Jeg har det virkelig svært...

Jeg har brug for at åbne op for noget. Det er svært og bliver nok meget langt.

Jeg er den yngste og en klar efternøler i en søskendeflok på 6. Da jeg var 13, havde min voksne søster en kæreste, der udsatte mig for seksuelt overgreb. I deres lejlighed mens min søster sov. Man kalder det ikke voldtægt når man ikke skriger. Men jeg turde ikke. Jeg frøs totalt... Det var en mand jeg havde set som en ekstra bror. Han havde altid været om mig, spillet spil med mig osv. Givet mig meget opmærksomhed... Grooming kalder man det vel. Det skete kun en gang, men han gik hele vejen og det har simpelthen ødelagt mit liv. På min faglige del af mit liv, har det altid kørt fantastisk- gode karakterer i skole, gymnasie og Uni. Og fast job kort efter endt uddannelse. Det kører for mig i mit professionelle liv. Man skulle på ingen måde tro, at jeg er et brændt barn. Jeg reagerer altid med fornuft på arbejdet. 

Men i mit private liv, går det ikke særlig godt. Jeg har hele tiden været uheldig med de kærester jeg har haft. Den ene løj og bedrog, den anden bare ikke den rette, den tredje drak og så troede jeg at jeg havde fundet lykken med min nuværende mand. Han er tidligere alkoholiker, men har været ædru i mange år før han mødte mig. Men først kunne vi finde en fælles forståelse for hvad vi hver især havde med os i bagagen. Det var rart at møde en, der kunne forstå en på en anden måde. Men nu tror jeg efterhånden det slet ikke er så godt mere. To brændte børn, er ikke altid gode for hinanden. 

mit problem er at jeg er meget, at jeg gør alt for at han er tilpas. Det er ikke noget han kræver,  men det er nok naturligt med min historie, at man forsøger at behage og ad den vej få bekræftelse. Det har jeg gjort meget gennem sex..  problemet er at min mand er til meget hård sex, og det vidste jeg fra start og gik med på det og i starten nød jeg det også. men med tiden er det blevet sværere, fordi jeg føler ikke der er rum til at sige nej. Hvis jeg gennemfører uden at have lyst bliver jeg så ked af det, men siger det aldrig til ham fordi han på mange punkter er svær at snakke med. Og jeg frygter sådsn han ikke vil tage ordentligt imod det, og intet ville gøre mig mere ked af det end hvis han blot virkede kold. Fordi det er så sårbart for mig. 

Jeg overvejer rigtig kraftigt at lade mig skille. Det ville give mig noget jeg tror jeg trænger til, nemlig tid bare til mig og mine børn. Hvor jeg ikke skal konflikte med mig selv om hele tiden at være god nok i en mands øjne. Men jeg frygter det også... Vi har en datter sammen på 3 år (og jeg har en søn på 8). Men jeg ved han er strid i et brud... og jeg frygter simpelthen, at det jeg tror vil blive dejligt og et frit liv, bliver et helvede med ham omkring samarbejdet om vores datter. Og så er jeg bange for at jeg heller ikke denne gsng kan finde ud af at være alene.. at jeg kommer til at gentage mønsteret fordi jeg bliver ensom og ulykkelig over, at det ikke kan lykkes mig at finde en god kærlighed. Og lige nu føler jeg at jeg har mest brug for et liv uden mænd. Tanken om det, kan gøre mig helt glad og lettet. For nogle gange får jeg den tanke at jeg simpelthen er for skadet til at kunne få et sundt forhold- især min behagesyge. fx hvis min mand bliver fornærmet så kan jeg ikke bsre sigr skidt pyt, han må jo selv blive god igen. Og det er enormt hårdt hele tiden at gå med den der bare det er godt nok osv...

Jeg vil ikke så meget med det her indlæg, måske prøve at skabe klarhed og overblik for mig selv. 

