Jeg tror min mand har stress - hvad gør jeg?

Hej med jer 

Over den seneste lange periode har min mand arbejdet mere og mere. Han er medejer af et firma og går utrolig meget op i sit arbejde. Dog tænker jeg at det er blevet for meget da han har svært ved at slippe det - også når han er hjemme og vi hygger, spiser aftensmad, han leger med børnene o.lign. Hans telefon kimer fortsat og selvom det er langt forbi lukketid eller weekend så er der sjældent ro. 

Han har ændret sig en del over særligt det sidste år. Han virker ikke som den glade mand som jeg ellers kender. Han er irritabel og vrisser for det meste når han snakker. Han har svært ved at overskue fx at skulle noget med børnene, såsom at putte dem eller få dem i tøjet om morgenen og skælder også ud. 

Han er træt, han har hovedpine, han har svært ved at koncentrere sig og glemmer ofte det vi snakker om. 

Jeg har selvfølgeligt forsøgt at tale med ham om det mange gange. Han siger det snart bliver bedre på arbejde og har en masse undskyldninger for hvorfor det er som det er lige nu. Jeg har også forsøgt mange gange at give udtryk for at jeg er bekymret for ham, og har også nævnt nogle af de ting jeg skriver herinde. Han vil ikke rigtigt høre på mig når jeg siger det, hvilket jeg selvfølgeligt gør på en meget ordentlig og respektfuld måde. Mine ord ændrer det altså ikke - heller ikke mine bekymringer, men hans dårlige humør smitter af på hele familien, og jeg har snart fået nok. 

Hvad tænker i? Hvad skal jeg gøre? 

Puha, det er aldrig rart for nogen med stress. Hverken for den ramte eller familien  Det er især hårdt, når den stressramte ikke kan erkende stressproblematikken. Jo længere tid han går med det, des større er risikoen for, at han bliver hårdere og hårdere ramt. 

Det kan være ekstra svært for én som din mand, da han er selvstændig. Selvstændige og fx ledere har en række arbejdsopgaver, som er uendelige. Når den ene er afsluttet, starter den næste opgave. Derfor kan tegnene på stress overhøres i lang tid og blive en del af almentilstanden. Der kan næsten udvikles en tolerance overfor stresssymptomerne.

Måske han endda også ser stress som en falliterklæring?

Du beskriver, at din mand har ændret sig meget, men ikke vil lytte, når du bringer det op. Det er jeg ked af og kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det er for jeres familie. 

Mit bedste råd er, at du skriver alt ned omkring stressforløbet. Hvornår det startede, hvilke symptomer der var og hvilke der er kommet til. Simpelthen få det hele skrevet ned. Hvordan han har ændret karakter, hvordan han er med dig, hvordan han er med børnene osv. Han kan læse det og på den måde, måske få øjnene op for, hvor slemt det er blevet. Jeg ved ikke om det kan hjælpe, men umiddelbart er det mit bedste bud. 

Ønsker han hjælp, anbefaler jeg, at han søger denne hos sin fagforening og læge. 

Jeg ønsker jer alt det bedste. Det må være en meget svær situation at være i. 

Vi er selvstændige begge to, og min mand har også haft det svært i en periode (lige som jeg selv har haft det) og vi har begge haft perioder hvor arbejdet er blevet taget med hjem - med stress til følge.

Hvad du kan gøre - tja, hvad med at filme ham med børnene? Jeg filmede min mand på et tidspunkt (og jeg fik set mig selv med børne-øjne, da en af vores børn fik filmet mig på sin iPad en dag). Det er altså en øjenåbner at se hvordan ens opførsel påvirker børnene. Sådan bagefter. Når man ikke lige står med unger som ikke “bare høre efter” eller som larmer / driller/laver ballade/ you name it. At se mig selv, som de må se mig når jeg er presset - puha. 

Det er bedre nu, især fordi vi har en klar og tydelig aftale om at det er okay at bryde ind, når man kan se anden ikke magter opgaven lige nu. Det er okay er sige “ved du hvad, lige i dag / lige nu, kan jeg bare ikke [indsæt opgave/aktivitet] med ungerne. Kan du?” 

Især min mand går helt ned hver gang vi kommer til de mørke måneder, hvor han lige præcist kan overskue arbejdet og måske lege lidt med ungerne, men alt det praktiske det ser han ikke, aftaler glemmer han og hans søvn bliver så dårlig. Så aftalen er, jeg fortæller når jeg kan se at det køre skævt. Han lytter. Vi aftaler nærmest fra dag til dag hvad han mener at kunne eller ikke kunne. Nogle dage / uger skal vi skrive aftalerne ned, for ellers glemmer han dem så snart han dreje rundt. 

Og så har vi forvejen en familie kalender, med alle afta,er skrevet ned og med billeder på (til den ældste, som har brug for utroligt med forberedelse) som vi begge støtter os til når vi begynder at glemme.

Vi får indkøb leveret hver uge samt måltids-kasser. Vi har rengøring på og en ung mand til at slå græsset. En robot støvsuger til hverdagene. Alt er så nemt så muligt, så det overskud der end er, går til ungerne og til hinanden når de sover.

Han skal til læge NU og sygemeldes - ved godt at det ikke bare lige er til at sygemelde sig, når han ejer en butik .. men det skal tages i opløbet, inden det kommer for langt ud.. har selv haft stress og vil ALDRIG ønske det for nogen 

Jeg nåede til at punkt, hvor omsorg ikke virkede mere, at jeg satte ham stolen for døren "Enten tager du til lægen imorgen, og jeg har bestilt tid, eller også tager jeg ungerne og flytter"

Men man skal mene det!