Så skete det - han sagde nej!

Min mand og jeg har et barn sammen og jeg har en stor pige fra et tidligere forhold. 

Jeg har inderligt ønsket et barn mere i længe, og min mand har skulle overveje sagen. For et halvt år siden sagde jeg til ham at jeg kunne mærke at det her betød så meget i mit liv og at et barn mere virkeligt ville berige alt, og at det var mit ønske. Det var som sådan ikke et ultimatum og så alligevel lidt. Man skal altid respekterer når nogen ikke ønsker, men bør man ikke have mindst lige så meget respekt over for den som ønsker? 

Men nu har han altså sagt nej, og nu står jeg så tilbage her i dyb sorg! Og jeg må være helt ærlig at jeg bestemt overvejer om det her er rigtigt eller om jeg på et tidspunkt vil fortryde at jeg ikke fik det barn!? Det er så officielt anerkendt at man tager parti med den som siger nej, men hvad med den anden - hvad med mig? 

Hvad ville I have gjort hvis I var i min situation? 

Anonym skriver:

Min mand og jeg har et barn sammen og jeg har en stor pige fra et tidligere forhold. 

Jeg har inderligt ønsket et barn mere i længe, og min mand har skulle overveje sagen. For et halvt år siden sagde jeg til ham at jeg kunne mærke at det her betød så meget i mit liv og at et barn mere virkeligt ville berige alt, og at det var mit ønske. Det var som sådan ikke et ultimatum og så alligevel lidt. Man skal altid respekterer når nogen ikke ønsker, men bør man ikke have mindst lige så meget respekt over for den som ønsker? 

Men nu har han altså sagt nej, og nu står jeg så tilbage her i dyb sorg! Og jeg må være helt ærlig at jeg bestemt overvejer om det her er rigtigt eller om jeg på et tidspunkt vil fortryde at jeg ikke fik det barn!? Det er så officielt anerkendt at man tager parti med den som siger nej, men hvad med den anden - hvad med mig? 

Hvad ville I have gjort hvis I var i min situation? 

Hvad ville jeg gøre?

Jeg ville anerkende det som en sorg, og bearbejde den. For hvad er alternativet? Stoppe forholdet, lede desperat efter en ny alene for at blive mor til 3 eller bølge sæddonor og være alene med 3? 

Dine følelser er jo lige så reelle som hans er. Jeg tænker, at det du skal gøre måske er, at gøre som han har gjort. Tage en periode, hvor du overvejer om du kan "nøjes " med de to, du har. Hvad der skal til for, at du kan det. Hvad der skal ske, hvis du ikke kan og hvad konsekvenserne af det vil være?

I din situation ville jeg nok arbejde på at komme igennem en erkendelse af ikke at skulle have flere børn og så fokusere på jeres familie frem for at skulle bryde den op og så enten få et barn med en tredje mand eller alene. Men det der er rigtigt for den ene, er jo ikke nødvendigvis det rigtige for den anden. Så kig godt ind i dig selv. 

lineog4 skriver:

Hvad ville jeg gøre?

Jeg ville anerkende det som en sorg, og bearbejde den. For hvad er alternativet? Stoppe forholdet, lede desperat efter en ny alene for at blive mor til 3 eller bølge sæddonor og være alene med 3? 

Det er bestemt heller ikke attraktivt at skulle finde en ny partner for at få et barn mere. Det er jo inderst inde heller ikke det jeg ønsker. 

Men jeg synes det er så urimeligt at han dermed “får lov” til at bestemme noget så stort i mit liv. Det er virkeligt en bristet drøm og noget der kunne gøre mig ekstremt lykkelig 

Anonym skriver:

Det er bestemt heller ikke attraktivt at skulle finde en ny partner for at få et barn mere. Det er jo inderst inde heller ikke det jeg ønsker. 

Men jeg synes det er så urimeligt at han dermed “får lov” til at bestemme noget så stort i mit liv. Det er virkeligt en bristet drøm og noget der kunne gøre mig ekstremt lykkelig 

Hvis han giver sig for din skyld så har du bestemt noget meget stort i hans liv. Er det bedre?

I min optik er det en større ting at få et barn end ikke at få det, især når man allerede har flere børn. 

Det er bestemt heller ikke attraktivt at skulle finde en ny partner for at få et barn mere. Det er jo inderst inde heller ikke det jeg ønsker. 

Men jeg synes det er så urimeligt at han dermed “får lov” til at bestemme noget så stort i mit liv. Det er virkeligt en bristet drøm og noget der kunne gøre mig ekstremt lykkelig 

Det kan jeg sagtens forstå. Vi havde også flere børn her hjemme, hvis ikke min mand havde sagt bestemt nej.

Men det er bare ikke altid man får det man ønsker sig af forskellige årsager- kan godt høre det lyder hårdt, men det er jo sådan i livet. Og skal I begge to få lige præcis det I ønsker, så er det hver for sig.

Hvorfor er det så nej siden der har det sidste ord? Jeg har spurgt min mand om der tusind gange, men rationelt ved jeg jo godt hvorfor: intet barn skal komme til verden uønsket, hvis man kan forhindre det. 

