Anonym skriver:
Min mand og jeg har været sammen i 9 år, og gift i 4 år. Vi har to børn sammen, på henholdsvis lige knap 3 år og 8 måneder. Vores ældste dreng er desværre lettere udviklingshæmmet, og vi kender ikke den fulde prognose for ham endnu. Han er dog en sød og kærlig dreng der trives både hjemme og i specialregi, om end han og hans behov naturligvis fylder rigtig meget i vores hverdag. Vi havde en meget hård start med ham, og min mand fik en fødselsdepression. Samtidig var han tæt på at gå ned med stress, grundet nogle meget ubehagelige episoder på hans arbejde. Han har ændret sig rigtig meget efter alt det her. Han har aldrig været super social, og altid haft lidt temperament, men ikke sådan her, som efter at vi fik vores første søn. Han gik i en periode hos en arbejdspsykolog som han fik tilkendt grundet episoderne på hans arbejde, og det hjalp ham for en kort periode. Jeg håber ikke på at blive dømt for dette, men vi er også begge blevet gladere efter at vi har fået lillebror. Det tyder ikke på at han har fået de samme vanskeligheder som sin storebror (som er vurderet til at være arvelige), og vi har været meget lettede, og er faldet langt mere til ro i vores roller som forældre. I alt det her er vi gledet fuldstændig fra hinanden. Selvom det er blevet bedre på nogle områder efter at lillebror blev født, har min mand stadig nogle personlige problemer. Han kan blive meget negativ indimellem, og han har problemer med ikke at komme til at råbe af os når det hele bliver for meget for ham. Vi var meget tæt på at gå fra hinanden i forbindelse med hans fødselsdepression, fordi at han i den periode selv ønskede at gå og bare komme væk fra det hele. Siden da har vi ikke rigtig kunnet finde frem til den samme nærhed som vi havde før. Han skubber mig hele tiden væk (vil sjældent tale om tingene). Jeg har været så tålmodig, givet ham tid, ro og plads, men han virker stadig deprimeret på en måde. Han ønsker ikke selv hjælp. Jeg har også foreslået en parterapeut, men det vil han heller ikke. Hvis jeg forsøger at give ham et knus, trækker han sig væk. Vi har stort set intet sexliv haft det sidste år. Han siger selv at det intet har med mig at gøre, men at han ikke kan rumme nærheden. Jeg tror på ham, men jeg har efterhånden rigtig svært ved at være i det. Han siger at mig og børnene er hans et og alt, og at der intet ville være ved noget uden os. Samtidig trækker han sig, og nogle gange føler jeg at han i virkeligheden bare helst vil sidde indenfor alene og med nedrullede gardiner. Lige så snart jeg påpeger noget, så får jeg at vide at jeg bare kan gå, hvis jeg er utilfreds. Jeg har spurgt ham mange gange om det virkelig at os han vil, og om det i virkeligheden bare er svært for ham at tage beslutningen grundet tryghed, men han svarer blot at vi som sagt betyder alt, og at han ikke ved hvad der er galt med ham. Ergo kaster han samtidig bare bolden over til mig, som om han venter på at jeg kan agere “den onde”, så han ikke behøver at bebrejde sig selv for at tingene gik galt (fordi at han så ville have svært ved at leve med sig selv tror jeg). Han har mistet mange, og hans mor (som desværre både er ældre og meget syg) er hans eneste familie tilbage ud over os. Jeg har talt meget med hende om tingene, fordi at vi begge virkelig ønsker det bedste for ham, og gerne vil hjælpe ham, og hun er virkelig ked af hans måde at behandle mig på, men ingen af os aner hvad vi skal stille op. Jeg føler mig simpelthen så ensom! Vi er nogle gode roomates, og fungerer praktisk rigtig godt sammen i selve hverdagen. Vores børn kommer altid først og er i centrum, og hele vores hverdag omhandler dem, men vores efterhånden dysfunktionelle forhold er ved at dræne mig så meget, at jeg bliver helt i tvivl om hvad jeg selv vil. Jeg ønsker jo at give mine børn den tryghed og forudsiglighed med mor og far som de er vant til! Men jeg kan heller ikke leve resten af mit liv uden nærhed. Vores kærlighed har bare været så kæmpestor, og det skulle jo bare være os for altid. Det har naturligvis været hårdt for os begge at skulle forholde os til at vores ældste søn er handicappet, men det er selvfølgelig ikke kun det det hele bunder i. Jeg har som sagt både givet ham ro og plads, men hvor længe skal jeg blive ved, når jeg efterhånden er ved at miste mig selv i det, og han nægter at modtage yderligere hjælp?
Du har virkelig været igennem meget. Jeg kan godt forstå, at du har svært ved at beslutte dig for, hvad de næste skridt er.
Du skriver, at forholdet dræner dig så meget, at du ikke selv ved, hvad du vil. Lige det udsagn får mig til at tænke, at du burde overveje selv at talende en psykolog/terapeut. Ikke 7 års kognitiv terapi, men måske 4-6 samtaler, hvor du taler om dig og får sat ord på dine værdier, drømme, håb og forventninger. Udover at det kan hjælpe dig med at afklare dig om, om du skal blive eller gå, kan det hjælpe dig til - uanset, hvad du vælger - at huske hvad der er vigtigt for dig i dit liv og fokusere på, hvordan du får mere af det.
Det lyder som om, at din mands problemer, behov og adfærd fylder så meget, at der næsten ikke er plads til dig og dine behov i dit eget liv. Det går simpelthen ikke. Du er mor til et handicappet barn. Det kræver en masse tilsidesættelse af dig selv nu og i fremtiden. Så kan det ikke også være det dominerende tema i dit parforhold.
