jeg har slet ikke lyst til kærestetid med ham, for når vi endelig har lidt fri, vil jeg bare være alene og vi ender så tit med at skændes eller bare snakke om de samme problemer igen og igen.

Vi var meget forelskede for 10 år siden og efter forelskelsen forsvandt kom der også en periode på nogle år, hvor vi elskede hinanden, men efter der også er kommet børn, er kærligheden forsvundet fra min side af og det gør mig så ked af det. Men jeg har så svært ved at finde den, alt hvad han siger og gøre irriterer mig og jeg er heller ikke tiltrukket af ham længere.
Han er selv helt flad. Han siger, at han elsker mig - og det tror jeg på, men han gør slet ikke noget godt for mig (og jeg gør heller ikke særlig meget godt for ham, for han vil gerne have kram og kys, det får han ikke, så han støvsuger heller ikke for mig eller tager børnene ud en tur...) Vi er gået i stå.

Jeg føler at børnene tager alt, hvad jeg har at give - de fylder fuldstændig op, jeg elsker dem så meget, at der ikke er plads til ham.

Vi går i sådan noget familie-halløj i kommunen, som forhåbentlig kan hjælpe lidt.

Vi giver de praktiske omstændigheder (bor elendigt) og psykiske belastninger (jeg har været deprimeret/angst on-off i mange år og han har stress) skylden, men hvad nu hvis alle følelserne er væk, når vi faktisk pludselig har et godt sted at bo, fast arbejde, god økonomi og det hele?

Har I andre prøvet at kærligheden forsvandt i en presset periode med småbørn og så kom tilbage igen senere? Måtte I kæmpe for det? Hvad gjorde I?

Han er jo en god fyr, jeg finder ikke en, der er så god igen og han er faderen til ungerne! Jeg vil have at vi skal være sammen resten af livet... Men jeg føler ingen kærlighed, når jeg ser på ham eller tænker på ham. Kun irritation. Det er synd for ham. Han gør sit bedste, selvom det ikke er særlig godt. Hjælp...

Jeg tror det handler om at I skal tage en drastisk beslutning om at I VIL hinanden og I VIL finde tid, lyst og følelserne frem igen. 

Min mand og jeg er som de par du ser omkring dig. Vi har kendt hinanden i 14 år. Vi har børn på 11 år, 9 år og 2 år. Vi har altid gjort og kysser altid hinanden farvel og goddag, godnat og godmorgen. Vi holder altid i hånden når vi fx kører bil, går tur eller sidder i sofaen. 

Vi er utroligt tætte og intime og rør, krammer og kysser hinanden meget i løbet af en dag. 

Jeg vil sige I skal begynde i det små og “øve” jer i at genfinde kærligheden. Hvad faldt I for ved hinanden, hvad rørte jer(altså var det hans smil, hans øjne osv) og hvad gjorde I dengang for at jeres kærlighed “lykkedes?”

Hvordan kan det være det hele stoppede da I fik børn? Jeg tror det er en klassiker at mange “falder fra” hinanden når de får børn, men man kan godt beslutte at det ikke skal være sådan Og man kan også ændre på det, hvis det ender sådan, hvis begge selvfølgelig er indstillet på det. 

Har I talt om det? Hvad føler din mand? Har han det må samme måde. Du skriver han er en god mand og han også elsker dig. Jeg synes der er noget godt at bygge videre på, I skal “bare” ud over kanten og give slip på jeres følelser, så de kan blusse op igen. Kæmp for det, hvis I begge føler der er noget at kæmpe for. Jeg tror på at det kan lykkedes! 

Jeg ved hvad du mener, med meget af din historie.... på lørdag har vi været samme i 18 år. Jeg er 33 og han er 37. Vi har tre børn og han er den bedste mand i verden. Det er jeg ikke i tvivl om. Pt har vi det ligesom du beskriver - men vi nægter at give op. For vi ved vi elsker hinanden - jeg har ingen råd - jeg vil bare fortælle dig, at du ikke er alene. Kærlighed, familie og lykke er en sej nød! At knække - for os i hvert fald. 

Pøj pøj - hvis du finder det gyldne kodeord, hører jeg det gerne!! 

Hvad med parterapi hos en god psykolog?

Tænker det er ret normalt. 

Du har jo også et ansvar i forhold til at få det til at fungere. Hvad er det der gør at I bringer emner op I ved skaber skænderier når I har alenetid.

at satset på det store brag af romantik med middag ude og vin er måske at overgøre det. Det vil nok ikke være en succes og virke forceret. For der er i ikke lige nu.

Du er nødt til at kigge på ham og beslutte dig for at ville se det du faldt for. Start med at nusse i sofaen til en film. Bestem jer for god morgen og god nat kys. Du virker kold og fokuseret på børnene. Drt skaber ikke meget rum for kærlighed. Beslut dig for at børnene ikke er nok. Du er ikke kun MOR.

Og du vil skulle undvære dem 7 dage ad gangen. 

Nu ved jeg ikke hvor længe det har været sådan, men det lyder lidt som om at du/I måske skal arbejde med jeres måde at se tingene på. 

Det kan godt være jeg tager fejl, men det virker som om fokus ligger på alt det, som I gerne ville ønske I havde og ikke det I rent faktisk har. Det kan godt være at der er nogle ting I ville ønske var anderledes/bedre... men har man det ikke altid sådan?  Og så fokuser på alt det gode din kæreste gør..   det er så nemt at fokusere på det der er træls 

Og så vil jeg tilføje, at jeg har også selv haft perioder hvor min mand har irriteret mig rigtig meget  og hvor jeg bare har tænkt.. så lad mig dog være