jeg har virkelig et stort problem. Jeg er i et forhold på 11. År vi har kæmpet med rigtig mange udfordringer, faktisk fra dag et. Jeg blev hurtig gravid og efter 2 år blev jeg jeg gravid med vores andet barn. Jeg har 2 børn fra tideligere. Og min kæreste og mine børn har haft mange skænderier. Vi har kæmpet og kæmpet og mine de 2 store børn har givet rigtig mange udfordringer pga deres adhd. Min store søn har bla. Været ude i kriminalitet og hash. Og den anden har meget svær adhd og har haft mange kraftige udbrud. Og skældt min kæreste ud. Kæresten og jeg har haft rigtig mange skænderier pga af alt det der har været de sidste 11 år og jeg er begyndt at give op og miste følelserne for ham .. problemet er så at jeg har skrevet med en anden mand fra min tid på uddannelse og jeg har fået meget stærke følelser for ham. Begge mænd ved at jeg bor sammen med en og skriver med den anden. Børnenes far er nu flyttet ud af vores fælles hus for, at jeg kan tage den rigtige beslutning. Han kæmper med at vinde mig tilbage og vil gøre alt for at jeg bliver .. han er faktisk blevet rigtig gode venner med mine børn. Jeg føler bare det er meget for sent og er usikker på om det holder. For hvordan kan man ændre sig så meget. Han har altid været en mand hvor hans ord bar lov og børnene skulle hører efter første gang. Og hans mening galt altid og jeg kunne ikke styre mine børn. Men det største problem er om jeg skal gå efter mit hjerte eller blive og kæmpe videre i forholdet.
Gittes svar
Kære Supermor til 4,
Det lyder som om I har vært rigtig meget igennem, du og din mand. Det er en svær beslutning du står overfor at skulle træffe, og selvfølgelig skal du følge dit hjerte, men det gør jo heller ikke noget at bruge hjernen lidt også :-)
Jeg vil gerne give dig lidt tanker med at reflektere over. Jeg kan regne ud at dine to små børn må være omkring 8 og 10 år og de ældste noget ældre, siden der har været problemer med hash og kriminalitet. Når de har haft ADHD har det været en stor mundfuld for jeres parforhold at have dem som teenagere. Nu er I snart ved at være der, hvor I kunne begynde at få lidt mere fri og nyde livet og hinanden. Men så er det jo, at du har fundet en anden, som du skriver med.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på om du har brugt ham du skriver med som en 'flugtvej' fra de barske realiteter du stod i i i hverdagen og til nogle gange at få fred fra at skulle løse for eksempel jeres forskellige holdninger til opdragelse. Gad vide om I har prøvet at få hjælp via parterapi eller familieterapi til at komme videre på en bedre måde, eller om I har slidt på forholdet til det til sidst var nærmest slidt ned.
Du kan sige at det er ret 'nemt' at sætte sig til at skrive med en anden. Man får processet nogle af sine tanker ved at skrive og det er umiddelbart ret nemt at få forståelse, anerkendelse, bekræftigelse på den måde. Det er jo noget helt andet at skulle leve sammen og have en hverdag sammen. Så; hvor godt kender du egentlig ham du skriver med? Og er du parat til at tage hele turen om igen med en ny far til et nyt hold børn, så at sig? Du ved jo om nogen hvor meget det kan kræve, det er ikke noget man kommer sovende til at skifte partner og sammenføre en familie.
Du skal vel beslutte dig for om du vil give dit parforhold en chance eller om der ikke er mere tilbage indeni efter årene med alle de kampe du beskriver. Desværre er det jo kun dig, der kan mærke det. Det kan godt være 'farligt' at lytte alt for meget til andre i sådan en situation, fordi det er vitterligt inde i dig selv, du skal finde det svar. Måske skulle du tag en periode fx en måned uden kontakt til ham du skriver med, for at se hvilke tanker og følelser der så kommer. Måske skulle du opsøge noget hjælp til parforholdet sammen med din mand for at at undersøge, hvor det kunne føre hen. Hvis det skal være dig og ham, som du skriver med, er han der nok endnu bagefter. Omvendt kunne du jo også prøve at mødes noget mere med ham du skriver med, for at se om det kan bringe en større afklaring i dig. Nogle gange er det noget helt andet at skrive sammen end at være sammen in real life.
Du kan tænke over, at dt handler om et valg du skal træffe. Hvis du ikke kan træffe det valg i dag: Hvad skal der så til, for at du bedre kan træffe det valg? Hvad har du brug for, for bedre at kunne træffe valget?
Du kan også tænke over hvilken slags partner vil du gerne være? Hvilken slags mor vil du gerne være? Når du bliver gammel, hvilken slags liv vil du gerne have haft? Når du bliver 80 år gammel og kigger tilbage, hvad tror du så, at du ville ønske, at du havde gjort? Hvad vil det betyde for dig, hvis du træffer det ene eller det andet valg? Hvad vil det betyde for dine børn, hvis du træffer det ene eller det andet valg?
Det er et meget personligt valg at træffe om man vil blive i et forhold eller gå. Man skal kunne leve resten af livt med sin beslutning og man skal først og fremmest kunne se sig selv i øjnene og leve med sin beslutning.
Og til sidst; Var det det mon det samme der skete for dig i dit forrige forhold, eller noget lignende? Det kan også være værd at overveje om man er i færd med at gentage et mønster. Hvis du gerne vil blive klogere på det er det jo også en mulighed at du selv søger individuel terapi for at blive klogere på, hvad der egentlig ligger under at du gør som du gør.
Held og lykke med at tage næste skridt. Nogle gange, når man er i din situation bliver det hel meget "enten-eller"-agtigt. Det kan være godt at dele det op i mindre bidder og tænke på det som små skridt man kan prøve at tage i en retning og undersøge og afprøve forskellige ting.
Vh.
Gitte
Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"
Se Gittes hjemmesider: www.gittesander.dk og www.gribkærligheden.dk