Gravid og i tvivl om mit forhold

Hej alle sammen.

Jeg håber virkelig der er nogen herinde der kan give mig nogle gode råd, da jeg er havnet i en træls situation.

Jeg har været sammen med min kæreste næsten 1 år. Jeg har en søn på 4 fra et tidligere forhold, som bor mest hos mig. Jeg er nu blevet uventet gravid med min "nye" kæreste, selvom vi ikke troede dette kunne lade sig gøre pga. fertilitet. Jeg vil gerne have flere børn, og vi har da også snakket om at vi ville have børn sammen i fremtiden. Mine følelser for min kæreste har svinget en del. Jeg var til at starte med meget glad for ham, men det er som om der er sket noget med mine følelser for ham. Jeg har længe søgt efter andet sted at bo med min søn, og nu hvor kæresten var inde i billedet, så har vi netop fundet noget som ligger tættere på hans arbejde. Hele tiden har vi set hinanden nogle dage om ugen, og så har jeg haft brug for alene tid bare min søn og jeg. Jeg har tænkt over hvorfor jeg har brug for dette, måske fordi jeg er vant til kun at være min søn og jeg. Men har også tænkt at jeg burde have lyst til at være sammen med min kæreste hele tiden. 

Nu er vi lige flyttet, og min kæreste har stadig hans lejlighed, men de fleste af hans ting er hos mig. Lige nu har jeg det trælst fordi jeg slet ikke har lyst til at være sammen med ham. Det er som om at mine følelser er væk. Jeg bliver bare irriteret på ham, og han bliver frustreret fordi jeg trækker mig. Jeg er begyndt at lægge mærke til ting jeg virkelig bliver træt af hos ham, og det har jeg det så dårligt med. Han gør alt for mig, faktisk for meget at jeg føler han gør alt for at please mig, hvor jeg mere også har brug for at han er en mand med egne stærke holdninger mm, som kan give mig modspil. Dette har jeg ikke lagt mærke til før, og jeg tænker om det kan være fordi der har været så mange ting at se til, plus mine graviditetshormoner. Eller om jeg reelt er kommet frem til at jeg ikke har de rette følelser for ham, men måske presser mig selv til at være sammen med ham fordi vi nu skal have et barn.

Vi har endnu ikke sagt vi elsker hinanden til hinanden, og jeg frygter faktisk lidt at han vil sige det til mig, for jeg er slet ikke klar til at sige det til ham endnu. Og det tænker jeg selv er et meget dårligt tegn. Jeg har så dårlig samvittighed over jeg har denne mangel på følelser og det er bare gået ned af bakke med følelserne. 

Hvad tænker i når i læser det jeg har skrevet ? :-(

Hvor langt er du henne? Og hvad har han sagt om graviditeten ? 

Hvis i er enige om at i skal have barnet, så Ville jeg sætte alt ind for at genfinde de følelser for ham du har haft. 

Er det først efter du er blevet gravid at det har ændret sig så meget? Og ved han hvordan du har det? 

Jeg synes selføglig også at du skal lytte til dig selv, men når først der er et barn på vej, ja så synes jeg du både skylder dit nuværende , kommende barn og kæreste at sætte alt ind. 

Anonym skriver:

Hej alle sammen.

Jeg håber virkelig der er nogen herinde der kan give mig nogle gode råd, da jeg er havnet i en træls situation.

Jeg har været sammen med min kæreste næsten 1 år. Jeg har en søn på 4 fra et tidligere forhold, som bor mest hos mig. Jeg er nu blevet uventet gravid med min "nye" kæreste, selvom vi ikke troede dette kunne lade sig gøre pga. fertilitet. Jeg vil gerne have flere børn, og vi har da også snakket om at vi ville have børn sammen i fremtiden. Mine følelser for min kæreste har svinget en del. Jeg var til at starte med meget glad for ham, men det er som om der er sket noget med mine følelser for ham. Jeg har længe søgt efter andet sted at bo med min søn, og nu hvor kæresten var inde i billedet, så har vi netop fundet noget som ligger tættere på hans arbejde. Hele tiden har vi set hinanden nogle dage om ugen, og så har jeg haft brug for alene tid bare min søn og jeg. Jeg har tænkt over hvorfor jeg har brug for dette, måske fordi jeg er vant til kun at være min søn og jeg. Men har også tænkt at jeg burde have lyst til at være sammen med min kæreste hele tiden. 

