Anonym skriver:
Hej 
Det er måske ikke det rette fora til det her, men jeg er simpelthen sådan i tvivl om hvad jeg skal gøre, og tænkte at nogle herinde måske havde oplevet lignende eller bare ved, hvilke muligheder jeg har.
Sagen er den, at jeg for år tilbage blev fulgt i psykiatrien grundet anoreksi, hvor der i forløbet var enkelte indlæggelser, fordi jeg havde rigtig svært ved at samarbejde om behandlingen. Jeg har nu efterhånden været hvad jeg vil kalde rask i cirka 5 år; jeg har indset, at jeg nok aldrig bliver helt fri af tankerne (hvilket har gjort ondt at måtte sande), men jeg har kunne styre det fuldt ud. I de år har jeg stiftet familie og har en 1-årig derhjemme.
men.. for sådan et kommer der desværre. Gennem de sidste par uger har jeg kunne mærke, at spiseforstyrrelsen igen begynder at overtage mere og mere i mit hoved. Jeg kan ikke støde tankerne fra mig på samme måde som jeg plejer, men får dog stadig spist nogenlunde ordentligt, i hvert fald i de timer, jeg er med min kæreste og datter.
Jeg er bange for, at filmen lige pludselig knækker. Den uro jeg oplever i hovedet og kroppen lige nu, har jeg ikke været i, siden jeg var syg. Måske kommer der lige pludselig ro på igen af sig selv, men hvis nu ikke.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg skulle tage til lægen, ved jeg ikke hvad jeg ville sige. Jeg tror ikke det vil blive taget alvorligt, for vægtmæssigt har jeg jo kun tabt mig et par kilo og kommer jeg derind og får sådan et “afslag”, tror jeg det med stor sandsynlighed vil sende mig ud over kanten - så er jeg jo “for tyk”.
Har I mon nogle gode råd til hvad jeg skal gøre?
Selvom det helt sikkert lyder for dumt, er jeg ikke lige nu klar til at dele det her med min kæreste. Min erfaring fra tidligere har lært mig, at det påvirker mig negativt, hvis jeg føler at dem jeg er omkring i hverdagen holder øje med mig, men han vil selvfølgelig blive inddraget, hvis der skal ske mere
Søde du.
du skal selvfølgelig søge hjælp.
Jeg synes, du skal vurdere, hvordan din læge er som type. Er han typen, som ikke har den største psykologiske indsigt og medfølelse? Så er det nok ikke der, du skal henvende dig! Men er det bare frygten for afvisning der tager over, så prøv at skriv dine tanker ned på er stykke papir til lægen. Evt tag en bisidder med, der kender dig fra dit tidligere forløb (mor, veninde el.l.), som kan støtte dig i at få situationen forklaret korrekt.
Kan du snakke med nogen fra dit tidligere behandlingsforløb? Eller finde din egen psykolog med speciale i spiseforstyrrelser?
Og husk lige - du er så langt henne ad den gode sti allerede! Du har stoppet dig selv i en uhensigtsmæssig tankerække, erkendt at den er uhensigtsmæssig, og du tager nu skridt mod at komme tilbage på ret kurs. Det bliver faktisk ikke sejere! Og alt det har du gjort med en baby/tumling på armen 
