Hvordan vender man skuden?

Vi har været sammen i 7 år, har 2 børn og har det generelt godt sammen. Bortset lige fra én ting, der gradvist fylder mere og mere.

I starten af vores forhold havde vi, som de fleste andre, et meget aktivt sexliv. Det var ofte, udforskende og spændende. Efter et par år, begyndte det at aftage i hyppighed, men stadig udforskende og spændende. Da vores første barn kom til verden, for knap 4 år siden, blev det automatisk mindre. Den type sex vi før havde, var der ikke på samme måde mulighed for med en lille baby i huset (og i soveværelset.) Langsomt blev det mindre og mindre - både angående hyppighed og spændingen. Nu har vi fået barn nr 2 og bortset fra perioden (på 1 cyklus), hvor baby er lavet, har vi virkelig stort set ikke haft sex. Vi taler måske en håndfuld gange.

Min mand synes vi har det godt og har et godt sexliv. Jeg føler at jeg er ved at miste mig selv. Jeg føler mig uattraktiv, har ikke lyst til at gøre noget ud af mig selv, føler mig afvist og ikke elsket. Det er en ond cirkel. Jeg forsøger ikke længere overhovedet at lægge op til sex. Jeg undlader at gøre noget ud af mig selv, isolerer mig og trækker mig forstå undgå at blive såret fordi han ikke har lyst eller gør tilnærmelser. Jeg lader være med at barbere ben, så jeg kan prøve at bilde mig selv ind, at det nok er derfor og ikke fordi han ikke elsker mig at han ikke har lyst til sex. Jeg har ingen energi, jeg er ked af det og hader synet af mig selv. Jeg trøstespiser, tager på, græder og er så småt begyndt at miste troen på vores forhold for alvor. Og hver gang min mand siger at han elsker mig, tænker jeg at han lyver. Hvordan kan man elske en, som man ikke har lyst til? Han siger han har lyst. Han siger at han har haft travlt på arbejde. Han siger at han elsker mig. Han siger at han ikke synes at jeg er uattraktiv, at han synes jeg er dejlig. Helt ærligt - det preller fuldstændigt af. Jeg kan/tør ikke tro ham. Hvad skal jeg dog gøre? Jeg har forsøgt at tale med ham. Jeg har forsøgt at gøre noget ekstra ud af mig selv. Jeg har forsøgt at lægge op til sex. Det virker ikke. Elsker ham mig bare ikke? Tør han bare ikke stå ved det? Når vi har endelig har sex, virker det til han nyder det, men også som om det bare skal overstås hurtigt. Hvilket jo også kan være et produkt af det med 2 børn i huset og at man dermed ikke rigtigt har tid til det helt store. Plus jeg desværre er nået dertil at jeg har svært ved at slappe af, når han en meget sjældent gang vil gøre lidt ekstra ud af det, fordi jeg nu har det så vanvittigt dårligt med mig selv. Jeg ved at jeg nu skubber ham længere og længere væk. Hvordan kommer jeg over dette og slipper frygten igen? Hvordan kommer jeg igen til at kunne stå uden tøj overfor min mand uden at have lyst til at bryde ud i gråd og gemme mig væk? 

Helt ærligt så lyder det som om Problemet er med dig selv og dit eget syn på dig selv.

hvad med at tale med en sexolog eller parterapeut med speciale i sexliv ?

det lyder jo til at I elsker hinanden og har en 7 års krise 

Problemet er helt sikkert mig!! Jeg kan slet ikke finde ud af at fungere i et forhold, hvor min mand ikke har lyst til sex. Jeg har så svært ved ikke at tage det kamp-personligt! Og det påvirker hele mit humør og hele den måde jeg eksisterer på. Jeg ville ønske at det ikke betød så meget! At jeg bare kunne acceptere at have en mand der ikke har lyst til sex og tro på at det sikkert ikke har noget at gøre med hans kærlighed til mig. Det kan jeg bare ikke.

Anonym skriver:

Problemet er helt sikkert mig!! Jeg kan slet ikke finde ud af at fungere i et forhold, hvor min mand ikke har lyst til sex. Jeg har så svært ved ikke at tage det kamp-personligt! Og det påvirker hele mit humør og hele den måde jeg eksisterer på. Jeg ville ønske at det ikke betød så meget! At jeg bare kunne acceptere at have en mand der ikke har lyst til sex og tro på at det sikkert ikke har noget at gøre med hans kærlighed til mig. Det kan jeg bare ikke.

