Min datter er blevet storesøster. 3,5 år.

Sagen er den, at min datter som mange andre børn, viser en reaktion på at være blevet storesøster. Hun prøver grænser af og slår ud efter mig. KUN far virker, fordi mor hele tiden sidder med lillebror. Sådan tror jeg hvert fald hun ser det. 

Jeg må ikke hjælpe hende, bade hende, putte hende eller noget som helst. Hun vil nogle dage ikke sige hej eller godnat. Det gør SÅ ondt! Jeg føler et kæmpe savn til hende. Et savn til at må være der for hende. Være mor for hende, men nej! Kun far virker. Mor er dum. Mor passer lillebror. Hun slår også ud efter ham hvis han sidder ved mig og man kan se hun er jaloux og det er kun når han sidder der, at hun prøver så voldsomme grænser af. Og jeg sætter virkelig meget tid af, til hende uden lillebror på armen. Så meget det overhovedet er muligt. Men kan alligevel skyde en lang pil efter tid med hende, for hun gider mig ikke lige for tiden. 

Mit spørgsmål er..... skal jeg give hende pladsen til at reagere sådan (så hun kommer længere og længere fra mig føler jeg), eller skal jeg blive ved at prøve at møde hende på hendes behov og hjælpe hende, selvom hun sparker mig væk og siger kun far må hjælpe? Eller hvad søren skal jeg gøre. Jeg er flere gange brudt sammen i savn og afmagt. Jeg kan med nød og næppe bruges hvis far er på arbejde. Så må hun jo tage til takke, men ellers er jeg bare et røvhul, der har fået en lillebror med hjem.  Igen, ved det normalt. Men holder det nogensinde op? Og hvordan skal jeg tackle det, for ikke at miste hende helt? 

Please sig jeg ikke er alene om at have følt sådan. 

Btw. Pålægger ikke hende noget ansvar eller skyld. Ved hun er et barn og det er normalt. Så hvad kan JEG gøre. 

Anonym skriver:

Sagen er den, at min datter som mange andre børn, viser en reaktion på at være blevet storesøster. Hun prøver grænser af og slår ud efter mig. KUN far virker, fordi mor hele tiden sidder med lillebror. Sådan tror jeg hvert fald hun ser det. 

Jeg må ikke hjælpe hende, bade hende, putte hende eller noget som helst. Hun vil nogle dage ikke sige hej eller godnat. Det gør SÅ ondt! Jeg føler et kæmpe savn til hende. Et savn til at må være der for hende. Være mor for hende, men nej! Kun far virker. Mor er dum. Mor passer lillebror. Hun slår også ud efter ham hvis han sidder ved mig og man kan se hun er jaloux og det er kun når han sidder der, at hun prøver så voldsomme grænser af. Og jeg sætter virkelig meget tid af, til hende uden lillebror på armen. Så meget det overhovedet er muligt. Men kan alligevel skyde en lang pil efter tid med hende, for hun gider mig ikke lige for tiden. 

Mit spørgsmål er..... skal jeg give hende pladsen til at reagere sådan (så hun kommer længere og længere fra mig føler jeg), eller skal jeg blive ved at prøve at møde hende på hendes behov og hjælpe hende, selvom hun sparker mig væk og siger kun far må hjælpe? Eller hvad søren skal jeg gøre. Jeg er flere gange brudt sammen i savn og afmagt. Jeg kan med nød og næppe bruges hvis far er på arbejde. Så må hun jo tage til takke, men ellers er jeg bare et røvhul, der har fået en lillebror med hjem.  Igen, ved det normalt. Men holder det nogensinde op? Og hvordan skal jeg tackle det, for ikke at miste hende helt? 

Please sig jeg ikke er alene om at have følt sådan. 

 

Btw. Pålægger ikke hende noget ansvar eller skyld. Ved hun er et barn og det er normalt. Så hvad kan JEG gøre. 

Jeg har aldrig oplevet det du står i, men ved SF det sker for en del. 

Her involverede jeg storebror rigtig meget: hente en stofble, ble, hjælp med flaske, bad osv.

