Altid lillesøster!

Jeg er midt i 40’erne, mine børn er voksne, jeg går sikkert i overgangsalderen inden længe  Jeg lever et “pænt” og stabilt voksenliv med samme mand gennem mange år og et godt job. Alligevel bliver min mor og særligt min ene storesøster ved at behandle mig som “den lille” med utidig indblanding, ja nærmest irettesættelser. 

Vi har været hele familien samlet flere gange nu her pga. besøg af min bror fra udlandet. Et par eksempler herfra: 

Vores yngste flyttede til Kbh. for få måneder siden - vi bor i Østjylland - og kom fredag med bus til Aarhus, knap en halv times kørsel væk, hvor min mand og jeg havde lovet, at en af os hentede ham. Da det gik op for min mor og søster, fortalte de, at han da kunne tage toget. Jeg svarede ja, det kunne han, men vi havde aftalt at hente ham. Men der gik altså et tog fire gange i timen, kom det så. Ja, det gjorde der måske - selv om det var helligdag - men vi havde aftalt at hente ham. Okay, så gik der måske kun to i timen pga. helligdag, men han kunne da stadig ... Ja, det kunne han, men vi havde altså aftalt - osv.

Min søster kommenterede, at der da godt nok blev kørt en del med de børn - fordi jeg flere timer før havde kørt vores datter til stationen pga. voldsomt regnvejr - det tog syv minutter max. Jeg havde sgu også kørt min søster, niece, mor, hvis de skulle afsted i regnvejr, og dybest set vedkommer det altså ikke andre, hvad vi har aftalt. Der var ikke tale om, at vi sad midt i spisning eller noget, hvor det kunne forstyrre, at én af os gik. Og nej, det handlede absolut ikke om miljø-hensyn - det er absolut mig, der er mest bevidst om dét normalt. 

Nå. Dagen efter er min mor og bror til kaffe hos os. Min mobil bipper, og jeg tjekker sms’en. Den er fra min gode ven, som jeg tit går tur med, og han spørger, om jeg vil med en tur. Jeg svarer, at det kan jeg ikke. Han skriver ok og god dag, og jeg svarer i lige måde. Skal vi gætte på, det tager to minutter i alt? Så er min mor der - kunne jeg da virkelig ikke lade mobil være mobil, så vigtigt var det vel ikke? Jeg svarer behersket, at det var min ven, der ville gå en tur med mig, og at det ville jeg altså svare pænt nej tak til - ligesom jeg ville, hvis HUN, min mor, skrev og spurgte mig. 

Små ting, måske - men det er HELE tiden. Og jeg er så indebrændt, for det virker, som om jeg altid har skullet kommenteres på, irettesættes osv. Det er ikke en “kultur” i familien i øvrigt - jeg er den eneste, der får dén tur. 

Jeg er meget selvstændig og selvsikker og inviterer bestemt ikke til at skulle vejledes og belæres. Hvordan pokker får jeg dem til at klappe i og lade mig passe mit?

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på dette de senere år, og derfor “fanger” jeg selvfølgelig samtlige kommentarer - og bliver så irriteret. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er midt i 40’erne, mine børn er voksne, jeg går sikkert i overgangsalderen inden længe  Jeg lever et “pænt” og stabilt voksenliv med samme mand gennem mange år og et godt job. Alligevel bliver min mor og særligt min ene storesøster ved at behandle mig som “den lille” med utidig indblanding, ja nærmest irettesættelser. 

Vi har været hele familien samlet flere gange nu her pga. besøg af min bror fra udlandet. Et par eksempler herfra: 

Vores yngste flyttede til Kbh. for få måneder siden - vi bor i Østjylland - og kom fredag med bus til Aarhus, knap en halv times kørsel væk, hvor min mand og jeg havde lovet, at en af os hentede ham. Da det gik op for min mor og søster, fortalte de, at han da kunne tage toget. Jeg svarede ja, det kunne han, men vi havde aftalt at hente ham. Men der gik altså et tog fire gange i timen, kom det så. Ja, det gjorde der måske - selv om det var helligdag - men vi havde aftalt at hente ham. Okay, så gik der måske kun to i timen pga. helligdag, men han kunne da stadig ... Ja, det kunne han, men vi havde altså aftalt - osv.