Jeg elsker min mand og vi er helt klart gode på så mange punkter. Det er bare som om det spænder ben, at vi begge bærer på en bagage. For ligesom jeg reagerer uhensigtsmæssigt og ofte søger bekræftelse, så har han også reaktionsmønstre, der heller ikke er for gode. Vi kunne måske søge hjælp, men jeg har en klar fornemmelse af at min mand ikke føler han har et problem. Han giver mig ofte det indtryk,  at han hellere vil gå end kæmpe. Derfor vælger jeg tit at tie om det jeg tumler med. Men nogle gsnge flyder mit bæger over, og så får jeg sagt en masse og det reagerer han selvfølgelig stærkt på og det er også klart at han jo nok får et chok. Men synes bare tit jeg ender med dårlig samvittighed... At jeg skal føle skyld og skam over det jeg har fået sagt. Selvom jeg måske godt kan se, at han var gal på den. Han har fx lige såret mig rigtig meget og det fik jeg sagt, men han virker kold. Han siger ikke undskyld, eller giver mig en kram eller hvad nu og det gør mig vred, jeg føler mig sårbar og ikkr mindst rigtig ked af det. men alligevel får jeg næsten lyst til at gå ind og gøre tingene gode igen. Selvom det skal jeg jo ikke. Og det værste er at jeg bruger enormt lang tid bagefter på de ting han får sagt. Flere dage eller uger ligger det i mig, hvis han får sagt noget dumt. 

Jeg ved det ville være naturligt at opsøge en terapeut, men jeg føler jeg har mange værktøjer derfra og det her er noget jeg selv skal finde ud af. Tage skridtet og så lære at slappe af i det. 

For det er så hårdt hele tiden at leve sådan her. Tit er mit frirum mit arbejde,  fordi der skal jeg ikke hele tiden overtænke om det jeg gør er rigtigt eller godt nok, der kører det bare. Ville sådsn ønske jeg kunne tage den ro og selvsikkerhed med mig i det private. 

Tak hvis du læste med så langt, rodet som det er, men det gav mig luft. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at åbne op for noget. Det er svært og bliver nok meget langt.

Jeg er den yngste og en klar efternøler i en søskendeflok på 6. Da jeg var 13, havde min voksne søster en kæreste, der udsatte mig for seksuelt overgreb. I deres lejlighed mens min søster sov. Man kalder det ikke voldtægt når man ikke skriger. Men jeg turde ikke. Jeg frøs totalt... Det var en mand jeg havde set som en ekstra bror. Han havde altid været om mig, spillet spil med mig osv. Givet mig meget opmærksomhed... Grooming kalder man det vel. Det skete kun en gang, men han gik hele vejen og det har simpelthen ødelagt mit liv. På min faglige del af mit liv, har det altid kørt fantastisk- gode karakterer i skole, gymnasie og Uni. Og fast job kort efter endt uddannelse. Det kører for mig i mit professionelle liv. Man skulle på ingen måde tro, at jeg er et brændt barn. Jeg reagerer altid med fornuft på arbejdet. 

Men i mit private liv, går det ikke særlig godt. Jeg har hele tiden været uheldig med de kærester jeg har haft. Den ene løj og bedrog, den anden bare ikke den rette, den tredje drak og så troede jeg at jeg havde fundet lykken med min nuværende mand. Han er tidligere alkoholiker, men har været ædru i mange år før han mødte mig. Men først kunne vi finde en fælles forståelse for hvad vi hver især havde med os i bagagen. Det var rart at møde en, der kunne forstå en på en anden måde. Men nu tror jeg efterhånden det slet ikke er så godt mere. To brændte børn, er ikke altid gode for hinanden. 

mit problem er at jeg er meget, at jeg gør alt for at han er tilpas. Det er ikke noget han kræver,  men det er nok naturligt med min historie, at man forsøger at behage og ad den vej få bekræftelse. Det har jeg gjort meget gennem sex..  problemet er at min mand er til meget hård sex, og det vidste jeg fra start og gik med på det og i starten nød jeg det også. men med tiden er det blevet sværere, fordi jeg føler ikke der er rum til at sige nej. Hvis jeg gennemfører uden at have lyst bliver jeg så ked af det, men siger det aldrig til ham fordi han på mange punkter er svær at snakke med. Og jeg frygter sådsn han ikke vil tage ordentligt imod det, og intet ville gøre mig mere ked af det end hvis han blot virkede kold. Fordi det er så sårbart for mig. 

