Fejl pga mistrives. Hvad kan jeg gøre?

Anonym skriver:

Endnu engang tak for alle jeres svar det så pænt af jer i giver jeg tid til at hjælpe mig. Jeg har det så svært med tanken om at bede om hjælp igen, da jeg allerede to gange har sagt nej til psykiatrien. Var dog hos psykiateren som gav mig diagnoserne generaliseret-angst, socialforbi og panikangst.

Jeg har idag snakket med egen læge og han arbejder på et udskrift som skal gøre jeg kommer ned på 25 timer om ugen i stedet for fuldtid. Men jeg er ikke sikker på at det er løsningen. Men det klart en mulighed jeg må prøve, det virker også som om min chef mener det vil være godt for mig at komme igennem uddannelsen på nedsat tid.

Jeg har ydermere afmeldt mine børns sport. Jeg kan ikke længere overskue det i min hverdag (den enes var heldigvis færdig for denne sæson.) men jeg har også sagt til dem at de ikke kommer til at gå igen næste sæson. Det ærgerligt for mine børn, men jeg vil hellere være den glade mor som har tid og overskud til dem, end stresse over også at køre til håndbold, rigning og dans. 

Min mand var heldigvis okay med begge beslutninger, da han godt kan se det for meget for mig pt. Så det lettede lidt. 

Du har fået diagnoserne. Men du har jo også brug for behandling.

Jeg synes virkelig, du skal give psykiatrien en chance.

Jeg fik verdens bedste terapeut.

Anonym skriver:

Synes godt nok det er synd for dine børn at dw skal “straffes” ved at få frataget deres sportsgrene fordi du ikke vil gå til psykiatrien igen. 

Kan din mand ikke bare ordne sportsdelen og aflaste dig på det punkt?

Åh, jeg synes også, at det er synd for børnene... MEN jeg synes edderbroderemig, at det er mere synd for TS!! Og hvis fravalg af ridning kan hjælpe med at få TS igennem sin uddannelse, er der kun ét rigtigt valg. 

Jeg har selv i perioder følt mig ret presset over vores døtres i alt 5 fritidsaktiviteter, som primært hang på mig, da min slipsedreng først kommer hjem kl 18 - som jo er en meget almindelig arbejdstid i hans branche... men at være hjemmefra 3 hverdagsaftener om ugen med sine ungers sport er faktisk ret træls. Så vi er også midt i genovervejelse herhjemme, hvor fritidsaktiviter begrænses, så vi alle sammen får mere overskud. 

Tommelise skriver:

Men den person, der skrev indlægget har været sygemeldt med stress.

Vidste du, at fagfolk siger, at det som stressramt kan være nødvendigt at lave absolut ingenting i den første periode af stressmeldingen ?

Nej, alle har ikke stress eller depression, fordi hverdagen er lidt hård ind imellem.

Men jeg har selv været ramt af en svær depression, og jeg kan godt love dig for, at det er en alvorlig tilstand.

Tror du virkelig, det handler om, at alt skal være en drøm og pisse nemt at overskue ?

Det lyder for mig som stor uvidenhed om, hvor syg man kan blive.

Og TS´s læge ville næppe nævnte psykiatrien, hvis han/hun ikke tænkte, at hendes tilfælde er alvorlig nok til at kræve behandling.

 

Det siger fagfolk ikke nødvendigvis mere... måske gør den fulde inaktivering mere skade end gavn - ligesom når man skal blive rask af stort set alle andre lidelser. 

Abracadabra skriver:

Åh, jeg synes også, at det er synd for børnene... MEN jeg synes edderbroderemig, at det er mere synd for TS!! Og hvis fravalg af ridning kan hjælpe med at få TS igennem sin uddannelse, er der kun ét rigtigt valg. 

