Gravid og hormoner. Pludselig i tivil om forhold

Hej

Som overskriften lyder, så er jeg gravid. Mere præcist i uge 20. Det var en uplanlagt graviditet med min kæreste gennem 1 år. Siden jeg er blevet gravid, så er det som om mine følelser for min kæreste er dalet, og det frustrere mig rigtig meget. Inden jeg blev gravid, så havde vi det godt sammen, lavede mange ting sammen, men jeg var stadig "kun" ved at prøve at finde ud af hvordan mine følelser reelt var for ham. Jeg var aldrig smask forelsket, men rigtig glad for ham. Så bliver vi pludselige gravide, og det kommer som et chok, men vi vælger at beholde barnet fordi vi begge gerne vil have børn (jeg har 1 barn fra tidligere, og den kommende baby er hans første barn). Vi bor ikke sammen, da jeg har udskudt det, netop fordi jeg ikke kan finde ud af mine følelser omkring ham. Han er fantastisk på alle måder, vil mig og min søn det bedste. Men igen, så synes jeg mine følelser for ham er dalet siden jeg blev gravid, og det er frustrerende for både ham og jeg. Det er nået til et punkt hvor jeg slet ikke har lyst til at han kommer hos mig, røre mig eller andet. Jeg afviser ham, og det er en reaktion jeg ikke ved hvorfor kommer. Jeg ønsker virkelig at få disse følelser for ham frem igen, så vi kan være sammen og være en familie med vores kommende barn. Jeg tænker om det er pga. mine hormoner at jeg ligepludselig har det på denne måde, da mine følelser jo har ændret sig i takt med graviditeten. Men tænker også om det er fordi jeg er kommet til den konklusion at jeg ikke længere har nogen følelser for ham. Synes det er svært at være sammen med ham nu, men kæmper for vores kommende barn, og håber mine følelser kommer igen og at det "bare" er graviditets hormoner der spiller mig et puds.

Så vil gerne høre om andre har været i samme båd, hvor jeres følelser har ændret sig i graviditeten, eller høre jeres mening om hvad i tænker om det ovenstående jeg har skrevet.

På forhånd tak

Jeg kender en som ikke kunne have noget med sin mand at gøre da hun var gravid. Det virkede næsten til at hun afskyede ham mens det stod på. Men efter graviditeten var alt normalt. Men det er længe ikke at kunne klare sin partner og jeg kan jo ikke sige at det er det samme med dig. Jeg gider ikke min mand lige så godt mens jeg er gravid, som jeg gad inden. Men jeg elsker ham stadig over alt, og jeg kan ikke undvære ham. Men jeg har haft gange hvor jeg faktisk bare ville have ham væk fra mig - nu hvor jeg tænker mig om. stakkels de mænd

Anonym skriver:

Hej

Som overskriften lyder, så er jeg gravid. Mere præcist i uge 20. Det var en uplanlagt graviditet med min kæreste gennem 1 år. Siden jeg er blevet gravid, så er det som om mine følelser for min kæreste er dalet, og det frustrere mig rigtig meget. Inden jeg blev gravid, så havde vi det godt sammen, lavede mange ting sammen, men jeg var stadig "kun" ved at prøve at finde ud af hvordan mine følelser reelt var for ham. Jeg var aldrig smask forelsket, men rigtig glad for ham. Så bliver vi pludselige gravide, og det kommer som et chok, men vi vælger at beholde barnet fordi vi begge gerne vil have børn (jeg har 1 barn fra tidligere, og den kommende baby er hans første barn). Vi bor ikke sammen, da jeg har udskudt det, netop fordi jeg ikke kan finde ud af mine følelser omkring ham. Han er fantastisk på alle måder, vil mig og min søn det bedste. Men igen, så synes jeg mine følelser for ham er dalet siden jeg blev gravid, og det er frustrerende for både ham og jeg. Det er nået til et punkt hvor jeg slet ikke har lyst til at han kommer hos mig, røre mig eller andet. Jeg afviser ham, og det er en reaktion jeg ikke ved hvorfor kommer. Jeg ønsker virkelig at få disse følelser for ham frem igen, så vi kan være sammen og være en familie med vores kommende barn. Jeg tænker om det er pga. mine hormoner at jeg ligepludselig har det på denne måde, da mine følelser jo har ændret sig i takt med graviditeten. Men tænker også om det er fordi jeg er kommet til den konklusion at jeg ikke længere har nogen følelser for ham. Synes det er svært at være sammen med ham nu, men kæmper for vores kommende barn, og håber mine følelser kommer igen og at det "bare" er graviditets hormoner der spiller mig et puds.

