Skilles, selvom jeg elsker min mand

Jeg har de sidste år fortalt min mand, at den måde vi lever på nu, ikke er den jeg vil leve på. 

Det er en længere historie, men kort fortalt så har jeg/vi ingen privatliv fordi min mand har lånt den ene af vores haller ud til opmagasinering af folks lort(hvor der kommer folk rendende konstant), dels fordi min mands papfar har også al hans værksted stående hos os, så han kommer hver eneste dag, nogle gange flere gange om dagen og hver eneste weekend fra morgen til aften, og dels fordi min mand og papfar går og laver ideer udenom mig, og det har gjort at jeg føler mig fremmet i mit eget hjem. (Vi ejer halv/halv)

Jeg sagde før jul at jeg ikke ville bo på den her banegård mere, sagde det igen i Februar og nu står jeg her I april stadig uden ændringer. 

Jeg er træt af at min mands papfar ved ALT hvad vi laver, at alle kommer rendende i tide og utide.

Jeg har sagt det flere og mange gange, hvornår er kok nok!

Min mand fatter det tydeligvis ikke, selvom jeg sagde det klart, at hvis det ikke blev bedre, så må vi sælge (ingen af os har råd til at bo her alene)

Jeg får bsre smidt i hovedet at det er mig der er sippet osv osv

Hvordan fanden for jeg ham det forklaret så han fatter det,? Jeg har sagt det så direkte som jeg føler jeg overhovedet kan!

Lige pt er jeg klar på at sælge min halvdel til papfsr også kan de sgu hygge sig sammen også kan ungerne og jeg finde vores eget, min problem er bare at jeg elsker min mand....... 

Vis ham hvad du har skrevet her. Det kan være han så forstår hvor desperat du er! For enten er han ligeglad med at du flytter, eller også har han ikke forstået at du mener det alvorligt. Mon ikke det et sidste��

Enten har du skrevet om jeres problematik før eller også er der en person herinde i en lignende situation. Under alle omstændigheder lyder det til at du har sagt noget mange gange, men da han aldrig rigtig har mærket en konsekvens af det så tænker han måske at det går i sig selv igen.

Det burde ikke være nødvendigt, men jeg synes du skal tage det næste skridt og sige du vil skilles og gøre de nødvendige forberedelser til det. Så må du jo se hvad han så gør og gøre op med dig selv om han skal have en sidste chance såfremt han VIRKELIG retter op på situationen.

Han lyder desværre ikke som en man kan have en fornuftig diskussion med.

Jeg kan godt forstå dig, men jeg kan også godt forstå at din mand “sniger” sig udenom. Det må være en lidt ubehagelig situation at stå i i forhold til hans papfar at forklare fra den ene dag til den anden at han ikke kan have værksted/må komme de mere, hvis det er noget de hygger sig med. 

Kan man på nogen måde skærme jeres hus/private gård/have af med en form for plankeværk, så renderriet ikke genere lige så meget? 

Måske du kunne give din mand en slags “besøgsplan” f.eks. Hver søndag fra 8-16 er papfar velkommen i værkstedet, eller hverdage indtil kl. 18.30.. hvis du forstår hvor jeg vil hen af! Tiderne sætter du selvfølgelig selv.

Fortæl ham du har været i kontakt med jeres lokale ejendomsmægler om at få ham ud og lave en vurdering da du ikke gider bo under de forhold længere. Så enten bliver der ændret på tingene, eller os sælger i. Sig at du elsker ham, men at hvis han også elsker dig så burde han tænke over hvordan det påvirker jeres familie. Nævn også om han synes det er korrekt prioriteret såfremt familien går i opløsning fordi han skal være “vennernes ven”! 

 Opmagasineringen skal bare stoppe, hvis den ikke økonomisk er nødvendig for jer, så ud med dem. 

Håber i finder en løsning i begge to kan leve med, det plejer der at komme mest ud af på den lange bane. Men jeg kan godt forstå dig, jeg hader selv uanmeldt besøg, og generelt bare et rend af mennesker. Man skal sgu have lov at kunne være i fred i sit eget hjem. 

Held og lykke :-) 

IenFart skriver:

Enten har du skrevet om jeres problematik før eller også er der en person herinde i en lignende situation. Under alle omstændigheder lyder det til at du har sagt noget mange gange, men da han aldrig rigtig har mærket en konsekvens af det så tænker han måske at det går i sig selv igen.

Det burde ikke være nødvendigt, men jeg synes du skal tage det næste skridt og sige du vil skilles og gøre de nødvendige forberedelser til det. Så må du jo se hvad han så gør og gøre op med dig selv om han skal have en sidste chance såfremt han VIRKELIG retter op på situationen.

Han lyder desværre ikke som en man kan have en fornuftig diskussion med.

Jeg er enig her.. Jeg synes også, at du skal gøre forberedelserne til at flytte/skilles, og så se, om han kæmper for dig.. 

Hvis jeg var dig, så havde jeg taget børnene og var flyttet et sted hen indtil han kom til dig og er indforstået med, at det er jer og jeres familie, og ikke alle mulige andre, der er vigtige 

Unicorn1 skriver:

Jeg er enig her.. Jeg synes også, at du skal gøre forberedelserne til at flytte/skilles, og så se, om han kæmper for dig.. 

Hvis jeg var dig, så havde jeg taget børnene og var flyttet et sted hen indtil han kom til dig og er indforstået med, at det er jer og jeres familie, og ikke alle mulige andre, der er vigtige 

Det er også et godt råd, men økonomisk kan det bare ikke føres ud i livet, jeg betaler jo halvdelen af ejerskabet i vores hus og jeg har ikke råd til to stedet på én gang og manden kan ikke selv sidde i huset alene 

Anonym skriver:

Det er også et godt råd, men økonomisk kan det bare ikke føres ud i livet, jeg betaler jo halvdelen af ejerskabet i vores hus og jeg har ikke råd til to stedet på én gang og manden kan ikke selv sidde i huset alene 

 

Du kan ikke bo hos nogle venner eller familie? Altså bare i en uges tid eller to, for at se, om han kæmper for dig? For du behøver jo ikke fortælle ham, at du ikke er ved at finde egen bolig.. Lad ham tro, at du er ved at flytte væk fra ham.. 

Normalt ville jeg dog råde til at snakke om tingene først, men det virker åbenbart ikke helt her, og så må man gå mere aggressivt til værks