Jer med mænd, der rejser/arbejder meget...

...og måske også har små børn. Har I det bare fint med, at I står alene med størstedelen af ansvaret for hjem og børn, mens jeres mænd er væk? 

Min mands arbejde er ved at udvikle sig i en retning, hvor han kommer til at arbejde mere og rejse mere. Selvom hans løn bliver bedre og han elsker det, han laver, har jeg bare så svært ved at være den, der bliver efterladt med madpakker, hente-bringe-helvedet og absolut ingen sammenhængende nattesøvn. 

Jeg har også drømme for min karriere, men to barsler i rap har betydet, at jeg altså er noget bagefter i forhold til min mand, og nu føler jeg mig bare endnu mere sat tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være den her rummelige kone, der helt cool styrede hjemmet og syntes det var helt cool, at min mand drønede verden rund og gjorde karriere, men det er jeg bare ikke... agh!

Min mand arbejder meget, også i udlandet. 

Sidste år var jeg alene i 1/3 af året, hvor han var på den anden side af jorden for at arbejde.. Jeg kan huske, at jeg synes det var vildt spændende og fascinerende at han rejste rundt i de første år, men i takt med at børnene er kommet, så synes jeg det er hårdt! 

Det værste er faktisk perioden, når han kommer hjem igen.. for der har jeg jo lavet min egen rutine, og så er han lidt “i vejen” og jeg har vænnet mig til at være alene. 

Pengene er gode og det er et mega priviligeret liv vi har, men det er SÅ svært at forklare især vores store barn, hvorfor far er så meget væk. 

Jeg ved jo hvad jeg har sagt ja til, men det er vores børn som betaler prisen for at far er væk.

Rent egoistisk er jeg også efterhånden lidt indebrændt på min mand, fordi jeg er så begrænset ift. Karrieremuligheder, fordi jeg ofte står med det hele selv, og ikke kan tage overarbejde eller lign.

Det er jo luksusproblemer, men det fylder mere og mere for mig i takt med at rejsedagene er blevet oftere. 

Det kan jeg egentlig godt forstå, at du har svært ved. Det ville jeg også have, så længe det kun gik den ene vej. Jeg elsker at give min partner plads til de ting han gerne vil, men det fungerer selvfølgelig begge veje - og jeg ønsker heller ikke et familieliv hvor hjem og børn primært er mors projekt. Jeg elsker at tage mig at vores børn, men forventer det samme af ham. Så vi skiftes, så godt vi kan. De første par år med børn fik jeg lov at rykke på karrieren, og nu har han sagt ja til en lederstilling, mens jeg for en stund har sagt ja til et job, det ikke er mere krævende end som så. Vi deles om barslestjansen så godt vi kan, og vi forsøger at udligne eventuelle økonomiske forskelle mellem os i forhold til fx pensionsopsparinger og forsikringer, mv.

Kort sagt - jeg trives bedst, hvor der er plads til os begge to og de ting vi gerne vil hver især.

Anonym skriver:

...og måske også har små børn. Har I det bare fint med, at I står alene med størstedelen af ansvaret for hjem og børn, mens jeres mænd er væk? 

Min mands arbejde er ved at udvikle sig i en retning, hvor han kommer til at arbejde mere og rejse mere. Selvom hans løn bliver bedre og han elsker det, han laver, har jeg bare så svært ved at være den, der bliver efterladt med madpakker, hente-bringe-helvedet og absolut ingen sammenhængende nattesøvn. 

Jeg har også drømme for min karriere, men to barsler i rap har betydet, at jeg altså er noget bagefter i forhold til min mand, og nu føler jeg mig bare endnu mere sat tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være den her rummelige kone, der helt cool styrede hjemmet og syntes det var helt cool, at min mand drønede verden rund og gjorde karriere, men det er jeg bare ikke... agh!

Jeg vil bare sige, at jeg føler med dig. Min mand har også et meget godt betalt job, men jeg har sagt klart nej til at være hausfrau. Det er ikke mig alene, der ville have børn, så derfor er de ikke kun mit ansvar. Når de bliver større og selv kan gå hjem fra skole osv. så må han skal gerne rejse noget mere med arbejdet, men mens de er små, så er vi to forældre hjemme til at løfte opgaven.