I stedet for st få armene fri fra lillebror så du kan være der for hende .. så forsøg måske at involver hende i baby aktiviteter i det omgang hun kan. 

Tjullehej skriver:

Jeg har aldrig oplevet det du står i, men ved SF det sker for en del. 

Her involverede jeg storebror rigtig meget: hente en stofble, ble, hjælp med flaske, bad osv.

I stedet for st få armene fri fra lillebror så du kan være der for hende .. så forsøg måske at involver hende i baby aktiviteter i det omgang hun kan. 

 

Hun er med i alt hun ønsker. Bade, give flaske, bleskift, smider bleen ud, går med vognen, vugger i søvn. Det eneste tidspunkt jeg siger fra på hans vegne er når hun slår ud eller bliver for vild omkring ham. Men det som om det var det fedeste i verden, men nu det lige som gammelt nyt, så det afviser hun også nu.  Det er bare hun far uanset hvor meget jeg kæmper og på samme tid forsøger at gå til hende på hendes præmisser. 

Min pige var godt nok kun 2 da hun blev storesøster, men Hos os hjalp det meget at italesætte alting. Og altid omtale ham som "din lillebror", så hun fik fornemmelsen af at det ikke bare var mors og fars nye baby, men  hendes lillebror. Og meget "vi" i stedet for " jeg"

"Nu skal din lillebror lige have mad. Han spiser fra denne her flaske. Prøv at se så sulten han var. Det var godt vi fik givet ham den."

"Så skal din lillebror lige have en tør ble. Han har tisset meget. Kan du ikke lige tage en ble i skuffen til ham? Så får vi ham ligr skiftet."

Og så sagde jeg tit til hende at hun var sådan en god storesøster og at jeg elskede hende meget højt.

Min pige var godt nok kun 2 da hun blev storesøster, men Hos os hjalp det meget at italesætte alting. Og altid omtale ham som "din lillebror", så hun fik fornemmelsen af at det ikke bare var mors og fars nye baby, men  hendes lillebror. Og meget "vi" i stedet for " jeg"

"Nu skal din lillebror lige have mad. Han spiser fra denne her flaske. Prøv at se så sulten han var. Det var godt vi fik givet ham den."

"Så skal din lillebror lige have en tør ble. Han har tisset meget. Kan du ikke lige tage en ble i skuffen til ham? Så får vi ham ligr skiftet."

Og så sagde jeg tit til hende at hun var sådan en god storesøster og at jeg elskede hende meget højt.

Det gør vi også meget, men ikke så bevidst. Altså  det med at italesætte. Vil prøve at gøre det mere bevidst. 

Tak. 

Det sidste får hun afvide ofte. Og hun kan ikke være i tvivl. Kærlighed er hun forkælet på. Det kan hun aldrig få for meget af. ❤️

Jeg ville beslutte på forhånd (mor og far) hvem der fx putter, giver tøj på osv.

det skal hun slet ikke have valget om.

jeg ville også have opretholdt rutinerne selvom hun blev storesøster, sådan så hvis du puttede før blev du ved med det, men enhver kan jo være bagklog 

men ellers som de andre siger inddrag hende, hvis hun vil.

få far til at tage baby og hav nogle enetimer /en enedag med hende, hvor i fx tager i legeland, zoo eller andet

Soonmom skriver:

Jeg ville beslutte på forhånd (mor og far) hvem der fx putter, giver tøj på osv.

det skal hun slet ikke have valget om.

jeg ville også have opretholdt rutinerne selvom hun blev storesøster, sådan så hvis du puttede før blev du ved med det, men enhver kan jo være bagklog 

men ellers som de andre siger inddrag hende, hvis hun vil.

få far til at tage baby og hav nogle enetimer /en enedag med hende, hvor i fx tager i legeland, zoo eller andet

Selvom jeg ikke må, så får hun heller ikke lov at bestemme. Og ofte så acceptere hun det også efter noget tid. Men reaktionen på af det er mig gør ondt. Jeg må ikke få lov af hende. Når jeg så tager mig lov, så går der måske tid med skrig og skrål og så acceptere hun til sidst, for det meste, men ikke altid. Vi har altid været ekstrem tætte og føler mig som verdens dårligste mor, når hun pludselig ikke vil have mig til at hjælpe.  

