Jeg er så flov og føler mig fuldstændig modløs lige nu. Jeg er i et halvt års vikariat og er helt nyuddannet i mit fag. Jeg er fire måneder inde og er netop gået ned med stress.
Det er kommet snigende den sidste tid, og jeg har ignoreret det. Jeg synes ikke, det kunne passe, for synes ikke jeg har for mange arbejdsopgaver. Så jeg har bortforklaret alle symptomerne. At mit eksem i hovedbunden er blevet markant værre. At jeg er dødtræt. At mine tanker farer rundt konstant. At jeg vågner igen og igen om natten. Nerven ved mit øje der har hoppet insisterende på arbejde. Ondt i maven. Dårlig mave. Angst.
Ja tænk man kan bortforklare så mange ting for sig selv, men det kunne jeg. For jeg ville jo også gerne præstere når jeg havde fået denne fede chance. Men i går knækkede filmen. Jeg sad på arbejde og følte mig småfuld. Svimmel og ør i hovedet. Jeg havde godt bemærket jeg på det seneste har fået svært ved at koncentrere mig og huske.
Endte med at sidde grædende over for en sød kollega, der smed mig hjem og i dag er jeg hjemme. Jeg oplever at have det meget bedre hjemme, og derfor tænker jeg symptomerne ikke skyldes noget fysisk. Jeg har fået tid hos min læge på mandag.
Men jeg er så flov over at knække så kort tid inde i mit arbejdsliv. Der hører selvfølgelig meget med til historien. Min arbejdsplads har været igennem en kæmpe flytning og kæmpe omlægning af arbejdsmiljø og arbejdsgange imens jeg har været der. 3 af mine kollegaer er enten syge med stress eller arbejder under særlige vilkår. Stemningen er dårlig fordi folk er utilfredse med de nye vilkår.
Og jeg må nok erkende at det bare er for meget at stå i som helt ny, har slet ikke nået at opbygge nok pondus og erfaring til at kunne stå oprejst i den storm. Men det er stadig flovt.
Jeg har ikke talt med mine ledere endnu. Da jeg gik hjem torsdag ville jeg have talt med dem først, men de sad i møder hele dagen. Min kollega sendte dem en mail på mine vegne, og jeg har sygemeldt mig hos vores sekretærer i morges. Organisatorisk er det opbygget sådan at man ikke bare lige uden videre kan ringe dem op til en sludder. Jeg har sendt dem en mail og kort forklaret og sagt de gerne må ringe til mig, men har dog ikke hørt noget endnu.
Det stresser mig endnu mere. Tanken om hvis de er sure på mig. Jeg føler jeg er en kæmpe skuffelse og svigter helt vildt. Jeg føler jeg svigter mine kollegaer, hvis jeg ikke mander mig op skal de overtage mine opgaver, og hvad så? Bliver jeg så fyret med to måneder tilbage af mit vikariat? Hvad så med min fremtidige karriere? Hvordan kommer jeg overhovedet af med min stress?
Jeg er så flov og ked af det. Men jeg kunne ikke ignorere min krop længere. Jeg var ude af stand til at arbejde. Bad egentlig min kæreste om at hente min arbejdscomputer så jeg kunne lave noget dokumentation hjemmefra, men han har nægtet af hensyn til mit helbred.