Så vil gerne høre om andre har været i samme båd, hvor jeres følelser har ændret sig i graviditeten, eller høre jeres mening om hvad i tænker om det ovenstående jeg har skrevet.

På forhånd tak

Det kunne have været mig det skrev præcis samme oplæg for 8 måneder siden! 

Jeg har holdt graviditeten ud, og ny er vires datter 14 dage og følelser osv er kommet igen, heldigvis! Var så bange for de ikke KOL igen, men det her de gjort. 

Med mit andet barn og hans far var jeg glad for ham hele graviditeten og alt døde efter jeg havde født, så det var stik modsat og var så bange for det ville ske igen. 

Xstinepigen, hvor er det betryggende at høre at følelserne kan komme igen på den måde. Hvordan klarede i jer igennem graviditeten når dine følelser var væk for manden? 

Det er desværre mere normalt end man regner med.. Jeg havde det lidt ligesådan under graviditeten.. Nogle dage følte jeg nærmest afsky over for ham, og jeg tænkte bare "fuck hvad har jeg gjort".. Men alt er kommet tilbage efter fødslen ..

Og har hørt mange af sådanne fortællinger, hvor følelserne er kommet tilbage igen efter fødslen

Fra den anden lejr kan jeg godt sige at de fleste godt ved det skal gives noget ekstra snor i graviditeten og at man skal tage det hele alt for tungt. 

Dog bør man som gravid også være opmærksom på at prøve ikke at få sat lavet nogle ar som kan være svære at komme over efter hormonerne har lagt sig. Sørg for at snakke sammen. 

Jeg kunne have skrevet dit indlæg! Virkelig! 

Mine følelser forsvandt som dug fra solen, og det blev faktisk kun værre og værre i løbet af graviditeten. Han kunne ikke sige noget uden at jeg følte afsky og blev vanvittigt irritabel. Vi gik fra hinanden. Han var dog stadig en del af graviditeten og var med til fødslen. 

Vi er stadig ikke sammen. Vi fungerer dog som rigtig gode venner, og jeg føler ikke afsky eller irritation længere. Han er en super god far! Vores kærlighed skrumpede bare i takt med maven voksede. 

Håber det går bedre for jer, men det er måske meget rart at høre en anden version, end at alt we godt efter. 20 uger kan være rigtig lang tid, og du skal gøre som du føler er bedst for netop dig. 

Anonym skriver:

Jeg kunne have skrevet dit indlæg! Virkelig! 

Mine følelser forsvandt som dug fra solen, og det blev faktisk kun værre og værre i løbet af graviditeten. Han kunne ikke sige noget uden at jeg følte afsky og blev vanvittigt irritabel. Vi gik fra hinanden. Han var dog stadig en del af graviditeten og var med til fødslen. 

 

Vi er stadig ikke sammen. Vi fungerer dog som rigtig gode venner, og jeg føler ikke afsky eller irritation længere. Han er en super god far! Vores kærlighed skrumpede bare i takt med maven voksede. 

 

Håber det går bedre for jer, men det er måske meget rart at høre en anden version, end at alt we godt efter. 20 uger kan være rigtig lang tid, og du skal gøre som du føler er bedst for netop dig. 

Hvordan samarbejdede i så omkring jeres barn efter fødslen, lavede i faste aftaler i forhold til samvær eller hvordan ? :-)

xStinepigen skriver:

Det kunne have været mig det skrev præcis samme oplæg for 8 måneder siden! 

Jeg har holdt graviditeten ud, og ny er vires datter 14 dage og følelser osv er kommet igen, heldigvis! Var så bange for de ikke KOL igen, men det her de gjort. 

 

Med mit andet barn og hans far var jeg glad for ham hele graviditeten og alt døde efter jeg havde født, så det var stik modsat og var så bange for det ville ske igen. 

Xstinepigen, hvor er det betryggende at høre at følelserne kan komme igen på den måde. Hvordan klarede i jer igennem graviditeten når dine følelser var væk for manden? 

Jeg have det lige sådan med min mand under første graviditet og vi er da gift på 5. År og har været sammen i 8 nu