Jeg overvejer rigtig kraftigt at lade mig skille. Det ville give mig noget jeg tror jeg trænger til, nemlig tid bare til mig og mine børn. Hvor jeg ikke skal konflikte med mig selv om hele tiden at være god nok i en mands øjne. Men jeg frygter det også... Vi har en datter sammen på 3 år (og jeg har en søn på 8). Men jeg ved han er strid i et brud... og jeg frygter simpelthen, at det jeg tror vil blive dejligt og et frit liv, bliver et helvede med ham omkring samarbejdet om vores datter. Og så er jeg bange for at jeg heller ikke denne gsng kan finde ud af at være alene.. at jeg kommer til at gentage mønsteret fordi jeg bliver ensom og ulykkelig over, at det ikke kan lykkes mig at finde en god kærlighed. Og lige nu føler jeg at jeg har mest brug for et liv uden mænd. Tanken om det, kan gøre mig helt glad og lettet. For nogle gange får jeg den tanke at jeg simpelthen er for skadet til at kunne få et sundt forhold- især min behagesyge. fx hvis min mand bliver fornærmet så kan jeg ikke bsre sigr skidt pyt, han må jo selv blive god igen. Og det er enormt hårdt hele tiden at gå med den der bare det er godt nok osv...

Jeg vil ikke så meget med det her indlæg, måske prøve at skabe klarhed og overblik for mig selv. 

Jeg elsker min mand og vi er helt klart gode på så mange punkter. Det er bare som om det spænder ben, at vi begge bærer på en bagage. For ligesom jeg reagerer uhensigtsmæssigt og ofte søger bekræftelse, så har han også reaktionsmønstre, der heller ikke er for gode. Vi kunne måske søge hjælp, men jeg har en klar fornemmelse af at min mand ikke føler han har et problem. Han giver mig ofte det indtryk,  at han hellere vil gå end kæmpe. Derfor vælger jeg tit at tie om det jeg tumler med. Men nogle gsnge flyder mit bæger over, og så får jeg sagt en masse og det reagerer han selvfølgelig stærkt på og det er også klart at han jo nok får et chok. Men synes bare tit jeg ender med dårlig samvittighed... At jeg skal føle skyld og skam over det jeg har fået sagt. Selvom jeg måske godt kan se, at han var gal på den. Han har fx lige såret mig rigtig meget og det fik jeg sagt, men han virker kold. Han siger ikke undskyld, eller giver mig en kram eller hvad nu og det gør mig vred, jeg føler mig sårbar og ikkr mindst rigtig ked af det. men alligevel får jeg næsten lyst til at gå ind og gøre tingene gode igen. Selvom det skal jeg jo ikke. Og det værste er at jeg bruger enormt lang tid bagefter på de ting han får sagt. Flere dage eller uger ligger det i mig, hvis han får sagt noget dumt. 

Jeg ved det ville være naturligt at opsøge en terapeut, men jeg føler jeg har mange værktøjer derfra og det her er noget jeg selv skal finde ud af. Tage skridtet og så lære at slappe af i det. 

For det er så hårdt hele tiden at leve sådan her. Tit er mit frirum mit arbejde,  fordi der skal jeg ikke hele tiden overtænke om det jeg gør er rigtigt eller godt nok, der kører det bare. Ville sådsn ønske jeg kunne tage den ro og selvsikkerhed med mig i det private. 

Tak hvis du læste med så langt, rodet som det er, men det gav mig luft. 

 

Jeg har ikke nogen råd, men vil lige give dig et kram med på vejen! Det er nogle store og svære ting du tumler med, og jeg håber du finder en vej, der kan gøre dig glad og give dig ro i maven og hovedet. 

Anonym skriver:

Jeg har brug for at åbne op for noget. Det er svært og bliver nok meget langt.

Jeg er den yngste og en klar efternøler i en søskendeflok på 6. Da jeg var 13, havde min voksne søster en kæreste, der udsatte mig for seksuelt overgreb. I deres lejlighed mens min søster sov. Man kalder det ikke voldtægt når man ikke skriger. Men jeg turde ikke. Jeg frøs totalt... Det var en mand jeg havde set som en ekstra bror. Han havde altid været om mig, spillet spil med mig osv. Givet mig meget opmærksomhed... Grooming kalder man det vel. Det skete kun en gang, men han gik hele vejen og det har simpelthen ødelagt mit liv. På min faglige del af mit liv, har det altid kørt fantastisk- gode karakterer i skole, gymnasie og Uni. Og fast job kort efter endt uddannelse. Det kører for mig i mit professionelle liv. Man skulle på ingen måde tro, at jeg er et brændt barn. Jeg reagerer altid med fornuft på arbejdet. 

