Børn med ny mand. Go eller No go?

Åh ha. Jeg er så vævende omkring det her emne. 

Jeg blev skilt for 3,5 år siden fra manden jeg har 2 børn med. 

Jeg fandt en kæreste efter et halvt år og vi har så været sammen i 3 år og bor sammen. Han har et godt forhold til mine børn og alt er egentlig meget godt. 

Jeg er rigtig meget i tvivl om jeg ønsker flere børn. Min kæreste kan sagtens undvære egne børn, det har aldrig været noget han bare SKULLE have , det kom helt an på omstændighederne for ham.  Så det ligger ret meget hos mig, om det er noget vi skal en dag. Og dybt i mig, føler jeg mig ikke færdig med at være gravid og have en nyfødt lille baby. 

Jeg tænker meget på hvordan det vil påvirke mine børn at få en halvsøskende. Det der med at det barn vil have sine forældre hele tiden, hvor de skal nøjes med os hver for sig hveranden uge. Vil det skabe en kløft? Mellem børnene, eller til min kæreste ?

Og hvordan vil min kæreste være ift at være bonus og bio far på samme tid .Som det er nu, er han ikke opdrager eller omsorgsgive for mine børn. Den rolle ligger hos mig alene. Selvfølgelig med undtagelse hvis han har ungerne alene - så er han jo nødt til det i en vis udstrækning. men han holder sig meget udenfor ift regler og grænsesætning så jeg har svært ved helt at vide, hvordan vores forældreroller egentlig vil spille sammen hvis vi havde et fælles barn.  Det eneste jeg ved er, at han synes jeg er blød.. hvor jeg synes jeg nærmest ikke laver andet end at sige nej og irettesætte nogen dage. Så kan jeg blive sådan lidt om vi snakker kæft trit og retning hvis han fik bio børn? Jeg ved det vitterligt ikke. Og jeg tænker også at det er helt utrolig nemt at sige hvordan man vil være forældre, når man aldrig har stået med et barn der er ens eget hvor man både er fanget af ubetinget  kærlighed, beskyttertrang og tynget af ansvaret for dette lille individ. Jeg havde sgu også mange meninger inden jeg fik børn.. men så blev jeg mor  

Er der nogen derude der har fået børn med en ny mand? Hvordan var jeres forhold og opdragerfordeling inden og hvordan er den efter fælles barn? Hvordan har de store børn taget det? Og hvilken alder var de da halvsøskende kom til? (Mine er 4 og 7 nu, men jeg regner ikke med at vi skulle sætte fælles børn i verden før om 3 år tidligst, hvis det skulle være) 

Mor11 skriver:

Åh ha. Jeg er så vævende omkring det her emne. 

Jeg blev skilt for 3,5 år siden fra manden jeg har 2 børn med. 

Jeg fandt en kæreste efter et halvt år og vi har så været sammen i 3 år og bor sammen. Han har et godt forhold til mine børn og alt er egentlig meget godt. 

Jeg er rigtig meget i tvivl om jeg ønsker flere børn. Min kæreste kan sagtens undvære egne børn, det har aldrig været noget han bare SKULLE have , det kom helt an på omstændighederne for ham.  Så det ligger ret meget hos mig, om det er noget vi skal en dag. Og dybt i mig, føler jeg mig ikke færdig med at være gravid og have en nyfødt lille baby. 

Jeg tænker meget på hvordan det vil påvirke mine børn at få en halvsøskende. Det der med at det barn vil have sine forældre hele tiden, hvor de skal nøjes med os hver for sig hveranden uge. Vil det skabe en kløft? Mellem børnene, eller til min kæreste ?

Og hvordan vil min kæreste være ift at være bonus og bio far på samme tid .Som det er nu, er han ikke opdrager eller omsorgsgive for mine børn. Den rolle ligger hos mig alene. Selvfølgelig med undtagelse hvis han har ungerne alene - så er han jo nødt til det i en vis udstrækning. men han holder sig meget udenfor ift regler og grænsesætning så jeg har svært ved helt at vide, hvordan vores forældreroller egentlig vil spille sammen hvis vi havde et fælles barn.  Det eneste jeg ved er, at han synes jeg er blød.. hvor jeg synes jeg nærmest ikke laver andet end at sige nej og irettesætte nogen dage. Så kan jeg blive sådan lidt om vi snakker kæft trit og retning hvis han fik bio børn? Jeg ved det vitterligt ikke. Og jeg tænker også at det er helt utrolig nemt at sige hvordan man vil være forældre, når man aldrig har stået med et barn der er ens eget hvor man både er fanget af ubetinget  kærlighed, beskyttertrang og tynget af ansvaret for dette lille individ. Jeg havde sgu også mange meninger inden jeg fik børn.. men så blev jeg mor  

Er der nogen derude der har fået børn med en ny mand? Hvordan var jeres forhold og opdragerfordeling inden og hvordan er den efter fælles barn? Hvordan har de store børn taget det? Og hvilken alder var de da halvsøskende kom til? (Mine er 4 og 7 nu, men jeg regner ikke med at vi skulle sætte fælles børn i verden før om 3 år tidligst, hvis det skulle være) 

Uh jeg kunne have skrevet dit indlæg helt ordret. Eneste forskel er antallet af børn. 

