Kalder bonusfar for far

Hej alle. 

Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal stille op med følgende. Min søn på 6 år kalder min kæreste for far, men han er kun hans bonusfar.

Min kæreste har været i min søns liv siden min søn var 2. Han har altid været en drøm af en bonusfar. Varm, indlevende, god til at lege og udforske. Min søn er meget knyttet til ham og i børnehaven fortæller de at han ofte taler om bonusfar.

I midlertidig har min søn jo også en rigtig far som han ser 7/7. Hans rigtige far er ikke en dårlig far, men er måske ikke så god til at lege og er meget fokuseret på karriere hvorfor han ofte kommer sent hjem og ikke har megen kvalitetstid med vores søn. Jeg har indtryk af det mest er bonusmor der ligesom har forældrerollen hjemme hos dem. Hun er k øvrigt også helt fantastisk.

Nu er min søn de sidste måneder begyndt at omtale bonus som far. Ikke i sjov, provokation eller lignende, men i ramme alvor. Han kan sige, når min kæreste henter "faaar!! (løber ind i hans favn", eller hjemme når han kalder på ham kalder han faaaaar. Eller siger "jeg vil sidde ved siden af far idag". 

Vi siger til ham, at det er dejligt han er glad for min kæreste, men at han ikke er hans far. At han gerne må kalde ham bonusfar eller ved navn. Andre tilfælde siger min kæreste "åh, jeg elsker også dig, men jeg er bonusfar, ikke din far. Du har jo en far". Men det er som om det ikke rigtig hæfter sig, og ind i mellem virker han ked af det når han bliver korrigeret.

Hvordan ville i håndtere det? 

Hej alle. 

Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal stille op med følgende. Min søn på 6 år kalder min kæreste for far, men han er kun hans bonusfar.

Min kæreste har været i min søns liv siden min søn var 2. Han har altid været en drøm af en bonusfar. Varm, indlevende, god til at lege og udforske. Min søn er meget knyttet til ham og i børnehaven fortæller de at han ofte taler om bonusfar.

I midlertidig har min søn jo også en rigtig far som han ser 7/7. Hans rigtige far er ikke en dårlig far, men er måske ikke så god til at lege og er meget fokuseret på karriere hvorfor han ofte kommer sent hjem og ikke har megen kvalitetstid med vores søn. Jeg har indtryk af det mest er bonusmor der ligesom har forældrerollen hjemme hos dem. Hun er k øvrigt også helt fantastisk.

Nu er min søn de sidste måneder begyndt at omtale bonus som far. Ikke i sjov, provokation eller lignende, men i ramme alvor. Han kan sige, når min kæreste henter "faaar!! (løber ind i hans favn", eller hjemme når han kalder på ham kalder han faaaaar. Eller siger "jeg vil sidde ved siden af far idag". 

Vi siger til ham, at det er dejligt han er glad for min kæreste, men at han ikke er hans far. At han gerne må kalde ham bonusfar eller ved navn. Andre tilfælde siger min kæreste "åh, jeg elsker også dig, men jeg er bonusfar, ikke din far. Du har jo en far". Men det er som om det ikke rigtig hæfter sig, og ind i mellem virker han ked af det når han bliver korrigeret.

Hvordan ville i håndtere det? 

Jeg ville helt klart “ignorere” når han sagde far også sige “lad os finde lånet helt særligt kælenavn til min. Jeg vil så gerne være DIN papa, far-Thomas, pappi, dad ect” alt efter hvad I vælger. Også lad ham få følelsen af, at det navn er noget særligt de har sammen. :-) 

så har din søn et alternativ og får opfyldt følelsen af, at dun kæreste er knyttet særligt til ham. For det er jo nok det, som brugen af “far” symboliserer. Så i stedet for at bede ham holde op eller fortælle ham, at den tilknytning og det navn tilhører en anden, så har han et alternativt 

så når din søn råber “faaaaar” efter ham, så siger din kæreste tilbage “hov jeg synes nogen råbte efter deres pappa” 

Åh det er så svært. Jeg synes ovenstående er et godt bud, men samtidig har jeg det også lidt sådan - hvorfor skal vi som voksne bestemme det? Det vi blander ind i det, er voksenfølelser, som at far nok ikke vil bryde sig om det. Men, så længe drengen 200% selv har valgt titel til bonus, så ville jeg faktisk ikke rette det. Men tale med far om det, sige det som det er.  Jeg ville gøre det samme  hvis bonusmor blev kaldt for mor. Ville det stikke i mit eget moderhjerte i starten ? Ja da! Men det ville være vigtigere for mig at være lykkelig over at min dreng havde så nært et forhold til sine bonus'er, at han anså dem for rigtige forældre. 

Jeg tror sagtens en 6 årig kan finde ud af hvem der er biologiske forældre og hvem der ikke er, det handler om at han føler sig ligeså knyttet til bonus som var det også hans rigtige far.