Nu er vi lige flyttet, og min kæreste har stadig hans lejlighed, men de fleste af hans ting er hos mig. Lige nu har jeg det trælst fordi jeg slet ikke har lyst til at være sammen med ham. Det er som om at mine følelser er væk. Jeg bliver bare irriteret på ham, og han bliver frustreret fordi jeg trækker mig. Jeg er begyndt at lægge mærke til ting jeg virkelig bliver træt af hos ham, og det har jeg det så dårligt med. Han gør alt for mig, faktisk for meget at jeg føler han gør alt for at please mig, hvor jeg mere også har brug for at han er en mand med egne stærke holdninger mm, som kan give mig modspil. Dette har jeg ikke lagt mærke til før, og jeg tænker om det kan være fordi der har været så mange ting at se til, plus mine graviditetshormoner. Eller om jeg reelt er kommet frem til at jeg ikke har de rette følelser for ham, men måske presser mig selv til at være sammen med ham fordi vi nu skal have et barn.

Vi har endnu ikke sagt vi elsker hinanden til hinanden, og jeg frygter faktisk lidt at han vil sige det til mig, for jeg er slet ikke klar til at sige det til ham endnu. Og det tænker jeg selv er et meget dårligt tegn. Jeg har så dårlig samvittighed over jeg har denne mangel på følelser og det er bare gået ned af bakke med følelserne. 

Hvad tænker i når i læser det jeg har skrevet ? :-(

Kære du. Det er ikke en sjov situation du står i. Men jeg kan kende en del fra mig selv. Så jeg giver dig min historie og håber den måske kan hjælpe dig. 

Jeg var lige flyttet fra min kæreste pga utroskab godt nok og en masse andre problemer. En uge efter opdagede jeg at jeg var gravid og jeg var meget i tvivl om jeg skulle beholde det. Det valgte jeg og jeg valgte at give forholdet er skud for vores barns skyld. Forholdet gik helt i stykker da vores søn var 4 mdr gammel der valgte jeg at sige stop. Det var en hård tid i lang tid fordi han ikke ville have det sluttede (dog accepterede han det men var ked af det). 

Idag knap 4 år efter så har jeg ofte fortrudt at jeg valgte graviditeten dengang. For jeg hænger på min ex de næste mange år nu som jeg har et elendigt samarbejde med efter der er kommet ny kæreste ind i mit liv. Så havde jeg vidst at samarbejdet blev så dårligt osv. Så havde jeg dengang valgt en abort. Selvom jeg selvfølgelig ikke ville undvære min søn idag men tænker du ved hvad jeg mener. 

Så havde jeg stået i din situation (som jeg jo har gjort før) så ville jeg ikke blive sammen med ham for barnets skyld. Og havde med stor garanti også valgt en abort. Men det er noget du selv skal føle efter nede i maven om du føler for. 

Hej, det lyder som en svær situation. Nu er jeg jo ikke dig, men hvis jeg havde været dig, ville jeg nok overveje meget om det at flytte sammen er en god ide. Det betyder ikke at i ikke kan være kærester (og forældre sammen). men hvis du allerede føler dig presset ind i noget som du ikke ved om du faktisk vil, så tænker jeg at nok bare bliver værre ved at være sammen hele tiden. sådan ville jeg i det mindste selv have det. 

Jeg ville overveje abort og så se om forholdet og følelserne kan reddes.

du har en sød kæreste som passer på dig men vil gerne have en badboy der har meninger og siger dig imod (eller sådan læser jeg det).

Unskyld med det er skul ift svært at være mand.

Personligt kan jeg slet ikke se far potentialet eller   Partner potentialet i en mand med markante holdninger i forhold til en der skaber harmoni og vil sørge for at jeg har det godt..?

Jeg ville få en abort som sagt og så se at få lidt ro på situationen.