Had til mig selv

Hej

Jeg er grædefærdig og skriver nok mest for at komme ud med det til andre som kan forstå mig. 

Står nu og skal være alene med min datter på 7 måneder. Jeg hader mig selv så meget og føler jeg er verdens mest forfærdelige person. At jeg kan sætte et menneske til verden og så allerede nu, gøre hende til skilsmissebarn. Det var min værste frygt. Jeg fortryder ikke at jeg fik hende, men lige nu ville jeg ønske at jeg kunne gå tilbage og se tingene med andre øjne. Se på mit ægteskab og vide at det sejlede. Tænk at jeg kan være så egoistisk og få hende alligevel. Forstår slet ikke at folk får børn med fremmede de ikke kender eller får børn velvidende om at det hele sejler. Jeg er nu blevet en af dem jeg ikke kan lide. 

Selvom jeg ved at jeg skal mande mig op og være der for min datter, så synes jeg det  hele er så uvirkeligt. Det var ikke det her hun skulle opleve. Hun skulle have sin mor og far sammen for altid. Vi skulle kæmpe for hinanden så vi kunne kæmpe for hende. F... jeg er vred og ville ønske at dagen i går aldrig var sket. At jeg havde sagt tingene anderledes eller han havde reageret som jeg håbede. Det gør ondt at skulle undvære en som jeg både elsker og hader lige højt. 

Ville ønske jeg kunne tage ham tilbage og det hele ville blive godt. Men det kan jeg ikke. Det er ikke muligt lige nu,da jeg vil fortryde når jeg kan tænke klart. 

Tak fordi jeg må komme ud med det. Er så vred og at se på min datter og vide hvilket liv der venter hende, er ikke rart for mig lige nu. Naturligvis er det bedre for hende med 2 forældre som er glade hver for sig, end sure sammen. 

Anonym skriver:

Hej

Jeg er grædefærdig og skriver nok mest for at komme ud med det til andre som kan forstå mig. 

Står nu og skal være alene med min datter på 7 måneder. Jeg hader mig selv så meget og føler jeg er verdens mest forfærdelige person. At jeg kan sætte et menneske til verden og så allerede nu, gøre hende til skilsmissebarn. Det var min værste frygt. Jeg fortryder ikke at jeg fik hende, men lige nu ville jeg ønske at jeg kunne gå tilbage og se tingene med andre øjne. Se på mit ægteskab og vide at det sejlede. Tænk at jeg kan være så egoistisk og få hende alligevel. Forstår slet ikke at folk får børn med fremmede de ikke kender eller får børn velvidende om at det hele sejler. Jeg er nu blevet en af dem jeg ikke kan lide. 

Selvom jeg ved at jeg skal mande mig op og være der for min datter, så synes jeg det  hele er så uvirkeligt. Det var ikke det her hun skulle opleve. Hun skulle have sin mor og far sammen for altid. Vi skulle kæmpe for hinanden så vi kunne kæmpe for hende. F... jeg er vred og ville ønske at dagen i går aldrig var sket. At jeg havde sagt tingene anderledes eller han havde reageret som jeg håbede. Det gør ondt at skulle undvære en som jeg både elsker og hader lige højt. 

Ville ønske jeg kunne tage ham tilbage og det hele ville blive godt. Men det kan jeg ikke. Det er ikke muligt lige nu,da jeg vil fortryde når jeg kan tænke klart. 

Tak fordi jeg må komme ud med det. Er så vred og at se på min datter og vide hvilket liv der venter hende, er ikke rart for mig lige nu. Naturligvis er det bedre for hende med 2 forældre som er glade hver for sig, end sure sammen. 

Er du helt afklaret med hvad du vil?

Stop med at banke dig selv i hovedet . 

Det er ikke verdens undergang at være skilsmissebarn. Især ikke hvis alternativet er to forældre, der skændes hele tiden. Din datter er så lille, at hun ikke vil huske, at hendes mor og far har været sammen, så for hende vil det være naturligt, at mor og far bor hver for sig. Selvfølgelig er det ikke direkte sjovt at være skilsmissebarn, men det kan nogle gange være det bedste valg.

Nu aner jeg jo ikke, hvad der ligger til grund for det du skriver. Men altså er du sikker på, at du vil skilles? Er det en velovervejet beslutning og ikke bare noget, I har sagt i et ophedet øjeblik?

Mange problemer kan løses ved at snakke og forbedre sin kommunikation. For jeg giver dig da ret i af, man skal kæmpe for sit ægteskab - især når man har børn.

Morogbarn skriver:

Stop med at banke dig selv i hovedet . 

Det er ikke verdens undergang at være skilsmissebarn. Især ikke hvis alternativet er to forældre, der skændes hele tiden. Din datter er så lille, at hun ikke vil huske, at hendes mor og far har været sammen, så for hende vil det være naturligt, at mor og far bor hver for sig. Selvfølgelig er det ikke direkte sjovt at være skilsmissebarn, men det kan nogle gange være det bedste valg.

Nu aner jeg jo ikke, hvad der ligger til grund for det du skriver. Men altså er du sikker på, at du vil skilles? Er det en velovervejet beslutning og ikke bare noget, I har sagt i et ophedet øjeblik?

Mange problemer kan løses ved at snakke og forbedre sin kommunikation. For jeg giver dig da ret i af, man skal kæmpe for sit ægteskab - især når man har børn.

 

Jeg er selv skilsmissebarn, dog først fra 6 års alderen, så nåede at opleve min mor og far sammen. Ved godt at mange vokser fint op sådan, men nu havde jeg sat mig for at hvis jeg bragte et barn til verden, så var det ikke for at ende her. Selvom man naturligvis aldrig kan kende fremtiden. 

Desværre som det ser ud nu, så er der ingen anden udvej. Vi kan ikke være der for hinanden når det er vigtigst for vi gør hinanden syge. Dvs. Hvis den ene er helt nede så kan den anden have svært ved at holde humøret oppe og på den måde gøre det hele værre. Min mands kampe med sig selv fylder så meget at han ikke er i stand til at tage sig af vores datter eller i det hele taget noget. Hans humør er så svingende at jeg ikke tør sige ja eller nej uden at vide om det var rigtigt. Jeg måtte sige stop fordi han har brug for hjælp og brug for at finde sig selv og ikke blot leve for at leve. Han ville ikke lytte til mig når jeg bad ham om at tage fat i forskellige fagfolk og gøre noget ved det. Jeg kunne ikke holde ud at se på det mere og han blev naturligvis sur over det og ja så endte det i skænderi. Han har hvilet på mig og jeg har desværre ikke hjulpet ham op. Kun været efter ham og ikke støttet ham som han nok havde brug for. Jeg følte bare jeg selv var afkræftet af lidt søvn, en datter der kræver meget og et hjem der hele tiden hobede sig op med alt. Kunne ikke engang overskue at gøre rent efter min datter havde fået mad. Jeg følte selv jeg blev syg af at han bare var syg. Håber da han kommer ovenpå igen, men han har desværre fået lidt af hans fars gener, der nægter at indse hvor syg han er og tager fat i fagfolk. Vil klare at selv og tror at tiden er rigeligt. 

Jeg er bare så vred over at jeg var nødsaget til det her. Vi ødelægger hinanden og han bliver aldrig rask så længe han er her. Normalt ville den anden ægtefælle jo være den bedste støtte for en syg person, men ikke i det her tilfælde. Håber han kommer ovenpå så vi måske kan finde sammen igen. Jeg vil ikke lade mig skille lige nu og her for der er jo et håb.