Dødt punkt - gode råd?

Åh ja.. så nåede vi det. Det døde punkt.. sexlysten er dalet drastisk , førhen knaldede vi hele tiden og uanset om ungerne var hjemme eller ej (7/7 ordning, mine børn).. nu.. tja. Vi har knaldet 1 gang på de 21 dage hsn har været hjemme. Det er god sex, det er slet ikke det. Men jeg orker ikke at lægge op til det.. jeg tænker tit at nu skal jeg også liiiiiige komme ind i kampen - men når klokken rammer 20.30 er jeg bare træt med træt på.. 

Vi snakker heller ikke så meget mere. Førhen skrev vi sammen over hele dagen. Nu har han et job der er noget mere afskåret fra netværks forbindelser, så det lægger en dæmper på , men udover det, skriver vi måske 5 beskeder til hinanden om aftenen, hvor vi brugte flere timer på skriveri førhen. Han arbejder i udlandet flere uger ad gangen. 

Hjemme er der også ret stille når han har fri. Jeg kommer hjem fra skole og er fyldt op. Jeg elsker mit studie. Men jeg synes ikke han spørger ind og jeg føler jeg taler om noget uinteressant, for ham, hvis jeg starter op. Til gengæld snakker han meget om sit eget job og kollegaer - det er egentlig  okay. Men jeg er også lidt træt af det, fordi jeg selv er fyldt og ikke føler jeg kan komme ud med noget af det på samme måde. Men som sagt har der været ret stille på det sidste .vi går rundt om hinanden og bare er.. snakker kort om aftenens menu, og så er det det. 

Denne her gang har jeg glædet mig til at han tog afsted på job igen.. førhen savnede jeg ham ustyrligt og havde svært ved at affinde mig med det liv hans arbejde fører med sig, hvor jeg skal lide afsavn hele tiden.. men pt er det fint. Jeg føler ikke rigtig noget omkring det, synes jeg .. 

Vi har været sammen i 3år. 

Har i råd til at bryde den lidt triste spiral? Vi har masser af alene tid og har også for nyligt været på ferie sammen. SÅ det er ikke fordi vi mangler at bryde med hverdagen tænker jeg. 

Jeg har følt mig ret presset på studie den seneste tid. Det fylder meget. Men jeg holder det inde. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg ikke forventer forståelse eller en passende reaktion på det. Jeg synes generelt han reagerer uhensigtsmæssigt på følsomme situationer pt. Et eksempel er, Vi var til begravelse af en af mine nærmeste slægtninge for nyligt som jeg holdt meget af. Jeg hulkede. Han sad bare ved siden af og kiggede ligefrem. Han kendte ikke afdøde særlig godt. Jeg forventede nok en trøstende arm om skuldrene eller noget i den stil. Den kom aldrig. Jeg sad bare der med mine tårer og følte mig ret alene i en tosomhed lige der.

Men jeg ved ikke om det kan have betydning for den samlede situation. 

Altså.. om den reaktion til den begravelse har givet dig en grundfølelse af noget trist, det ved jeg jo ikke - men! Jeg kan fortælle dig, at det sandelig havde været en ret stor ting for mit vedkommende. Det havde jeg godt nok haft svært ved at tilgive. Min mand og jeg har været sammen i 7 år og har to børn, uanset hvad, så har han aldrig ladet mig være ked af det alene. Øv for en kedelig reaktion. 

Anonym skriver:

Altså.. om den reaktion til den begravelse har givet dig en grundfølelse af noget trist, det ved jeg jo ikke - men! Jeg kan fortælle dig, at det sandelig havde været en ret stor ting for mit vedkommende. Det havde jeg godt nok haft svært ved at tilgive. Min mand og jeg har været sammen i 7 år og har to børn, uanset hvad, så har han aldrig ladet mig være ked af det alene. Øv for en kedelig reaktion. 

Jeg Tror helt sikkert det har gjort noget. Men om det er det alene , det ved jeg ikke.. 