Hvad gjorde jeg. Hmm først anerkendte jeg, at det er en stor sorg ikke at få et barn mere når alt i mig skriger efter det og især efter muligheden for en pige, så jeg havde de to piger jeg nåede at drømme om før min datter døde. Derefter så skiftede jeg perspektiv og fandt alle fordelene ved at stoppe med børn, og der er fordele. 

Så jeg brugte tid på sorgen  tid på at se fordele og ja nu er tiden løber fra mig og jeg sidder ikke med en bitter fortrydelse. Jeg er stadig skruk tror jeg er det kronisk, men jeg er glad for vores beslutning, glad for det sted i livet jeg står nu og for alt det andet jeg så fik i stedet for den baby som havde vendt livet på hovedet igen. Og nu håber jeg bare, at jeg en dag får lov at opleve at være bedstemor og blive rundtosset over det. 

Hvis han giver sig for din skyld så har du bestemt noget meget stort i hans liv. Er det bedre?

I min optik er det en større ting at få et barn end ikke at få det, især når man allerede har flere børn. 

Ja det er jo det. Det er en meget stor ting at få presset et barn nedover sig, man ikke ønsker. Det er en definitiv og forpligtende livsændring (også selv om, at det er andet eller tredje barn). Så er der det med, at den der ønsker barnet kan gå og få opfyldt sit behov på andre måder. Hvis den der ikke ønsker barnet giver sig/tvinges, vil der altid være et barn, som han har sat i verden og bør føle sig forpligtet til at tage sig af, om det så efterfølgende ender med skilsmisse. 

Kære trådstarter det gør mig ondt på dine vegne at din kæreste sagde nej til noget så stort et ønske for dig, som et barn. 

Jeg er ca samme sted som dig, og dog ikke helt. 

Min mand og jeg har sammen 2 børn. Og jeg ønsker brændende nr 3 barn. Siden vi mødtes har hans holdning altid været 2 børn. 

For nogle måneder siden snakkede vi om det. Og han siger hvorfor han ikke vil, og jeg siger hvorfor jeg gerne vil. 

Jeg ved ikke om jeg presset ham eller snakkede for tit om emnet at han sagde så på et tidspunkt at lad os vente 2-3 år og se hvordan tingene forløber sig og plus lad os ligenu og her nyde vores 2 børn. Om han følte sig presset eller at jeg talte for tit om det, eller om han virkelig mener det at han måske kan skifte mening. Det ved jeg desværre ikke noget om

men ca 1 måned efter snakken fortryd jeg at jeg snakkede så tit om det eller måske presse på uden jeg bemærket det selv eller på nogen måde ondt.  Og begyndte at tænke om han sagde det med 2-3 år for at slippe for at høre mere om det og måske har han en plan om at nu har han sagt at vi ser på det om 2-3 år og når det så de år gået så vil han sige nej ikke flere børn. Så kan være han har den plan i hovedet lige fra start. 

Og nu fortryder jeg netop pga jeg bange for at han bare følte sig presset til at sige det, eller jeg snakkede for tit om det. Det gør ondt på mig og fortryder det meget fordi jeg vil ikke ha håb i så mange år og derefter få at vide at nej vi skal ikke ha børn. Det giver håb at vide at når nr 2 ikke bruger barnevogn mere så gemmer vi den og vi gemmer tøj osv osv. Vi gemmer alt til baby i 2-3 år det gør mig ondt og tanken skræmmer mig at jeg nok inderst inde ved at han ikke skifter mening og at han vil bage udskyd snakken om at han altså ikke vil ha flere.

fortryder sådan at nu det forbudt at snakke om det før om 2-3 år

for selvom jeg efter 1 måned begyndte at tænke på at jeg vil sælge barnevogne og tøjet og det hele fordi jeg ikke gider at glo på baby tøj og barnevogn i hele 2-3 år når det ikke bliver til noget. Men tør ikke bringe emnet op igen fordi jeg har lovet at tie stille i hele 2-3 år

og selvom jeg nogle gange tænker på at jeg må vænne mig til tanken at han aldrig vil skifte mening og tanken om at sælg alt hvad vi har. 

Så få jeg nogle gange det håb i mig at han måske en dag vil skifte mening. Fordi jeg ved at tøjet og barnevogn og alt til baby bliver gemt

så kæmpe dilemma jeg stå i og ved ikke hvordan jeg skal rode mig ud af.

men en ting er sikkert min mand er den bedste mand i verden og den kærligeste far der findes. Han sagde også tit at han altid vil elske alle sine børn. 

Og jeg vil aldrig gå fra ham. Han er den jeg elsker og har de skønne 2 børn med. Og også selvom han ikke vil ha flere.

måske var jeg ikke den rette og som du vil høre fra. Men så har du fået min historie og mit syn på det.

Anonym skriver:

Kære trådstarter det gør mig ondt på dine vegne at din kæreste sagde nej til noget så stort et ønske for dig, som et barn. 

Jeg er ca samme sted som dig, og dog ikke helt. 