Jeg har selv i perioder følt mig ret presset over vores døtres i alt 5 fritidsaktiviteter, som primært hang på mig, da min slipsedreng først kommer hjem kl 18 - som jo er en meget almindelig arbejdstid i hans branche... men at være hjemmefra 3 hverdagsaftener om ugen med sine ungers sport er faktisk ret træls. Så vi er også midt i genovervejelse herhjemme, hvor fritidsaktiviter begrænses, så vi alle sammen får mere overskud. 

Jeg siger heller ikke at det ikke er synd for TS. For det er det. Men synes virkelig det er mere synd for børnene så det er Ts selv der fravælger psykiatrien og hjælpen fordi hun ikke vil stemples (som hun ikke bliver). 

Jeg lider selv af kraftig stress og har ikke kunne varetage et job. Men da det begyndte at gå udover mit barn så tog jeg i mod hjælp med det samme da han ikk skal straffes. 

Abracadabra skriver:

Det siger fagfolk ikke nødvendigvis mere... måske gør den fulde inaktivering mere skade end gavn - ligesom når man skal blive rask af stort set alle andre lidelser. 

Der er stor forskel på, om vi snakker om de første tre uger eller en længere periode.

Jeg kender eksempler på en stressramt, der f.eks. benyttede løbeture, men blev dårlig og fik besked på, at det måtte hun ikke.

Det, der virker på den ene, virker ikke nødvendigvis på den anden, og derfor kan man ikke bruger standarder på, hvad der er den rigtige behandling.

Min terapeut sagde, at hun vidste, at nogle af hendes kolleger arbejdede på andre måder, end hun gjorde, og at nogle af de metoder, som hendes kolleger brugte, ikke ville gavne mig.

Og jeg pressede i hvert fald mig selv for hårdt, hvilket bare var med til at forlænge sygdommen.

Abracadabra skriver:

Men man er jo netop ved at gå bort fra tankegangen om, at man blot skal inaktivere den stressede. 

Og i TS’s tilfælde lyder det til, at hun har brug for at kunne fuldføre en uddannelse - men måske med lidt lavere krav eller en form for tilpasning. 

Så Netflix-rådet er virkelig dårligt. Ja, det vil give umiddelbar lindring, men er som at tisse i bukserne for at holde varmen: Det føles kortvarigt rart, men gør livet meget mere besværligt på den lidt længere bane. 

Nu er der jo altså en, der skriver, at "det hele skal være en drøm og pissenemt at overskue, ellers fejler man noget".

Det er jo direkte dumt.

Og det er sådan noget, jeg opponerer imod.

En sygemelding p.gr.a. en psykisk lidelse er fuldt ud lige så legal som en sygemelding p.gr.a. en fysisk lidelse.

Og måske skal TS standse op og finde ud af, om det overhovedet er den uddannelse, der er den rigtige for hende.

Det handler ikke nødvendigvis om, at hun skal presses igennem denne uddannelse.

Tommelise skriver:

Nu er der jo altså en, der skriver, at "det hele skal være en drøm og pissenemt at overskue, ellers fejler man noget".

Det er jo direkte dumt.

Og det er sådan noget, jeg opponerer imod.

En sygemelding p.gr.a. en psykisk lidelse er fuldt ud lige så legal som en sygemelding p.gr.a. en fysisk lidelse.

Og måske skal TS standse op og finde ud af, om det overhovedet er den uddannelse, der er den rigtige for hende.

Det handler ikke nødvendigvis om, at hun skal presses igennem denne uddannelse.

 

Øh læs lige hvad jeg skriver inden du skriver “det er direkte dumt!”

Jeg spurgte om det var tilfælde, eftersom samtlige råd herinde på baby.dk til folk der har det hårdt er

”du skal sygemeldes” “du har nok en depression/stress” 

det er til at brække sig over. DERFOR spurgte jeg OM tingene skulle være pisse nemt og overskueligt før man ikke fejlede noget.

