
Skrevet af Helene Treschow

Annonce
Familieadvokat Helene Treschow fortæller her om muligheder og udfordringer ved konfirmationen - gør den til en festdag og ikke en konfliktdag. Når I kender reglerne, kan I lettere tale om det
Det er snart tid til årets konfirmationer. Mange familier nyder forberedelserne, og glæder sig til den store dag. I delebørnsfamilier kan forberedelserne være forbundet med udfordringer, såsom at blive enige om økonomien omkring barnets konfirmation.
Kan ikke blive enige
Hvis I ikke kan blive enige, kan bopælsforælderen ansøge Statsforvaltningen om konfirmationsbidrag. Når Statsforvaltningen vurderer ansøgningen, har det betydning, om I har fælles forældremyndighed over jeres barn.
Fælles forældremyndighed
Har I fælles forældremyndighed, kan du som samværsforælder selv vælge, hvordan du vil opfylde forsørgelsespligten, når jeres barn skal konfirmeres. Med andre ord, Statsforvaltningen fastsætter ikke et konfirmationsbidrag, hvis du som samværsforælder allerede opfylder din forsørgelsespligt til jeres barns konfirmation.
Hvornår gør du som samværsforælder så det? Det gør du typisk, hvis du f.eks. selv holder en konfirmationsfest for jeres barn. Et andet eksempel kan være, at du som samværsforælder tager jeres barn med på en rejse i anledning af konfirmationen.
Du kan ikke opfylde forsørgelsespligten ved ”bare” at give jeres barn en stor konfirmationsgave.
I kan også selv aftale, at samværsforælderen skal betale konfirmationsbidrag, og så behøver Statsforvaltningen ikke blive involveret. Men hvis du vil sikre, at konfirmationsbidraget udbetales forskudsvist af Udbetaling Danmark, skal Statsforvaltningen fastsætte bidraget.
Hvis den ene har forældremyndigheden
Har den ene af jer forældremyndigheden alene, og stået med udgifter til konfirmationen, vil Statsforvaltningen normalt fastsætte et konfirmationsbidrag. Uanset om du som samværsforælder har haft nogle udgifter i anledning af jeres barns konfirmation. Der tages kun hensyn til ”den slags udgifter”, hvis det er sket efter aftale med den anden forælder.
Statsforvaltningen kan afslå at fastsætte et konfirmationsbidrag, eller nedsætte det, hvis du som samværsforælder har indbetalt til en børneopsparing, der er oprettet til dækning af udgifterne ved konfirmationen, og som kommer til udbetaling, når jeres barn fylder 14 år.
Skal ikke konfirmeres
Skal jeres barn ikke konfirmeres, kan Statsforvaltningen fastsætte et beklædningsbidrag, hvis du som bopælsforælder har afholdt udgifter, f.eks. til en fest. Beklædningsbidraget kan fastsættes på det tidspunkt, hvor jeres barns skolekammerater bliver konfirmeret.
Beklædningsbidragets størrelse er det samme som konfirmationsbidraget. Ansøgning om beklædningsbidrag skal være modtaget i Statsforvaltningen tidligst på jeres barns 13 års fødselsdag og senest på jeres barns 15 års fødselsdag.
Generelt
Konfirmationsbidrag i 2019 er 3.684 kr. Statsforvaltningen fastsætter konfirmationsbidrag, uanset hvordan samværsforælderens økonomiske forhold ser ud. Konfirmationsbidraget er fradragsberettiget for samværsforælderen og ikke skattepligtigt for modtageren.
Rent praktisk kan du som bopælsforælder finde en digital ansøgningsblanket på Statsforvaltningens hjemmeside. Ansøgningen skal være modtaget i Statsforvaltningen senest dagen før jeres barns konfirmation. Hvis du sender ansøgningen senere, mister du retten til at få fastsat konfirmationsbidrag. Du kan tidligst søge 3 måneder før barnets konfirmation.
Til sidst har jeg tilbage at sige, at jeg håber jeres barns konfirmation bliver præcist som jeres barn ønsker sig. Lad ikke spørgsmål om, hvordan I skal betale til jeres barns konfirmation fylde for meget. Det spolerer glæden omkring forberedelserne og spændingen for jeres barn.
Kan I ikke blive enige, så søg bidraget. Og ellers er du altid velkommen til at kontakte mig. Som familieadvokat igennem mere end 10 år (og mor til tre), har jeg stor ekspertise i spørgsmål omkring børn, herunder i forhold til forældremyndighed, bopæl, samvær og bidrag.
Læs resten