Min mand var væk i 3 måneder pga arbejdet. Vi lavede aftaler med min mor, så jeg sagtens kunne både arbejde og uddanne mig ved siden af, for jeg kan ikke se mig selv som husmor og at mit arbejde bare er noget sekundært.

Det fungerede fint, med 3 børn blev jeg bare lidt mere struktureret. Men han syntes det var svært ikke at være en del af hverdagen, bare få de daglige rapporter og ikke selv tage del. Resultatet er, at det vil han ikke igen og det nu er mig der er langt mere væk fra hjemmet fx hveranden år 3 uger til Grønland, overnatningskurser mm. Det er dog sjovt nok stadig ham der tjener langt mere end mig - jeg er mest væk og får mindst i løn  

Anonym skriver:

...og måske også har små børn. Har I det bare fint med, at I står alene med størstedelen af ansvaret for hjem og børn, mens jeres mænd er væk? 

Min mands arbejde er ved at udvikle sig i en retning, hvor han kommer til at arbejde mere og rejse mere. Selvom hans løn bliver bedre og han elsker det, han laver, har jeg bare så svært ved at være den, der bliver efterladt med madpakker, hente-bringe-helvedet og absolut ingen sammenhængende nattesøvn. 

Jeg har også drømme for min karriere, men to barsler i rap har betydet, at jeg altså er noget bagefter i forhold til min mand, og nu føler jeg mig bare endnu mere sat tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være den her rummelige kone, der helt cool styrede hjemmet og syntes det var helt cool, at min mand drønede verden rund og gjorde karriere, men det er jeg bare ikke... agh!

Det skal du ikke bare acceptere betingelsesløst. Ja, man skal være opbakkende og alt muligt, men han kan ikke bare fyre af den på jobfronten og bare forvente at du håndterer alt det andet.

I må have en snak om hvordan du også får mulighed for at dyrke din karriere. Og høj løn er ikke et argument.

Jeg arbejder i 3holdsskift og min mand har arbejde på 60 timer/ugen hvor minimum en dag er i Oslo, hver uge. 

Struktur og god planlægning, så går det hele op, og så prioritere vi at være sammen, når vi er hjemme. Og så prøver vi lidt at kører med, den som aflevere om morgenen, ikke henter og omvendt, så man ikke kører død i de afleveringer/afhentninger af børn. Vi har 4 stk, hvoraf 3 af den heldigvis er store nok til selv, at tage i skole og hjem. 

økonomien er herefter, og giver os plads til at kunne betale os for de kedelige ting i hverdagen, såsom rengøring, mad vi får leveret i kasser hver uge mm. 

Som svar på dit spørgsmpl: Ja det har jeg men det er jo ligegyldigt hvad jeg har hvis du ikke har det sådan

Min mand gjorde før i tiden. Jeg kunne ikke leve med det, så derfor har vi nu indrettet os anderledes. Pengene er små, men jeg vil langt hellere have min mand hjemme hver dag. Jeg synes det er så ensomt en livstil og jeg kunne mærke på både min mand og datter at deres forhold led under det. Vi tager det op til overvejelse igen når hun er lidt ældre eller hvis han får lyst til at leve den livstil igen.  

Hvis du ikke kan leve med det, så tal med ham. Alle familier er forskellige og det er jer der skal have det godt.

Manden herhjemme, arbejder også vældig meget, cirka 55-60 timer om ugen, andre gange mere.

Nogle gange, kan jeg også godt komme til at føle, at jeg er bare er hende der er meget hjemme, og den som han ved hvor han har, i forhold til ham, som jo altid er ude, til møder mm.

Det der går mig mest på, er at jeg her på det sidste, ikke synes at han hjælper særlig meget til herhjemme, og at jeg skal bede ham om at gøre alting, da hans tanker KUN er på hans arbejde, ja selv når vi sidder og spise, må jeg ofte bede ham ligge mobilen/mails væk. Det er sgu lidt hårdt og opslidende i længden synes jeg..

Ift børn, kan jeg da også godt være bekymret nogle gange, især med hans arbejdstider. Men vi har så aftalt, at jeg ikke skal arbejde fuld tid på det tidspunkt, da det ellers så slet ikke kan løbe rundt, med børn som skal hentes og bringes, madlavning, indkøb, osv.