Jeg synes sgu også tingene kan være benhårde, med job, børn/syge børn, hus og alt der skal gå op i en højere enhed og jeg har sgu også dage hvor jeg er så træt at jeg ville ønske jeg kunne blive under dynen, men det betyder vel ikke at jeg fejler noget?

Anonym skriver:

Synes godt nok det er synd for dine børn at dw skal “straffes” ved at få frataget deres sportsgrene fordi du ikke vil gå til psykiatrien igen. 

Kan din mand ikke bare ordne sportsdelen og aflaste dig på det punkt?

Min mand er desværre selvstændig og er ikke hjemme før kl 18 man til lørdag. Jeg gør det ikke for at straffe dem. Men som det er nu kan jeg simpelthen ikke overskue også af skulle ligge og køre tre dage om ugen til sportsgrene. Vi bor langt ude på landet så det ikke lige om hjørnet når vi skal afsted.

Sæsonerne er næsten slut og tror altså ikke de tager skade af ikke at gå der en sæson. Hvis det at komme på halv tid hjælper vil jeg selvfølgelig lade dem starte op igen næste sæson. 

Jeg gør det ikke for at straffe dem men alternativet er jeg knækker helt, for pt har de heller ikke haft lege aftaler med nogen hos os i et halvt år pga jeg ikke kan overskue det. Det synes jeg faktisk er mere synd for dem og jeg ønsker de kan begynde at få venner med hjem igen også. 

Sad og snakkede med min mand igår aftes omkring det med psykiatrien. Det er jo nok der jeg ender men skal lige vænne mig til at det skal være sådan, følse nemlig som er stort nederlag oven i alt det andet. 

Anonym skriver:

Øh læs lige hvad jeg skriver inden du skriver “det er direkte dumt!”

Jeg spurgte om det var tilfælde, eftersom samtlige råd herinde på baby.dk til folk der har det hårdt er

”du skal sygemeldes” “du har nok en depression/stress” 

det er til at brække sig over. DERFOR spurgte jeg OM tingene skulle være pisse nemt og overskueligt før man ikke fejlede noget.

Jeg synes sgu også tingene kan være benhårde, med job, børn/syge børn, hus og alt der skal gå op i en højere enhed og jeg har sgu også dage hvor jeg er så træt at jeg ville ønske jeg kunne blive under dynen, men det betyder vel ikke at jeg fejler noget?

Jeg tror altså ikke, du finder ret mange, der tror, at livet bare skal være en drøm og pissenemt. Og derfor synes jeg, det er et dumt spørgsmål, for selvfølgelig tror voksne mennesker ikke det.

Men det er ikke normalt, at man skal sidde på toilettet og græde hver dag på arbejde.

Du kan slet, slet ikke forestille dig den tilstand, man er i, når man er ramt af en psykisk lidelse. 

Der er en himmelvid forskel på bare at synes, det er almindeligt hårdt - eller på at være almindelig trist - og så på at være ramt af en psykisk lidelse.

Og TS´s læge ville ikke foreslå psykiatrien, hvis han/hun ikke mente, at det var en god idé.

Anonym skriver:

Øh læs lige hvad jeg skriver inden du skriver “det er direkte dumt!”

Jeg spurgte om det var tilfælde, eftersom samtlige råd herinde på baby.dk til folk der har det hårdt er

”du skal sygemeldes” “du har nok en depression/stress” 

det er til at brække sig over. DERFOR spurgte jeg OM tingene skulle være pisse nemt og overskueligt før man ikke fejlede noget.

Jeg synes sgu også tingene kan være benhårde, med job, børn/syge børn, hus og alt der skal gå op i en højere enhed og jeg har sgu også dage hvor jeg er så træt at jeg ville ønske jeg kunne blive under dynen, men det betyder vel ikke at jeg fejler noget?

De fleste gik nok ud fra, det var et retorisk spørgsmål og ikke alvorligt ment. Spurgte du helt oprigtigt, og savner du et svar?