Hvis der ikke var et aspekt der hed "hensynet til de voksne" ville man så rette barnet når det fandt på et kaldenavn til nogen? Jeg har et barn der kalder mig noget helt andet end mor, selvom ingen andre har kaldt mig det nogensinde. Det er bare opstået, og jeg ville da aldrig rette og sige "nej, jeg er din mor"  

Det her er en ret anderledes situation for det er vores plejebarn der samtidig er vores barnebarn,

Han flyttede ind fast som 15 mdr - vi har selv en søn der er på samme alder ,og W begyndte hurtigt at kalde os for far og mor akkurat som vores andre børn.

Vi var under godkendendelse og dermed var der proff hjælp ind over som fx en børne psyk.

Jeg luftede min bekymring ,og han sagde at alle børn har brug for tilhørsforhold.

At være en del af "flokken" og at kalde nogen man godt ved ikke er ens forældre for fx far er tillid og kærlighed. 

Han viser at han føler sig tæt på hans bonusfar ,at han vil ham og istedet for at sige han elsker ham siger han far. 

Her fik vi af vide at vi aldrig måtte sig nej jeg er ikke din mor -du skal kalde mig xxx osv

Vi skulle itale sætte os selv istedet for så han altid blev mindet om hvem vi var uden at blive afvist. 

W ser hans forældre og kalder dem for mor og far - men hans tilknytning er hos os og kalder os stadig for mor og far.

Han har lige været under udredning og børne psyk sagde det samme som vi fik af vide for over 5 år siden 

Jeg gik også og tænkte på om vi skulle finde på et andet navn som fx momse eller andet men det sagde de var unødvendigt og at w har brug for at sige MOR til hende som er tættest på hans hjerte ,og hvor han føler tillid kærlighed og omsorg - ( måske det er det samme for din søn ,at han ser sin bonus som mere far end hans biologiske far) 

Måske du skulle tale med biiofar? Gøre ham bekndt med at jeres søn er ved at få større tilknytning til bonusfar - og nu skla han på banen .

Børn ikke har godt af at blive afvist - og så længe de godt kender de "rigtige " forhold er det vigtigt at blive mødt med forståelse og åbne arme når han viser den store tillid til din kæreste at kalde ham far. 

Se det som en kærlighedserklæring,og så bare fortsæt med at sige din kærestes navn når du omtaler ham over for din søn .

Ikke samme situation det ved jeg godt- men måske du alligevel kan bruge det lidt- 

Kærlighed sidder ikke i biologien - men i hvem der er tættest på ens hjerte. 

Carina:-) skriver:

Det her er en ret anderledes situation for det er vores plejebarn der samtidig er vores barnebarn,

Han flyttede ind fast som 15 mdr - vi har selv en søn der er på samme alder ,og W begyndte hurtigt at kalde os for far og mor akkurat som vores andre børn.

Vi var under godkendendelse og dermed var der proff hjælp ind over som fx en børne psyk.

Jeg luftede min bekymring ,og han sagde at alle børn har brug for tilhørsforhold.

At være en del af "flokken" og at kalde nogen man godt ved ikke er ens forældre for fx far er tillid og kærlighed. 

Han viser at han føler sig tæt på hans bonusfar ,at han vil ham og istedet for at sige han elsker ham siger han far. 

Her fik vi af vide at vi aldrig måtte sig nej jeg er ikke din mor -du skal kalde mig xxx osv

Vi skulle itale sætte os selv istedet for så han altid blev mindet om hvem vi var uden at blive afvist. 

W ser hans forældre og kalder dem for mor og far - men hans tilknytning er hos os og kalder os stadig for mor og far.

Han har lige været under udredning og børne psyk sagde det samme som vi fik af vide for over 5 år siden 

Jeg gik også og tænkte på om vi skulle finde på et andet navn som fx momse eller andet men det sagde de var unødvendigt og at w har brug for at sige MOR til hende som er tættest på hans hjerte ,og hvor han føler tillid kærlighed og omsorg - ( måske det er det samme for din søn ,at han ser sin bonus som mere far end hans biologiske far) 

Måske du skulle tale med biiofar? Gøre ham bekndt med at jeres søn er ved at få større tilknytning til bonusfar - og nu skla han på banen .

Børn ikke har godt af at blive afvist - og så længe de godt kender de "rigtige " forhold er det vigtigt at blive mødt med forståelse og åbne arme når han viser den store tillid til din kæreste at kalde ham far. 

Se det som en kærlighedserklæring,og så bare fortsæt med at sige din kærestes navn når du omtaler ham over for din søn .

Ikke samme situation det ved jeg godt- men måske du alligevel kan bruge det lidt- 

Kærlighed sidder ikke i biologien - men i hvem der er tættest på ens hjerte. 

Jeg er meget enig det eneste jeg tænker er, jeg tror ikke drengen ser bonus som værende tættere eller mere far end bio far.

