Hjælp mig, for jeg har set mig blind.
Jeg er mor til tre dejlige poder. De to store i en 7/7-ordning med deres far, og så bor jeg med den yngstes far. Jeg startede på arbejdsmarkedet som nyuddannet i oktober, og jeg har været ekstremt svineheldig med det vikariat, jeg har fået. I mit fag er det virkelig svært at få en fod indenfor som ny, med mindre man er villig til at tage stillinger i udkantsdanmark. Oprindeligt var vikariatet på et halvt år, men jeg blev forlænget yderligere tre måneder mod at jeg skiftede matrikel til vores afdelings søsterafdeling i en anden by. Det betyder, at jeg nu har fået 90 km på arbejde, og jeg bruger 1 time hver vej mandag til fredag.
Jeg elsker mit arbejde og mine kollegaer. Og jeg føler mig heldig over forlængelsen. Stedet skal slå en fast stilling op, som jeg er opfordret til at søge. Men.. Det er SÅ hårdt.
Jeg har været der en lille måned nu, og allerede nu tærer det psykisk på mig med afstanden. For det første er det vildt stressende at køre på motorvejen hver dag og møde alle de mennesker, der kører fuldstændig vanvittigt og uden omtanke for andre menneskers liv og førlighed. Derudover bare tiden. På sin vis lyder en time måske rimelig uskyldigt. Men hovedsagen er vel, at det for MIG personligt er for hårdt.
Jeg skal aflevere de to store kl. 6.30, den mindste inden 7 for at køre afsted og møde kl. 8. Min kæreste møder kl. 7, så han kan ikke aflevere. Og når så jeg har fri 15.30 er jeg først hjemme 16.30. Min kæreste henter børnene, men pga trafik tager det også en time for ham at komme hjem, så det sidste barn hentes måske først 16.30, hvilket er en urimeligt lang dag for børnene, synes jeg. De er så trætte, når de kommer hjem. Han skifter snart job, så han kan hente dem inden 16, men alligevel.
Jeg føler, at jeg ikke har nok tid med mine børn. Har jo kun hver anden weekend med de store, og jeg er så bombet når jeg kommer hjem, hvor der jo også skal laves aftensmad, og der trods alt er tre, der vil deres mor.
I går aftes kørte jeg min datter hjem til mormor, og så tudede jeg på vej hjem, fordi det var sådan en dejlig køretur og åbnede min øjne for hvor længe det er siden vi sidst har kunne hyggesnakke sådan sammen.
Jeg trives ikke. Jeg er presset, dødtræt, stresset. Kan ikke huske, hvornår vi sidst havde sex. Min cyklus er blevet meget længere. Jeg synes ikke en gang jeg er den mor, jeg gerne vil være, når jeg så er hjemme.
Men hvad så?? For som sagt er det sindssygt svært at finde job i mit fag i nærheden. Og ja, så vil nogen nok foreslå at flytte. Men DET ville ikke være fair mod mine børn. Hvad vi har af hjælp og begrænset netværk er her - min kærestes job. Mine store børns far bor lige dør om dør, deres nære gode venner. Jeg tager dem ikke ud af alt det. Så skulle vi flytte med den mindste, og havde de store hver anden weekend, men det kommer HELT sikkert ikke til at ske, jeg ofrer ikke mine børn.
Men hvad er så løsningen? Helt seriøst, kan i se noget, jeg ikke kan se? Ja, jeg kunne da skifte branche, men mit fag er mit hjertebarn og bringer mig så meget lykke. Jeg kan ikke komme i tanke om, hvad jeg ellers skulle.