Men i mit private liv, går det ikke særlig godt. Jeg har hele tiden været uheldig med de kærester jeg har haft. Den ene løj og bedrog, den anden bare ikke den rette, den tredje drak og så troede jeg at jeg havde fundet lykken med min nuværende mand. Han er tidligere alkoholiker, men har været ædru i mange år før han mødte mig. Men først kunne vi finde en fælles forståelse for hvad vi hver især havde med os i bagagen. Det var rart at møde en, der kunne forstå en på en anden måde. Men nu tror jeg efterhånden det slet ikke er så godt mere. To brændte børn, er ikke altid gode for hinanden. 

mit problem er at jeg er meget, at jeg gør alt for at han er tilpas. Det er ikke noget han kræver,  men det er nok naturligt med min historie, at man forsøger at behage og ad den vej få bekræftelse. Det har jeg gjort meget gennem sex..  problemet er at min mand er til meget hård sex, og det vidste jeg fra start og gik med på det og i starten nød jeg det også. men med tiden er det blevet sværere, fordi jeg føler ikke der er rum til at sige nej. Hvis jeg gennemfører uden at have lyst bliver jeg så ked af det, men siger det aldrig til ham fordi han på mange punkter er svær at snakke med. Og jeg frygter sådsn han ikke vil tage ordentligt imod det, og intet ville gøre mig mere ked af det end hvis han blot virkede kold. Fordi det er så sårbart for mig. 

Jeg overvejer rigtig kraftigt at lade mig skille. Det ville give mig noget jeg tror jeg trænger til, nemlig tid bare til mig og mine børn. Hvor jeg ikke skal konflikte med mig selv om hele tiden at være god nok i en mands øjne. Men jeg frygter det også... Vi har en datter sammen på 3 år (og jeg har en søn på 8). Men jeg ved han er strid i et brud... og jeg frygter simpelthen, at det jeg tror vil blive dejligt og et frit liv, bliver et helvede med ham omkring samarbejdet om vores datter. Og så er jeg bange for at jeg heller ikke denne gsng kan finde ud af at være alene.. at jeg kommer til at gentage mønsteret fordi jeg bliver ensom og ulykkelig over, at det ikke kan lykkes mig at finde en god kærlighed. Og lige nu føler jeg at jeg har mest brug for et liv uden mænd. Tanken om det, kan gøre mig helt glad og lettet. For nogle gange får jeg den tanke at jeg simpelthen er for skadet til at kunne få et sundt forhold- især min behagesyge. fx hvis min mand bliver fornærmet så kan jeg ikke bsre sigr skidt pyt, han må jo selv blive god igen. Og det er enormt hårdt hele tiden at gå med den der bare det er godt nok osv...

Jeg vil ikke så meget med det her indlæg, måske prøve at skabe klarhed og overblik for mig selv. 

Jeg elsker min mand og vi er helt klart gode på så mange punkter. Det er bare som om det spænder ben, at vi begge bærer på en bagage. For ligesom jeg reagerer uhensigtsmæssigt og ofte søger bekræftelse, så har han også reaktionsmønstre, der heller ikke er for gode. Vi kunne måske søge hjælp, men jeg har en klar fornemmelse af at min mand ikke føler han har et problem. Han giver mig ofte det indtryk,  at han hellere vil gå end kæmpe. Derfor vælger jeg tit at tie om det jeg tumler med. Men nogle gsnge flyder mit bæger over, og så får jeg sagt en masse og det reagerer han selvfølgelig stærkt på og det er også klart at han jo nok får et chok. Men synes bare tit jeg ender med dårlig samvittighed... At jeg skal føle skyld og skam over det jeg har fået sagt. Selvom jeg måske godt kan se, at han var gal på den. Han har fx lige såret mig rigtig meget og det fik jeg sagt, men han virker kold. Han siger ikke undskyld, eller giver mig en kram eller hvad nu og det gør mig vred, jeg føler mig sårbar og ikkr mindst rigtig ked af det. men alligevel får jeg næsten lyst til at gå ind og gøre tingene gode igen. Selvom det skal jeg jo ikke. Og det værste er at jeg bruger enormt lang tid bagefter på de ting han får sagt. Flere dage eller uger ligger det i mig, hvis han får sagt noget dumt. 

