Får man mere overskud når beslutningen er truffet?

Mit og mandens forhold er dødsdømt og har været det i årevis. Vi har to børn sammen der begge er i børnehavealderen. der er INTET tilbage der minder det mindste om et forhold og der har ikke været det i flere år. Vi har gået om den varme grød længe og tror ingen af os rigtig tør sige noget eller tage springet. 

Manden sagde dog tidligere: jeg har ikke mere at give af. Det var det. 

Vi er helt stoppet med at tale sammen. Det er virkelig få ord vi udveksler i løbet af en dag og det dræner mig for vildt for energi. 

Jeg tænker på om det så ikke er bedre at få det "overstået" og gå hvert til sit så der ikke er den der anstrengte stemning.

men så bekymrer det mg hvordan det vil påvirke børnene at blive skilsmissebørn og skulle undvære far i hverdagen. Og hvad vil folk omkring mig tænkte.. 

vil rigtig gerne høre fra andre der står eller har stået i en lignende situation. 

Kære du

Sikke træls en situation. Det lyder som “spild af liv” og som om, I alle vil have bedst af at komme videre hver for sig.

Jeg tænker at I sikkert har prøvet alt, terapi, osv.? Ellers er det måske sidste skud i bøssen - i terapi kan I også få hjælp til at træffe den svære beslutning sammen og komme godt igennem skilsmissen, ikke mindst for jeres børn.

Jeres omverden vil forhåbentlig forstå, at I gjorde hvad I kunne - og ellers hul i dem. Og selvfølgelig er det en sorg for dine børn. Det kan næppe blive anderledes - men de forhold I lever under lige nu lyder virkelig heller ikke sunde for dem. Hvem siger I øvrigt, at det er far de skal undvære mest? Man kan jo indrette sig, som man ønsker?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Kære du

Sikke træls en situation. Det lyder som “spild af liv” og som om, I alle vil have bedst af at komme videre hver for sig.

Jeg tænker at I sikkert har prøvet alt, terapi, osv.? Ellers er det måske sidste skud i bøssen - i terapi kan I også få hjælp til at træffe den svære beslutning sammen og komme godt igennem skilsmissen, ikke mindst for jeres børn.

Jeres omverden vil forhåbentlig forstå, at I gjorde hvad I kunne - og ellers hul i dem. Og selvfølgelig er det en sorg for dine børn. Det kan næppe blive anderledes - men de forhold I lever under lige nu lyder virkelig heller ikke sunde for dem. Hvem siger I øvrigt, at det er far de skal undvære mest? Man kan jo indrette sig, som man ønsker?

Det vil helt naturligt være mig de ville skulle bo hos da fars arbejde ikke kan fungere med at skulle sørge for dem i hverdagen og samtidig er de også mest knyttet til mig...

vi har ikke prøvet terapi og er egentlig helt derude hvor jeg slet ikke har lyst til at prøve at redde det. Jeg er dog ikke i tvivl om at vi ville kunne samarbejde efterfølgende- det er jeg helt sikker på vi ville klare uden problemer. Vil bare ikke lægge et pres på mine børn og risikerer at de får en skidt periode.. det er faktisk det værste. Og så tør jeg heller ikke taget skridtet og det er så anstrengende hele tiden at vente på den anden gør det... 

Jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig føler med dig, og jeg har selv haft det på præcis samme måde.

Jeg har også i perioder virkelig ønsket, at min mand gik fra mig, så jeg slap for at tage beslutningen - jeg var fuldstændig kørt sur i det og blev primært for børnenes skyld. Vi er ikke sådan nogen som skændes eller noget - vi er rigtig gode venner, men jeg har bare absolut ingen kærlighedsfølelser længere...

Det har kørt op og ned i mange år og nu er jeg efterhånden der, hvor det er tid til at tage det endelige skridt. Jeg fortryder faktisk, at jeg ikke gjorde det tidligere, men pga sygdom havde jeg bare heller ikke overskuddet til det. Det er en svær beslutning, men det lyder altså lidt som om, at det er det rigtige for dig. Ja det er hårdt for børnene, men så længe i samarbejder ordentligt, så skal de nok finde roen i det.

Anonym skriver:

Mit og mandens forhold er dødsdømt og har været det i årevis. Vi har to børn sammen der begge er i børnehavealderen. der er INTET tilbage der minder det mindste om et forhold og der har ikke været det i flere år. Vi har gået om den varme grød længe og tror ingen af os rigtig tør sige noget eller tage springet. 

Manden sagde dog tidligere: jeg har ikke mere at give af. Det var det. 

Vi er helt stoppet med at tale sammen. Det er virkelig få ord vi udveksler i løbet af en dag og det dræner mig for vildt for energi. 

Jeg tænker på om det så ikke er bedre at få det "overstået" og gå hvert til sit så der ikke er den der anstrengte stemning.

men så bekymrer det mg hvordan det vil påvirke børnene at blive skilsmissebørn og skulle undvære far i hverdagen. Og hvad vil folk omkring mig tænkte.. 

vil rigtig gerne høre fra andre der står eller har stået i en lignende situation. 

Det er på sådan et tidspunkt her, at det er okay at være “egoistisk” og lige sættte sig selv først. I skal da ikke leve sådan. Og børn er gladere når forældrene er, de mærker da den anstrengte stemning hver dag. De skal nok vende sig til i er hver for sig, de er heller ikke de eneste børn i dne situation. Ove ret evt ikke at flytte for langt væk fra faren, så de hr mulighed for at se hinanden hvis savnet bliver for stort.