Jeg synes også det er underligt. Han plejer at være enormt kærlig og hensynsfuld. Tænker på hvad jeg vil blive glad for osv.. men på det sidste er det gået i en anden retning på en eller anden måde. Eller også er han bare rigtig dårlig til at håndtere når jeg er ked .Sådan for alvor... Over noget han ikke kan fixe.

 den anden dag, hvor vi var sammen med familie og snakkede om afdøde, så udbrød han et eller andet ud af det blå med at "og det håndterer xxxxx jo rigtig godt" samtidig med han skar et ansigt som om det var sjovt... ingen kommenterede på det eller gav det opmærksomhed, men jeg blev sgu ked af det.. var det mon et udtryk for at han syntes jeg overreagerede i kirken?? Til en nær og kærs begravelse. Vel var personerne dødeligt syg, og vi vidste h*n skulle dø indenfor 6mdr. Men... Det var et menneske i sin bedste alder og som altid har været en vigtig og positiv del af mit liv. Jeg synes det er en mærkelig opførsel. Så hellere tie hvis man føler sig utilpas i samtalen. 

Det skal ikke lyde som et forsvar for ham, for jeg kender ham jo ikke. Men nogle mennesker har et virkelig akavet forhold til død og det at tale om døden. Det kan være han ikke ikke rigtig evner at forholde sig empatisk i situationer der omhandler død. Hvis han ellers normalt er sød og sympatisk så behøver du måske ikke læse alt for meget ind i det.

IenFart skriver:

Det skal ikke lyde som et forsvar for ham, for jeg kender ham jo ikke. Men nogle mennesker har et virkelig akavet forhold til død og det at tale om døden. Det kan være han ikke ikke rigtig evner at forholde sig empatisk i situationer der omhandler død. Hvis han ellers normalt er sød og sympatisk så behøver du måske ikke læse alt for meget ind i det.

Han har oplevet utrolig mange dødsfald selv. Blandt andet hans far for et par år siden. Jeg tror han har en mekanisme der sætter lidt en distance til det på en eller anden måde. Jeg ved det ikke.. men uanset.. jeg forventede ikke tårer og sorg fra hans side. Men det er alligevel mærkeligt for mig, at han ikke så meget som anerkender den sorg jeg var i / er i. Og ja, kommentaren efterfølgende var bare direkte unødvendig..  

Jeg tror ikke at hans manglende reaktion er tegn på noget dårligt fra hans side eller at det overhovedet var bevidst. Jeg har heller ikke nævnt det for ham. Men jeg har nok konstateret inde i mig selv at jeg hellere tager afsted alene en anden gang. Det havde været mindre ensomt hvis der bare ikke var en til at lægge den hånd eller give den krammer. Eller også havde noget andet familie taget den rolle. Det er jeg faktisk ikke i tvivl om.

Jeg ved som sagt heller ikke om det her er roden til den tilstand vi er i lige nu.. men når jeg skriver om det, er jeg ikke i tvivl om at det helt sikkert er en del af det. Jeg kan godt mærke at jeg bliver påvirket af den følelse jeg sad med . 

Anonym skriver:

Han har oplevet utrolig mange dødsfald selv. Blandt andet hans far for et par år siden. Jeg tror han har en mekanisme der sætter lidt en distance til det på en eller anden måde. Jeg ved det ikke.. men uanset.. jeg forventede ikke tårer og sorg fra hans side. Men det er alligevel mærkeligt for mig, at han ikke så meget som anerkender den sorg jeg var i / er i. Og ja, kommentaren efterfølgende var bare direkte unødvendig..  

Jeg tror ikke at hans manglende reaktion er tegn på noget dårligt fra hans side eller at det overhovedet var bevidst. Jeg har heller ikke nævnt det for ham. Men jeg har nok konstateret inde i mig selv at jeg hellere tager afsted alene en anden gang. Det havde været mindre ensomt hvis der bare ikke var en til at lægge den hånd eller give den krammer. Eller også havde noget andet familie taget den rolle. Det er jeg faktisk ikke i tvivl om.

Jeg ved som sagt heller ikke om det her er roden til den tilstand vi er i lige nu.. men når jeg skriver om det, er jeg ikke i tvivl om at det helt sikkert er en del af det. Jeg kan godt mærke at jeg bliver påvirket af den følelse jeg sad med . 

Uanset, så synes jeg så absolut, at du bør fortælle ham hvordan du har det med hele oplevelsen. Han skal have en mulighed for at råde bod på det hele. Måske du i virkeligheden skulle læse noget af det her højt for ham. Hvis altså han er tolerant overfor den måde at dele sit liv med fremmede på. Stor krammer til dig, det er ikke bare sådan lige at miste en kær trods sygdom.