På ydersiden har jeg det hele, men inderst inde..

Er jeg ensom.. 

Det kunne på ydersiden godt se ud som om det kører for mig. Et voldsomt lækkert hus, et dejligt job, en dejlig mand og to fantastiske drenge. Når man møder mig er jeg glad, udadvendt, positiv og gør meget ud af at lytte og spørge ind til andre. Jeg er vellidt. 

Men må bare helt ærligt indrømme at jeg inderst inde føler mig enormt ensom. Der er fuld fart på tilværelsen. Min mand er selvstændig og arbejder meget, så jeg står primært for hjem og børn ved siden af mit fuldtidsarbejde. Og oven i det er vi flyttet til min mands hjemby for 2,5 år siden og byen er på mange steder stadig ny for mig. Mange veninder er smuttet i svinget gennem årene, efter et forlist forhold, en flytning, først et barn og så et mere og nu står jeg bare her og føler mig ret alene. Der er ingen der tagger mig på facebook og ingen der lige skriver for at spørge hvordan det går. Jeg har ingen tilhørsforhold og ved ikke hvordan jeg nogensinde skal overskue at få det når tiden er så knap. Men øv hvor det rammer mig nogle gange. 

Er der andre der kender det? 

Anonym skriver:

Er jeg ensom.. 

Det kunne på ydersiden godt se ud som om det kører for mig. Et voldsomt lækkert hus, et dejligt job, en dejlig mand og to fantastiske drenge. Når man møder mig er jeg glad, udadvendt, positiv og gør meget ud af at lytte og spørge ind til andre. Jeg er vellidt. 

Men må bare helt ærligt indrømme at jeg inderst inde føler mig enormt ensom. Der er fuld fart på tilværelsen. Min mand er selvstændig og arbejder meget, så jeg står primært for hjem og børn ved siden af mit fuldtidsarbejde. Og oven i det er vi flyttet til min mands hjemby for 2,5 år siden og byen er på mange steder stadig ny for mig. Mange veninder er smuttet i svinget gennem årene, efter et forlist forhold, en flytning, først et barn og så et mere og nu står jeg bare her og føler mig ret alene. Der er ingen der tagger mig på facebook og ingen der lige skriver for at spørge hvordan det går. Jeg har ingen tilhørsforhold og ved ikke hvordan jeg nogensinde skal overskue at få det når tiden er så knap. Men øv hvor det rammer mig nogle gange. 

Er der andre der kender det? 

Hej med dig! 

Ja, det tror jeg at rigtig mange kender. 

Men mange tør nok ikke sætte ord på det som dig. Hvor gamle dine børn? Har du nogle fritidsinteresser? Jeg spørger fordi dette tit jo kan være indgangen til nye relationer/kontakter. 

Kæmpe kram og respekt for at du tør sige det højt��

Hej må jeg spørge hvor du bor ? Kunne da være hyggeligt at ses til en kop kaffe hvis det var har det lidt på samme måde som dig :/

Jeg tror desværre, at det er en fælde, som vi er mange der går i.

Jeg står i det samme. Stort set magen til. Alt det ydre er på plads. Børn som stortrives. Men jeg har altså ingen veninder mere. De røg pga børnene. Da de ikke selv har børn. Der går evigheder imellem at vi skrives ved. Hvis ikke jeg melder mig har vi næppe kontakt. Jeg har haft en stor krise og også sorg over det. Har faktisk forsøgt at række ud til dem og sætte ord på: jeg er ensom! Jeg savner jer!! Men ligelidt hjalp det... jeg kan jo ikke længere være med til den slags samvær med fester osv. Pt lever jeg bare med at kun have kontakt til mine forældre og min mand. Det går også fint. Klynger mig lidt til håbet om at møde nogen gennem skole/bh indenfor de næste år.. jeg kender ikke opskriften på at få venner i denne alder. Det føles svært at komme “ind” når man er midt i 30’erne Men du er ihvertfald ikke alene om at føle dig ensom.

Jeg tror der er rigtig mange der har det lidt som dig, og jeg tror helt bestemt at ensomhedsfølelsen er blevet værre efter de sociale medier er kommer til. Måske andre før i tiden har haft det lidt som dig, hvor det hele går op i madplaner, børn og arbejde, men dengang reklamerede folk ikke med det hver gang de drak en kop kaffe med en veninde, og det var ikke muligt at ”tagge” andre. Det jeg prøver at sige er, at jeg tror ikke du skal føle dig så “forkert”. 