Jeg har ingen erfaring eller råd osv. Kan kun sige du ikke er alene i den båd så jeg læser med fra sidelinien 

AnoMor skriver:

Uh jeg kunne have skrevet dit indlæg helt ordret. Eneste forskel er antallet af børn. 

Jeg har ingen erfaring eller råd osv. Kan kun sige du ikke er alene i den båd så jeg læser med fra sidelinien 

Haha! Hold kæft hvor er det befriende at vi er flere i samme båd  

Har bonusbørn, eget barn og fælles barn. Vi er alle virkelig glad for vi fik fællesbarnet. På den måde at alle elsker hinanden og de er på kryds og tværs meget knyttede til hinanden. Både på tværs af alder, som bonussøskende og som halvsøskende. Her er ingen jalousi eller lign. Opdragelsen står vi begge for på kryds og tværs. Det går også fint. Vi er begge ansvarlige for egne- og den andens børn/barn. Ingen problemer dér

Mortilah skriver:

Har bonusbørn, eget barn og fælles barn. Vi er alle virkelig glad for vi fik fællesbarnet. På den måde at alle elsker hinanden og de er på kryds og tværs meget knyttede til hinanden. Både på tværs af alder, som bonussøskende og som halvsøskende. Her er ingen jalousi eller lign. Opdragelsen står vi begge for på kryds og tværs. Det går også fint. Vi er begge ansvarlige for egne- og den andens børn/barn. Ingen problemer dér

Har i hele tiden været fælles om at have forældre /opdrager rolle overfor hinandens børn? 

Jeg tror jeg ville have lettere ved at se det for mig, hvis min kæreste tog en forældrerolle herhjemme. Men det gør han ikke som det er nu, jeg tror ikke det falder ham naturligt og jeg tror måske også bare han er i tvivl om hvordan og hvor grænserne går - agtigt. Han er mere sådan lidt som en bedsteforældre , altså hvor det er hygge og leg og kun tager det "sure" hvis jeg ikke er tilstede. 

Jeg vil faktisk sige at mine forældre sætter flere grænser/griber mere ind, end han gør. 

Mor11 skriver:

Har i hele tiden været fælles om at have forældre /opdrager rolle overfor hinandens børn? 

Jeg tror jeg ville have lettere ved at se det for mig, hvis min kæreste tog en forældrerolle herhjemme. Men det gør han ikke som det er nu, jeg tror ikke det falder ham naturligt og jeg tror måske også bare han er i tvivl om hvordan og hvor grænserne går - agtigt. Han er mere sådan lidt som en bedsteforældre , altså hvor det er hygge og leg og kun tager det "sure" hvis jeg ikke er tilstede. 

Jeg vil faktisk sige at mine forældre sætter flere grænser/griber mere ind, end han gør. 

 

Lege onkel. Det er det samme herhjemme. Igen er vi helt i samme båd 

Mor11 skriver:

Har i hele tiden været fælles om at have forældre /opdrager rolle overfor hinandens børn? 

Jeg tror jeg ville have lettere ved at se det for mig, hvis min kæreste tog en forældrerolle herhjemme. Men det gør han ikke som det er nu, jeg tror ikke det falder ham naturligt og jeg tror måske også bare han er i tvivl om hvordan og hvor grænserne går - agtigt. Han er mere sådan lidt som en bedsteforældre , altså hvor det er hygge og leg og kun tager det "sure" hvis jeg ikke er tilstede. 

Jeg vil faktisk sige at mine forældre sætter flere grænser/griber mere ind, end han gør. 

 

Har du prøvet at bede ham om at være "medopdrager" ? altså hjælpe ham med at finde sin rolle.

Måske er han bange for at blande sig for meget. 

Tommelise skriver:

Har du prøvet at bede ham om at være "medopdrager" ? altså hjælpe ham med at finde sin rolle.

Måske er han bange for at blande sig for meget. 

Vi har snakket lidt om det. Han er meget bange for at det er alt for meget for ungerne når de i forvejen har mig og fars hjem og regler at forholde sig til. Han siger han holder sig til det som jeg ville gøre når han gør noget.

Det er ret svært når han ikke har egen børn synes jeg. Det falder bare ikke naturligt for ham at tage den rolle.. men han har mange meninger om hvordan han tror/ved han selv ville være forældre til egne børn. Men som sagt.. det giver jeg altså ikke så meget for  

Jeg tror st du vil få en mere moden mand der tager mere ansvar mht opdragelse og forældrerollen - hvis han får eget barn.

Hvis I har lyst, skal I da have et barn. Men hvis det kun er for at have et barn der er der fuldtid ville jeg ikke gøre det.

Tjullehej skriver:

Jeg tror st du vil få en mere moden mand der tager mere ansvar mht opdragelse og forældrerollen - hvis han får eget barn.

Hvis I har lyst, skal I da have et barn. Men hvis det kun er for at have et barn der er der fuldtid ville jeg ikke gøre det.

Det er på ingen måde "for at have et barn fuldtid". Det er da faktisk en af faldgruberne som jeg også tænker meget over. Kan vores forhold bærer at der aldrig er børnefri nu hvor vi er vant til at have en del alene tid? 

Og kan jeg klare at stå med 3 unger alene. Min kæreste arbejder på platform og er derfor væk et par uger ad gangen. 

Der er mange tanker. Men ingen af dem går på at det bare er for at have børn fuldtid igen. Det er mere en følelse af at jeg ikke føler mig færdig med at være gravid og have sådan en lille afhængig baby ❤️