Vi deles 50/50, hvor jeg måske før var på 70/30 eller 80/20, men det er ikke altid muligt at jeg gør det så tit lige nu, fordi der jo også er en lille jeg skal tage mig af. 

Men ja, tror jeg skal prøve som du siger at tage hende med på tur, kun hende og jeg. Og så må far blive hjemme med lillebror. 

Anonym skriver:

Sagen er den, at min datter som mange andre børn, viser en reaktion på at være blevet storesøster. Hun prøver grænser af og slår ud efter mig. KUN far virker, fordi mor hele tiden sidder med lillebror. Sådan tror jeg hvert fald hun ser det. 

Jeg må ikke hjælpe hende, bade hende, putte hende eller noget som helst. Hun vil nogle dage ikke sige hej eller godnat. Det gør SÅ ondt! Jeg føler et kæmpe savn til hende. Et savn til at må være der for hende. Være mor for hende, men nej! Kun far virker. Mor er dum. Mor passer lillebror. Hun slår også ud efter ham hvis han sidder ved mig og man kan se hun er jaloux og det er kun når han sidder der, at hun prøver så voldsomme grænser af. Og jeg sætter virkelig meget tid af, til hende uden lillebror på armen. Så meget det overhovedet er muligt. Men kan alligevel skyde en lang pil efter tid med hende, for hun gider mig ikke lige for tiden. 

Mit spørgsmål er..... skal jeg give hende pladsen til at reagere sådan (så hun kommer længere og længere fra mig føler jeg), eller skal jeg blive ved at prøve at møde hende på hendes behov og hjælpe hende, selvom hun sparker mig væk og siger kun far må hjælpe? Eller hvad søren skal jeg gøre. Jeg er flere gange brudt sammen i savn og afmagt. Jeg kan med nød og næppe bruges hvis far er på arbejde. Så må hun jo tage til takke, men ellers er jeg bare et røvhul, der har fået en lillebror med hjem.  Igen, ved det normalt. Men holder det nogensinde op? Og hvordan skal jeg tackle det, for ikke at miste hende helt? 

Please sig jeg ikke er alene om at have følt sådan. 

 

Btw. Pålægger ikke hende noget ansvar eller skyld. Ved hun er et barn og det er normalt. Så hvad kan JEG gøre. 

Du skal bare blive ved med at vise hende at du er der, og at du stadig elsker hende højt. Det er en helt normal reaktion. Men for guds skyld ikke lade hende være til hun kommer til dig, du skal selv være den opsøgende. Det har hun brug for, også selvom hun afviser dig 

God-mor skriver:

Du skal bare blive ved med at vise hende at du er der, og at du stadig elsker hende højt. Det er en helt normal reaktion. Men for guds skyld ikke lade hende være til hun kommer til dig, du skal selv være den opsøgende. Det har hun brug for, også selvom hun afviser dig 

Tak for dine søde ord. Dejligt at høre fra andre end sp at det er normalt. Det gør jeg også. Har bare været i tvivl om jeg skulle give hende plads og lade hende komme til mig, men det har jeg bare ikke lyst til.  Bliver bare ved så. 

Anonym skriver:

Tak for dine søde ord. Dejligt at høre fra andre end sp at det er normalt. Det gør jeg også. Har bare været i tvivl om jeg skulle give hende plads og lade hende komme til mig, men det har jeg bare ikke lyst til.  Bliver bare ved så. 

Min datter blev storesøster da hun var 3,9 år. Så stort set det samme som din datter. I starten var der ingen jalousi, men det kom snigende fra hendes side, og det gik også ud over mig. Det var så hårdt, men jeg blev ved med at være insisterende, og lod hende altid vide og mærke at jeg altid er her og elsker hende præcis lige så højt, som inden lillebror kom til verden. Det var en relativ kort periode, og så var det overstået. Men jer 2 år senere kan hun stadig godt blive jaloux, men vi bestræber os på at give begge børn dage alene med os. Men du står slet ikke alene med at opleve søskende jalousi, og det er bare slet ikke fedt at stå midt i og det knuser ens