Prøv de næste par dage at lægge mærke ting hvor mange forskellige mennesker de opslag du ser kommer fra? Er det de samme mennesker eller er det 100 forskellige. For når du scroller igennem facebook/Instagram så ser du bare det store billede = alle hygger sig/har det sjovt/har mange venner. Måske er det i virkeligheden 100 menneskers kaffeaftaler du ser i dit feed, dvs. At de måske kun har haft én hver på 1-2 måneder f.eks. 

Det blev lidt kringlet men hvis man sammenligner sig med det store billede, så føler man sig pludselig meget alene tror jeg. 

Nu skriver du tiden er knap, og i såfald kunne det måske også være de sociale medier der kunne give dig et tilhørsforhold der måske kunne udvikle sig? Hvad har du af interesser? Går du op i boligindretning? Så lav en instagramprofil om det, del dine billeder, kommenter ligesindede profilers billeder, start en samtale, vær spørgende. Der er rigtig mange der får hyggelige “fællesskaber” ud af det, og svinger man godt kan man altid aftale et møde! Så har du også lidt at dyrke som ikke kræver at du “møder op kl. 17 og 3 timer frem”. 

Skulle du have tid så undersøg dit lokalområde. Er der nogen velgørende formål der søger frivillige? Er der nogen sport du kunne tænke dig at dyrke? 

Ofte skal man også selv række ud efter sine venskaber, specielt når folk får børn. Det kræver vitterligt en indsats at bibeholde sine venskaber, og ofte er det jo ikke ond vilje fra nogens sider, men dagene går bare. Jeg får da heller ikke ringet/skrevet nok med mine veninder, men omvendt er de ligeså “dårlige”. Og der sker jo ikke noget ved at alle parter sidder og venter på at telefonen ringer 

Så ræk ud, hvis du har en gammel veninde, eller bekendt. Det kan jo ikke skade, så længe du ikke ser dem tit nu, så har du intet at miste :-) 

held og lykke, håber du finder nogle gode bekendtskaber :-) 

Måske var det på tide at gøre noget drastisk og ændre fokus? Man bliver jo ikke lykkelig af hverken store huse, madplaner eller x-antal familiebiler i garagen...?

Venskaber og relationer kræver præcis samme dedikation og prioritering som familieliv og parforhold gør, ellers dør de ud. Hvis de ikke næres og gives plads, visner de.

Så tiden må findes, til det som giver livskvalitet. Rammerne er jo uinteressante, hvis man ikke trives indeni. Hvorfor arbejde meget, hvis man ikke nyder tilværelsen? Hvorfor bo et sted, man ikke elsker? Hvorfor ikke gøre noget andet, end alt det “på papiret”...? Måske skal man turde gentænke livet lidt...

Kan I arbejde mindre, lave mere sjov? Skal du finde en rejseklubben eller en hobby kun for dig? Hvem i dit lokalmiljø siger dig noget, kunne du initiere noget kontakt der? Lave frivilligt arbejde? Sport? Genoptage gamle bekendtskaber?

Hvis ovenstående besvares med: “Det kan ikke lade sig gøre, fordi...” Så prøv at genovervej, om det virkelig ikke kunne lade sig gøre, eller om det handler om, at prioritere om?

Jeg er mega afhængig af mine netværk. Min mand ligeså. Så vi er blevet boede i byen, tæt på jobs og familie og venner. Det koster lidt mere, så derfor må vi bo mindre og undvære en bil. Pengene går på sjov og sociale arrangementer, rejser og sport - og det er ærligt talt ret fedt, når man til tider også er ophængt på to børn og leverpostejsmadder Jeg får næppe en stor pensionsopsparing eller et hus med have - til gengæld er jeg piv-lykkelig!

Vi er i samme båd. Jeg snakker med mine børn og min familie. Ingen venskaber. 

Hvor i landet er du fra?

Den båd er jeg desværre også røget i. Godt nok bor vi i samme by som både mim mands og min familie. Men savner virkelig at have mulighed format dyrke venskaber.

Jeg var den første af mine veninder der fik barn. De fleste har stadig ikke og jeg taler mindre og mindre med dem

Og med en mand der både arbejder meget og altid skal have tid til fodbold og madklub, så er der bare ikke meget Mig tid. Slet ikke Hvidbjerg også skal nå at have tid med mand og barn.

Det har især gået mig på da det var min mand der gerne ville have børn tidligt, og da det så var en realitet så ville han alligevel ikke bruge tiden på det, og var faktisk mest legeonkel det første stykke tid.  

Det er meget ensomt