Min søster kommenterede, at der da godt nok blev kørt en del med de børn - fordi jeg flere timer før havde kørt vores datter til stationen pga. voldsomt regnvejr - det tog syv minutter max. Jeg havde sgu også kørt min søster, niece, mor, hvis de skulle afsted i regnvejr, og dybest set vedkommer det altså ikke andre, hvad vi har aftalt. Der var ikke tale om, at vi sad midt i spisning eller noget, hvor det kunne forstyrre, at én af os gik. Og nej, det handlede absolut ikke om miljø-hensyn - det er absolut mig, der er mest bevidst om dét normalt. 

Nå. Dagen efter er min mor og bror til kaffe hos os. Min mobil bipper, og jeg tjekker sms’en. Den er fra min gode ven, som jeg tit går tur med, og han spørger, om jeg vil med en tur. Jeg svarer, at det kan jeg ikke. Han skriver ok og god dag, og jeg svarer i lige måde. Skal vi gætte på, det tager to minutter i alt? Så er min mor der - kunne jeg da virkelig ikke lade mobil være mobil, så vigtigt var det vel ikke? Jeg svarer behersket, at det var min ven, der ville gå en tur med mig, og at det ville jeg altså svare pænt nej tak til - ligesom jeg ville, hvis HUN, min mor, skrev og spurgte mig. 

Små ting, måske - men det er HELE tiden. Og jeg er så indebrændt, for det virker, som om jeg altid har skullet kommenteres på, irettesættes osv. Det er ikke en “kultur” i familien i øvrigt - jeg er den eneste, der får dén tur. 

Jeg er meget selvstændig og selvsikker og inviterer bestemt ikke til at skulle vejledes og belæres. Hvordan pokker får jeg dem til at klappe i og lade mig passe mit?

Jeg er blevet mere og mere opmærksom på dette de senere år, og derfor “fanger” jeg selvfølgelig samtlige kommentarer - og bliver så irriteret. 

 

Har du prøvet at sige det til dem?

"Du mor, jeg oplever at du hele tiden retter på mig/forsøger at opdrage mig, og det gør mig både rigtig irriteret og ked af det. Vil du ikke godt lade være med at kommentere alt hvad jeg gør, bare fordi du ville gøre det anderledes?"

Måske er de slet ikke klar over at du oplever det sådan, måske har de en helt, helt anden oplevelse af de situationer. 
Og så bliver det altså ikke rigtig løst med mindre der tages hul på bylden og I snakker om det. 

Da jeg var yngre kommenterede min mor rigtig meget på min vægt, indtil jeg fortalte hende hvordan jeg oplevede det når hun gjorde sådan. Siden da har der ikke været en eneste bemærkning fra hendes side i den retning. Hun blev faktisk rigtig overrasket og ked af at hendes bemærkninger og kommentare gik mig sådan på, for det var ikke sådan hun havde ment dem. 

Nu “kender” jeg dig jo kun fra dette forum, hvor du slår mig som værende et meget fornuftigt og velreflekteret menneske - der som regel er ret rolig, moden og “tydelig” i sin kommunikation.

Derfor kan jeg godt forstå, at kommentarerne irriterer dig - de ting du beskriver, vedkommer ikke andre, men lyder som “ligegyldigheder” man burde lade passere, selv hvis man fandt det påfaldende. Så jeg vil som ovenstående foreslå, at du bringer det på banen overfor din mor mv. Måske ikke lige når du er irriteret, men noget tid efter, når det er dampet af - sig noget i retning af “Når du kommenterer på alle de ting jeg gør, sådan som du fx gjorde tidligere, så bliver jeg faktisk ked af det. Det går over mine grænser for, hvad jeg bryder mig om at andre blander sig i og jeg synes at du er meget efter mig og mine valg hele tiden”.