Jeg ved det ville være naturligt at opsøge en terapeut, men jeg føler jeg har mange værktøjer derfra og det her er noget jeg selv skal finde ud af. Tage skridtet og så lære at slappe af i det. 

For det er så hårdt hele tiden at leve sådan her. Tit er mit frirum mit arbejde,  fordi der skal jeg ikke hele tiden overtænke om det jeg gør er rigtigt eller godt nok, der kører det bare. Ville sådsn ønske jeg kunne tage den ro og selvsikkerhed med mig i det private. 

Tak hvis du læste med så langt, rodet som det er, men det gav mig luft. 

 

kære dig, 

Jeg vil starte med at sige til dig, at det du blev udsat for da du var barn ER voldtægt - om du skreg eller ej! 

dernæst er du simpelthen nødt til at fortælle din mand, hvordan du har det. 

Det er ikke ok at have det som du har det - og det lyder ikke til at skilsmisse er den løsning du egentlig ønsker. 

Det er OK at ens lyst ændrer sig over tid! men du er nødt til at fortælle ham det. 

Jeg ville overveje at finde en coach eller psykolog og tale med om de her ting - få hjælp til at sætte tingene på deres rette hylde. 

måske er det rigtige for dig at blive skildt og finde en ny vej, men måske er der noget andet du kan gøre. 

Stakkels dig.

jeg håber du kan finde mod til at lade dig skiæle så du kan give dig selv og dine børn et godt liv.

Jeg har selv oplevet seksuelt misbrug som 13 årig, dog var han “kun” 15. Men det stod på i 9 mdr. Efterfølgende var ALLE mine teenage kæreste nogen jeg havde sex med for kærlighed. Der var absolut ingen nydelse eller kærlighed overhovedet. Blev voldtaget 2 gange som 16 årig. 

Jeg fandt en virkelig dårlig kæreste som 20 årig, som tog stoffer, drak, og kom fra en skidt baggrund som jeg selv - jeg troede at vi havde noget tiæ fælles og at jeg kunne redde ham. Jeg var som dig, syg efter at behage ham, og gøre alt rigtigt og godt. Men han var psykopat, og efter noget tid begyndte den psykiske vold, efter 1 år kom den fysiske og økonomiske. Vi flyttede sammen, og så kom den seksuelle vold også. Vi fik et barn sammen, og ENDELIG fik jeg taget mig sammen til at skride da hun var 2.5år. 

Som dig, har jeg altid klaret mig godt udd. mæssigt. Jeg er uddannet sygeplejeske med fast arbejde. 

Efter jeg gik fra min eks, gik det op for mig, at UANSET hvilken baggrund man har, så skal det ikke forme ens vej. Det er selvfølgelig vigtigt man får talt med nogen om ens traumer, men man skal også hanke op i sig selv, og komme ud af den selvynk man kan havne i. 

Jeg hsr fundet en kæreste som kommer fra en god familie, han har aldrig taget stoffer, ydet vold eller lignende. Han har altid haft fast arb og god indkomst. Vi venter barn sammen, og han er den bedste person jeg har mødt (udover min datter).

Tro mig, det var ikke nemt at bryde med min eks, det var helt hæsligt det første 1.5 år efter. Men hvor er jeg lykkelig for jeg har gjort det. Min datter lever et normalt liv med tonsvis af kærlighed nu, og det samme gør jeg. For første gang i mit liv, nyder jeg rent faktisk at have sex, og jeg har sex for min egen skyld! Jeg overskrider nogle grænser - for min EGEN skyld. 

Lov mig at du føler efter - hvis du vil have et liv hvor du er fri og har det godt, så GØR DET!!! 

Det blev lidt langt, men jeg bliver altid så berørt af andre som lever et liv jeg selv har levet, for jeg ved hvor meget det betyder at bryde den dårlige cirkel man befinder sig i.