Min mand og jeg har sammen 2 børn. Og jeg ønsker brændende nr 3 barn. Siden vi mødtes har hans holdning altid været 2 børn. 

For nogle måneder siden snakkede vi om det. Og han siger hvorfor han ikke vil, og jeg siger hvorfor jeg gerne vil. 

Jeg ved ikke om jeg presset ham eller snakkede for tit om emnet at han sagde så på et tidspunkt at lad os vente 2-3 år og se hvordan tingene forløber sig og plus lad os ligenu og her nyde vores 2 børn. Om han følte sig presset eller at jeg talte for tit om det, eller om han virkelig mener det at han måske kan skifte mening. Det ved jeg desværre ikke noget om

men ca 1 måned efter snakken fortryd jeg at jeg snakkede så tit om det eller måske presse på uden jeg bemærket det selv eller på nogen måde ondt.  Og begyndte at tænke om han sagde det med 2-3 år for at slippe for at høre mere om det og måske har han en plan om at nu har han sagt at vi ser på det om 2-3 år og når det så de år gået så vil han sige nej ikke flere børn. Så kan være han har den plan i hovedet lige fra start. 

Og nu fortryder jeg netop pga jeg bange for at han bare følte sig presset til at sige det, eller jeg snakkede for tit om det. Det gør ondt på mig og fortryder det meget fordi jeg vil ikke ha håb i så mange år og derefter få at vide at nej vi skal ikke ha børn. Det giver håb at vide at når nr 2 ikke bruger barnevogn mere så gemmer vi den og vi gemmer tøj osv osv. Vi gemmer alt til baby i 2-3 år det gør mig ondt og tanken skræmmer mig at jeg nok inderst inde ved at han ikke skifter mening og at han vil bage udskyd snakken om at han altså ikke vil ha flere.

fortryder sådan at nu det forbudt at snakke om det før om 2-3 år

for selvom jeg efter 1 måned begyndte at tænke på at jeg vil sælge barnevogne og tøjet og det hele fordi jeg ikke gider at glo på baby tøj og barnevogn i hele 2-3 år når det ikke bliver til noget. Men tør ikke bringe emnet op igen fordi jeg har lovet at tie stille i hele 2-3 år

og selvom jeg nogle gange tænker på at jeg må vænne mig til tanken at han aldrig vil skifte mening og tanken om at sælg alt hvad vi har. 

Så få jeg nogle gange det håb i mig at han måske en dag vil skifte mening. Fordi jeg ved at tøjet og barnevogn og alt til baby bliver gemt

 

så kæmpe dilemma jeg stå i og ved ikke hvordan jeg skal rode mig ud af.

men en ting er sikkert min mand er den bedste mand i verden og den kærligeste far der findes. Han sagde også tit at han altid vil elske alle sine børn. 

Og jeg vil aldrig gå fra ham. Han er den jeg elsker og har de skønne 2 børn med. Og også selvom han ikke vil ha flere.

måske var jeg ikke den rette og som du vil høre fra. Men så har du fået min historie og mit syn på det.

 

Tusinde tak for dit svar - helt fantastisk. Og kan så meget sætte mig ind i dine tanker. Tror måske også min mand trænger til et pusterum fra alt min pladder 

Anonym skriver:

Tusinde tak for dit svar - helt fantastisk. Og kan så meget sætte mig ind i dine tanker. Tror måske også min mand trænger til et pusterum fra alt min pladder 

Hvis han har sagt, at han ikke vil have flere børn, så mener han det sandsynligvis.

Du kan jo prøve at spørge ham, om han tror, der kunne være en åbning, hvis I lader emnet ligge i et meget langt stykke tid.

Men spørgsmålet er, om det er særlig rart eller sundt for dig at være i det limbo "skal - skal ikke"

Dine følelser og dit ønske om et barn mere er lige så "rigtige" som hans - det er ikke forkert.

Men grunden til, at mange - incl. mig - mener, at det er den, der ikke vil have flere børn, der har det sidste "ord" er, at et barn, som er der, kræver mere end et barn, der ikke er der.

Hvad nu hvis I fik et barn mere, og det viste sig, at det ikke endte  lykkeligt, fordi det måske endte med at ødelægge jeres familie?

Eller hvis I blev sammen, men overskuddet til tre børn, var for lille, og det dermed gik ud over dem alle ?

Jeg ville - som Line - arbejde med den sorg - eller hvad man skal kalde det - som det er ikke at få det/de barn, man ønsker sig.

For livet er nu engang sådan, at vi ikke altid opnår det, vi oprindeligt havde tænkt os. 

Jeg har aldrig fået børn - for jeg mødte ikke den rigtige mand i tide.

På et tidspunkt valgte jeg at give slip på drømme, og i stedet prøve at finde de fordele der er ved ikke at få børn - og på at finde ud af, hvad man ellers kan fylde sit liv med, så man får et godt liv uden børn. 

Jeg elsker mine niecer og nevøer, og min nuværende kæreste har tre - nu voksne - børn. 

Hvis det bliver rigtig svært for dig, så kunne det være en god idé at tale med en terapeut.