Men måske skal du så tale med en alene født og få drøfte nogle af de tanker du har.

det der bare er så ærgerligt er at jo mere man higer efter sex jo mindre sexet er man.. og det har intet med hår på benene at gøre.

vend den om ... hvad ville du gerne have at din mand tænkte hvis du ikke havde lyst til sex. Ville du ikke blive ked af det hvis han troede du ikke elskede ham..?

Tjullehej skriver:

Men måske skal du så tale med en alene født og få drøfte nogle af de tanker du har.

det der bare er så ærgerligt er at jo mere man higer efter sex jo mindre sexet er man.. og det har intet med hår på benene at gøre.

vend den om ... hvad ville du gerne have at din mand tænkte hvis du ikke havde lyst til sex. Ville du ikke blive ked af det hvis han troede du ikke elskede ham..?

Jo, det ville jeg. Jeg ville ønske at han ville kæmpe for at holde ved alligevel. Komme igennem det sammen. Pointen her er bare, at han synes alt er fint. Han elsker mig, vi har god sex og han synes ikke der mangler noget. Samtidig er jeg fuldstændigt ved at drukne og føler mig mere og mere valgt fra for hver dag der går. Jeg har forsøgt at kæmpe. Virkelig inderligt kæmpe. Og det er netop gejsten for at kæmpe jeg lader til at have tabt. Jeg kan slet ikke finde troen på, at vi kan genfinde hinanden på det seksuelle plan igen. Fordi han bare slet ikke er interesseret. Men hvorfor er han ikke det? Hvad er der galt med mig, siden hans lyst til mig kun bliver mindre og mindre? Og hvad skal jeg ændre på for at han igen ser mig? Og hvordan stopper jeg denne angst for at være helt forkert? Psykolog/sexolog er prøvet. Jeg ved bare ikke helt om jeg overhovedet kan lære at acceptere at være i et sexfrit forhold. Og lære at lade være med at søge efter årsagen til det.

Jo, det ville jeg. Jeg ville ønske at han ville kæmpe for at holde ved alligevel. Komme igennem det sammen. Pointen her er bare, at han synes alt er fint. Han elsker mig, vi har god sex og han synes ikke der mangler noget. Samtidig er jeg fuldstændigt ved at drukne og føler mig mere og mere valgt fra for hver dag der går. Jeg har forsøgt at kæmpe. Virkelig inderligt kæmpe. Og det er netop gejsten for at kæmpe jeg lader til at have tabt. Jeg kan slet ikke finde troen på, at vi kan genfinde hinanden på det seksuelle plan igen. Fordi han bare slet ikke er interesseret. Men hvorfor er han ikke det? Hvad er der galt med mig, siden hans lyst til mig kun bliver mindre og mindre? Og hvad skal jeg ændre på for at han igen ser mig? Og hvordan stopper jeg denne angst for at være helt forkert? Psykolog/sexolog er prøvet. Jeg ved bare ikke helt om jeg overhovedet kan lære at acceptere at være i et sexfrit forhold. Og lære at lade være med at søge efter årsagen til det.

Du skal ikke acceptere et sexløst forhold hvis du har et ønske om noget andet. Men du skal lade være med at give ham skylden for at det sejler for dig. Du skriver godt nok du godt ved det er dig selv, men samtidig er det det ham der ikke vil noget, ham der ikke ser dig, ham der sikkert lyver når han siger han elsker dig osv osv. 

Sørg for selv at få det godt, gør noget ud af dig selv for din egen skyld, rank ryggen og fyr den af for din egen skyld. Han er jo sandsynligvis ikke idiot. Hvis du har det så svært så er der en hvis chance for at han har opdaget det og godt kan fornemme han er årsagen. Det er ikke noget der giver mere lyst. 

Hvis han på sigt VIRKELIG ikke er til at hugge og stikke i og ikke kan komme dig i møde på nogen punkter så må du jo overveje om sex er så vigtigt at det er værd at ofre forholdet og familien. Sådan er der nogen der har det, men det må være sidste udvej når man har børn og ellers har det godt.