Måske hun bliver fornærmet eller sur ... men mon ikke hun alligevel får lidt at tænke over?

Held og lykke

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Nu “kender” jeg dig jo kun fra dette forum, hvor du slår mig som værende et meget fornuftigt og velreflekteret menneske - der som regel er ret rolig, moden og “tydelig” i sin kommunikation.

Derfor kan jeg godt forstå, at kommentarerne irriterer dig - de ting du beskriver, vedkommer ikke andre, men lyder som “ligegyldigheder” man burde lade passere, selv hvis man fandt det påfaldende. Så jeg vil som ovenstående foreslå, at du bringer det på banen overfor din mor mv. Måske ikke lige når du er irriteret, men noget tid efter, når det er dampet af - sig noget i retning af “Når du kommenterer på alle de ting jeg gør, sådan som du fx gjorde tidligere, så bliver jeg faktisk ked af det. Det går over mine grænser for, hvad jeg bryder mig om at andre blander sig i og jeg synes at du er meget efter mig og mine valg hele tiden”.

Måske hun bliver fornærmet eller sur ... men mon ikke hun alligevel får lidt at tænke over?

Held og lykke

Til jer begge: Problemet i at tale rent ud af posen til min mor er, at jeg er bange for, jeg ikke kan bremse mig selv, når først der kommer hul på bylden. Min mor har svigtet mig groft, da jeg var barn, og jeg har aldrig konfronteret hende med det. Hun er blind for konflikter og problemer - virkelig sådan “Se, solen skinner!”, når noget er svært. Det har været hendes overlevelsesstrategi altid, og jeg har bevidst valgt at lade hende bevare den. Kan slet ikke overskue at rive hende ud af forestillingen om den harmoniske familiehistorie. Så lige i forhold til hende er jeg enormt konfliktsky. Drømmer ofte, at jeg “kommer til” at give los og får sagt en masse, jeg ikke kan tage tilbage. Og det må bare ikke ske. 

Så snerrer jeg måske lidt i stedet for nogle gange, og det undrer mig, at hun ikke “lærer af det” og holder op med at irettesætte og problematisere. Hun er godt begavet og egentlig klog på og god til mennesker - undtagen mig. Det er ret komplekst. 

Mor og meget mere skriver:

Til jer begge: Problemet i at tale rent ud af posen til min mor er, at jeg er bange for, jeg ikke kan bremse mig selv, når først der kommer hul på bylden. Min mor har svigtet mig groft, da jeg var barn, og jeg har aldrig konfronteret hende med det. Hun er blind for konflikter og problemer - virkelig sådan “Se, solen skinner!”, når noget er svært. Det har været hendes overlevelsesstrategi altid, og jeg har bevidst valgt at lade hende bevare den. Kan slet ikke overskue at rive hende ud af forestillingen om den harmoniske familiehistorie. Så lige i forhold til hende er jeg enormt konfliktsky. Drømmer ofte, at jeg “kommer til” at give los og får sagt en masse, jeg ikke kan tage tilbage. Og det må bare ikke ske. 

Så snerrer jeg måske lidt i stedet for nogle gange, og det undrer mig, at hun ikke “lærer af det” og holder op med at irettesætte og problematisere. Hun er godt begavet og egentlig klog på og god til mennesker - undtagen mig. Det er ret komplekst. 

 

Jeg tror, jeg i den situation ville vælge at spørge ind til det i stedet for at begynde at rette fingre af nogle. Mor, hvorfor har du behov for at kommentere mit brug af mobil? Mor, hvorfor betyder det så meget for dig, om jeg henter mig barn? Mor, hvorfor betyder det noget om jeg vælger at køre mig barn ned til stationen, når det regner? Så er hun jo nødt til enten at komme med et svar, som du så kan spørge mere ind til, og til sidst få sagt - stille og roligt - at du altså er fuldt ud i stand til selv at træffe dine beslutninger, men at du da sætter pris på omsorgen. Hvis hun ikke svarer, ja så ender den der uden en egentlig konflikt.