Jeg har selv 7/7 ordning og en bonusfar i mit hjem - og den store (7år) taler ofte om at han har 2 fædre - dog kalder han ikke bonus for far, men ofte siger han at han også er hans far. Bio og bonus er 2 vidt forskellige mennesker og har helt forskelligt tag på børnene, men fordi vi netop har 7/7 tror jeg det er muligt for ungerne at anse den ene som ligeså god som den anden, da de fylder lige meget i deres liv. De har bare hver deres kvaliteter  

Ej hvor er det fantastisk at bonuserne, er så stor og normal en del, af jeres barns liv. Og dejligt at høre at de blir værdsat og respekteret.

Jeg tænker som de andre, at man jo sagtens ka gi bonusfar, et andet far ord, så som dad osv. 

Min kærestes bonus far hedder ebbe, men alle kalder ham foffi. Vh Stine 

Mor11 skriver:

Jeg er meget enig det eneste jeg tænker er, jeg tror ikke drengen ser bonus som værende tættere eller mere far end bio far.

Jeg har selv 7/7 ordning og en bonusfar i mit hjem - og den store (7år) taler ofte om at han har 2 fædre - dog kalder han ikke bonus for far, men ofte siger han at han også er hans far. Bio og bonus er 2 vidt forskellige mennesker og har helt forskelligt tag på børnene, men fordi vi netop har 7/7 tror jeg det er muligt for ungerne at anse den ene som ligeså god som den anden, da de fylder lige meget i deres liv. De har bare hver deres kvaliteter  

Nej vores situation er anderledes end ts-

Og derfor ikke helt sammenligens- det var også mere for at give et input på at det ikke er godt at "afvise" et barn men derimod se det som en kærlighedserklæring at han gerne vil kalde ham far. 

Anonym skriver:

Hej alle. 

Vi er lidt i tvivl om, hvad vi skal stille op med følgende. Min søn på 6 år kalder min kæreste for far, men han er kun hans bonusfar.

Min kæreste har været i min søns liv siden min søn var 2. Han har altid været en drøm af en bonusfar. Varm, indlevende, god til at lege og udforske. Min søn er meget knyttet til ham og i børnehaven fortæller de at han ofte taler om bonusfar.

I midlertidig har min søn jo også en rigtig far som han ser 7/7. Hans rigtige far er ikke en dårlig far, men er måske ikke så god til at lege og er meget fokuseret på karriere hvorfor han ofte kommer sent hjem og ikke har megen kvalitetstid med vores søn. Jeg har indtryk af det mest er bonusmor der ligesom har forældrerollen hjemme hos dem. Hun er k øvrigt også helt fantastisk.

Nu er min søn de sidste måneder begyndt at omtale bonus som far. Ikke i sjov, provokation eller lignende, men i ramme alvor. Han kan sige, når min kæreste henter "faaar!! (løber ind i hans favn", eller hjemme når han kalder på ham kalder han faaaaar. Eller siger "jeg vil sidde ved siden af far idag". 

Vi siger til ham, at det er dejligt han er glad for min kæreste, men at han ikke er hans far. At han gerne må kalde ham bonusfar eller ved navn. Andre tilfælde siger min kæreste "åh, jeg elsker også dig, men jeg er bonusfar, ikke din far. Du har jo en far". Men det er som om det ikke rigtig hæfter sig, og ind i mellem virker han ked af det når han bliver korrigeret.

Hvordan ville i håndtere det? 

Står med min egen bonusdatter på i dag 11 år som jeg har kendt siden hun lige knapt blev 4, og igennem alle de år har hun primært boet hos sin mor, men hun kalder mig stadig mor fra tid til anden. Jeg og min mand brugte mange kræfter på det da hun var yngre at fortælle hende at jeg ikke var hendes mor. Men som hun er blevet ældre stoppede vi lige så stille og blev enige om at hvis det var det hun ville kalde mig så var det hendes valg, så længe vi aldrig prøvede at sige det var hvad hun skulle kalde mig. For min bonus var det fordi hun så mig som en mor, jeg gjorde det samme som hendes mor og jeg behandlede hende som hendes mor. Hun bruger skiftevis mor og mit navn når hun kalder eller snakker til mig eller om mig til hendes far. 

For min bonus har det så også været ude i det offentlige hun ville ikke forklare folk hele tiden at jeg ikke var hendes mor, og hun ville ikke have jeg modsagde dem hvis fremmede omtalte mig som mor. 

Bonus og jeg har en aftale om at når vi er sammen med hendes rigtige mor så er der kun en der kaldes mor og det er hendes mor og det har hun det fint med   

Et navn som er givet ud af kærlighed hvilket det er hvis man bliver kaldt mor eller far ville jeg ikke kræve af et barn at de ikke må udtrykke. Det lyder også meget mærkeligt hvis man kalder bonusmor eller bonusfar. Hvis folk spørger hvem jeg er så siger hun jeg er hendes bonusmor, så hun kender godt forskellen og det har hun altid gjort