Jer der har fortrudt børn...

Efter at have fuldt de forskellige debatter om folk der helt eller delvist har fortrudt forældreskabet har jeg gjort mig en del tanker... så nu spørger jeg og håber der er nogle af jer der vil svare:-)    1)hvordan er forholdet til jeres egne forældre, har de mon også fortrudt? 2)hvor gamle var i da i fik børn. Tænker forældreskabet måske er sværere hvis man er ældre og har et velfungerende liv inden? 3) var i tilfredse med livet inden børn? 4)tror i at i ville have fortrudt forældreskabeti samme grad hvis der havde været andre livsvilkår, f.eks. Økonomi til at blive hjemme med barnet så der ikke var stress over arbejde eller andre løsninger?      

Jeg vil gerne svare. 

1. Mit forhold til mine egne forældre var rigtig dårligt (og af samme årsag ikke længere eksisterende). Begge mine forældre voksede op med både fysisk og psykisk vold, og har desværre udsat mig for psykisk omsorgssvigt. Jeg var slet ikke bevidst om det dysfunktionelle familie forhold jeg var en del af, før jeg selv blev mor. Jeg valgte at få barn for at skabe den kernefamilie, jeg aldrig havde haft. En virkelig dårlig idé (skelletterne kom væltende ud af skabet)

2+3. Jeg var 24 år og min mand 25 år. Vi var nygifte, studerende og lykkelige. Eneste minus var da mine forældre slog hånden af mig. Jeg nød mit studieliv, havde gode veninder og frivillig arbejde. Så jeg var meget tilfreds, selv om det var småt med pengene.

4. Jeg ville have ventet til jeg havde fået bearbejdet total traumatisk barndom, brudt med mine forældre og været flyttet til den anden ende af landet  (som jeg er i dag). Eventuelt have ventet til, at både manden og jeg havde været i job. Ikke at økonomi kan erstatte en sød og kærlig familie, men det kunne gøre ting nemmere (rengøringshjælp, batnepige, bil osv)