Børn hjem til far for første gang gode råd...

Mig og mine børns far valgte at gå hver til sit for en måned tid siden. Og nu har han fået en lejlighed så vores børn på 3 og snart 5 år skal for første gang på weekend hos deres far. 

Vi er gode venner. Men har det stadig svært ved det da jeg altid har været deres primære omsogs person de har aldrig været væk fra mig i mere ind 1 dag og de sidste par år fylte farens træning og ham selv ret meget så der var ofte dage de ikke så ham og de så ham ofte kun fra kl 16.30 til kl 19 i hverdagen hvor han lige skulle i bad osv. bare ikke torsdag der var han kun hjemme en halv time.

Jeg har svært ved at slippe kontrollen da jeg så ikke kan skærme mine børn for hans dårlige humør og hans urimelige måder at opdrave på hvilket netup osse er derfor vi er gået hver til sit vi var altid uvenner da han ikke kunne snakke pænt til børnene. Han var aldrig med ude til hygge ting med børnene mere da han ikke kan overskue børn er børn der vil sige de ikke altid høre efter piller ved ting osv som normale 3 og 4 årig.

Og nu har han snakket om selv at tage dem med en tur ind til byen i weekenden bare for at gå og kikke og hygge sig har forklaret ham så mange gange børnene syntes ikke det er hyggeligt de begynder hurtigt at kede sig og høre derfor ikke efter og ja så er jeg der jo netop ikke til at skærme dem. Han mener jo selv det er noget andet nu. Men det kan jeg jo ikke se da det er mig der har 2 børn til hverdag der prøver Max grænser af og er meget sure konstant.... Men ja det er jo det han syntes er hyggeligt tros det altid endte galt med sure børn og mand. 

Men hvordan slipper jeg kontrollen? Han har jo osse ret til sine børn og er selvfølgelig på mange andre punkter en god far. 

Jeg er sikker på de nok skal hygge sig. Og tingene er jo netop anderledes nu. 

LSS skriver:

Jeg er sikker på de nok skal hygge sig. Og tingene er jo netop anderledes nu. 

Ja det håber jeg da. Vis han bare kan holde sine grimme gloser og nedladende ord inde da det ikke er småting han efterhånden har kaldt dem men efter jeg har snakket med ham 1000 gange er det blevet meget bedre. 

Men jeg er der jo netup ikke til at fortælle dem de ikke er kællinger eller dumme eller at de godt kan finde ud af ting.  

Heldigvis er det da nogle måneder siden han sidst brugte ordet kælling. 

Anonym skriver:

Ja det håber jeg da. Vis han bare kan holde sine grimme gloser og nedladende ord inde da det ikke er småting han efterhånden har kaldt dem men efter jeg har snakket med ham 1000 gange er det blevet meget bedre. 

Men jeg er der jo netup ikke til at fortælle dem de ikke er kællinger eller dumme eller at de godt kan finde ud af ting.  

Heldigvis er det da nogle måneder siden han sidst brugte ordet kælling. 

Du kan ikke sammenligne hvordan han er nu og hvordan han er med børnene alene, i forhold til hvordan han var da I boede sammen. 

Mange ændrer sig og mange ting vil ændre sig med tiden, både hvis han finder en ny kæreste eller du gør. 

Jeg tror ikke det handler så meget om hvordan han var før. Jeg tror det er nogle følelser i dig, der gør at du reagerer som du gør. For inderst inde ved du sikkert godt at han passer på børnene. 

Det er helt naturligt at reagere sådan, det er rædselfuldt at skulle dele noget man holder så uendeligt meget af og især den første tid er hård, fordi det er uvant og du ikke kan forudse hvordan det vil gå. 

Der gik lang tid før jeg for første gang kunne “nyde” at være mig selv, da jeg blev skilt. Men jeg var nødt til at vende det om og tænke, hvad jeg kan gøre for mig selv af gode ting. Noget der kunne give energi og overskud og være glad og frisk til en ny uge med børnene. 

Jeg håber du kan finde ro og prøve at slippe kontrollen. Du bliver nødt til at stole på at han vil børnene det bedste. 

Anonym skriver:

Du kan ikke sammenligne hvordan han er nu og hvordan han er med børnene alene, i forhold til hvordan han var da I boede sammen. 

Mange ændrer sig og mange ting vil ændre sig med tiden, både hvis han finder en ny kæreste eller du gør. 

Jeg tror ikke det handler så meget om hvordan han var før. Jeg tror det er nogle følelser i dig, der gør at du reagerer som du gør. For inderst inde ved du sikkert godt at han passer på børnene. 

Det er helt naturligt at reagere sådan, det er rædselfuldt at skulle dele noget man holder så uendeligt meget af og især den første tid er hård, fordi det er uvant og du ikke kan forudse hvordan det vil gå. 

Der gik lang tid før jeg for første gang kunne “nyde” at være mig selv, da jeg blev skilt. Men jeg var nødt til at vende det om og tænke, hvad jeg kan gøre for mig selv af gode ting. Noget der kunne give energi og overskud og være glad og frisk til en ny uge med børnene. 

Jeg håber du kan finde ro og prøve at slippe kontrollen. Du bliver nødt til at stole på at han vil børnene det bedste. 

Mange tak for dit brugbare råd må tænke positivt. 

Det er bare svært han var her fx. Og besøge pigerne ved mig i søndags og der havde han mere travlt med at kikke i sin mobil og snakke med mig ja han bad oven i købet børnene om at tie stille flere gange da han lige snakker hvilket han jo gjorder non stop så valgte at sige jeg lige går i bad så han fagtis var tvunget til at give børnene opmærksomhed. Hvilket igen viser der ingen forskel er.

Men håber fortsat du har ret og det hele hår fint. 

Men igen er det en situation du var del af og delvist kunne kontrollere. Det er klart at du sanser og observerer alt lige nu. Og selvom I måske er gået fra hinanden og stadig er venner, så er der altså nogle følelser der hænger fast, for uanset har der jo været en årsag til at I har valgt at gå hver til sit. 

Jeg er optimist det meste af tiden og jeg er også optimistisk i forhold til at dine børns far nok skal gøre hvad han kan for at passe godt på børnene. Han har også nogle følelser at tumle med. En ny tid venter ham forude, hvor han ikke ser eller kommer til at se børnene så ofte som før. Han skal pludselig stå med hele ansvaret selv, når han har dem, men han skal nok klare den, han skal bare lige ind i det. Det er så nyt det hele. 

Da vi tog beslutningen om at skulle skilles, kørte alle paniktankerne rundt i hovedet på mig. Hvordan skal jeg dog klare to børn alene, hvad med putning, hvad med madlavning, indkøb, rengøring, tøjvask, bad, hvordan skal det gå hos far, han er jo ikke vant til at.... osv osv. Men for at være ærlig, føltes det næsten nemmere at være alene og enerådigt kunne beslutte alt. Og det gik jo fint nok når de var ved deres far. 

Manden gør ikke tingene på samme måde som mig, han prioriterer anderledes, meget mere anderledes end jeg gør, han er enormt egocentreret og sætter ikke børnene i første række, MEN han passer børnene, sørger for mad, rent tøj, omsorg og sørger for de passer deres lektier og skolegang når han har dem. Og jeg må lukke ned for mine følelser omkring det og se det positive i, at jeg ved, at når de er hos os(min nye mand og jeg) er der en dejlig tryg base, men masser af kærlighed, nærvær og kvalitetstid.