jeg har virkelig brug for råd, jeg håber inderligt i vil tage godt imod mig 
jeg har valgt at være anonym da det er nogle rimelige hårde ting som ikke alle skal at vide hvor kommer fra.
Sagen er den at jeg er enlig mor til 2 børn uden deres far da han er psykisk syg (sagt af en psykolog)
Jeg har familie som egentlig ikke vil mig noget godt, gør forskel på børnene, køre psykisk på mig, egentlig fortæller mig hvilken dårlig mor jeg er men alligevel så har jeg ikke andre så føler nødt til at forsætte med dem.
får underretninger alle steder fra, som der ikke er hold i, bliver beskyldt for divse ting, og showet køre bare videre om og om og om igen.
Jeg har ingen omkring mig overhovedet, hverken venner eller kæreste som kan hjælpe mig eller rådgive mig.
Jeg tog kontakt til kommunen for at få noget hjælp så jeg ikke stod helt alene med alting, for omkring 1.5 år siden. Det eneste jeg ønskede var en familie igennem kommunen som støttede mine børn og jeg, evt med aflastning og samtaler (egentlig ligesom en rigtig familie gør), da jeg ingenting havde fra min egen familie eller deres far men fik afslag da de mente børnene havde det godt og trives. Efter alle underretningerne blev jeg hivet op på kommunen og igen spurgte jeg om en familie, fik selvfølgelig afslag.
læge, børnehave og Sundhedplejeske har også givet udtryk for jeg har brug for noget aflastning, en familie. Men kommune hører ikke efter.
Min farfar har indimellem mit største barn på 5 år, når den 5 årige skal afleveres igen, bliver det med råberi og skrigeri og vil bestemt ikke ind af døren. Min farfar og jeg har ikke et godt forhold til hinanden men de to har et godt forhold til hinanden.
Jeg kan mærke jeg ikke synes det er særlig sjovt længere og har min tvivl om jeg overhovedet kan give mine børn noget godt efter alt det her, jeg kæmper hverdag for mine børn uden nogle hjælp nogensteder fra. Jeg elsker mine børn over alt på jorden men jeg kan simplethen ikke mere hvis jeg ikke snart får noget støtte på et eller andet punkt, hverdag når de er gået i seng sætter jeg mig ind i stuen og så knækker jeg bare sammen. Jeg føler mig som et lillebitte menneske alene i hele verden. Jeg er ikke interesseret i at mine børn skal fjernes eller give dem væk.
Jeg håber virkelig at i vil være søde imod mig og give mig nogle råd og veje jeg evt kan gå