IenFart skriver:

Du skal ikke acceptere et sexløst forhold hvis du har et ønske om noget andet. Men du skal lade være med at give ham skylden for at det sejler for dig. Du skriver godt nok du godt ved det er dig selv, men samtidig er det det ham der ikke vil noget, ham der ikke ser dig, ham der sikkert lyver når han siger han elsker dig osv osv. 

Sørg for selv at få det godt, gør noget ud af dig selv for din egen skyld, rank ryggen og fyr den af for din egen skyld. Han er jo sandsynligvis ikke idiot. Hvis du har det så svært så er der en hvis chance for at han har opdaget det og godt kan fornemme han er årsagen. Det er ikke noget der giver mere lyst. 

Hvis han på sigt VIRKELIG ikke er til at hugge og stikke i og ikke kan komme dig i møde på nogen punkter så må du jo overveje om sex er så vigtigt at det er værd at ofre forholdet og familien. Sådan er der nogen der har det, men det må være sidste udvej når man har børn og ellers har det godt.

Og hvad er så på sigt? Nu er der gået over 4 år, hvor det gradvist bliver mindre og mindre - på trods af samtaler og forsøg på andet. Jeg forsøgte at tabe mig - tabte mig 10 kg og forsøgte virkelig at gøre noget ekstra ud af mig selv. Det virkede ikke. Han synes det var fint nok, men havde alligevel ikke lyst til at være mere sammen med mig. Til sidst knækkede jeg nakken på det. Det virker til at jeg ikke kan fange hans interesse uanset hvad jeg gør. Det er let nok at sige at man bør gøre det for sin egen skyld - men jeg føler mig kun mindre attraktiv, når jeg selv egentlig synes jeg så ok ud og min mand så alligevel afviser mig gang på gang. Min selvtillid har lyst til at finde noget andet. Men jeg har ikke lyst til at ofre min familie. Jeg har bare brug for at vide, hvordan man kan accepterer det, netop så det ikke har indflydelse på min selvtillid hvor vidt han synes jeg er attraktiv.

Jeg har et enormt behov for fysisk nærvær i et forhold. Hvor andre har brug for at høre at man er elsket, at få hjælp i dagligdagen eller hvad nu for at føle sig set eller elsket, så er mit behov fysisk nærvær. Det kan jeg ikke få, men jeg kan åbenbart heller ikke finde ud af at “skifte kærlighedssprog.” Jeg føler mig så fravalgt og alene. Jeg er helt klar over at det er mig den er gal med. Jeg får hele tiden at vide hvor heldig jeg er og hvor glad jeg må være for min mand. Og det er jeg bestemt også. Hvilket jo er årsagen til at jeg helst ikke vil af med ham. Alle har så stor forståelse for dem der føler de står alene og føler sig som et serviceorgan, når deres mand ikke hjælper til derhjemme. Min mand måtte hjertens gerne gøre meget mindre herhjemme, hvis bare han dog havde lyst til mig engang imellem.

Jeg har et enormt behov for fysisk nærvær i et forhold. Hvor andre har brug for at høre at man er elsket, at få hjælp i dagligdagen eller hvad nu for at føle sig set eller elsket, så er mit behov fysisk nærvær. Det kan jeg ikke få, men jeg kan åbenbart heller ikke finde ud af at “skifte kærlighedssprog.” Jeg føler mig så fravalgt og alene. Jeg er helt klar over at det er mig den er gal med. Jeg får hele tiden at vide hvor heldig jeg er og hvor glad jeg må være for min mand. Og det er jeg bestemt også. Hvilket jo er årsagen til at jeg helst ikke vil af med ham. Alle har så stor forståelse for dem der føler de står alene og føler sig som et serviceorgan, når deres mand ikke hjælper til derhjemme. Min mand måtte hjertens gerne gøre meget mindre herhjemme, hvis bare han dog havde lyst til mig engang imellem.

Jeg er ikke så sikker på, at jeg med det samme vil vende pilen mod dig og din forståelse af dig selv. Jo selvsagt kan du (og alle vi andre) finde glæden ved os selv i os selv - vi skal ikke barbere benene for, at vores bedre halvdel så ville finde os attraktive, vi skal gøre det fordi det får os til at føle os bedre, mere tilpas i egen krop. 

Men når man som du (og jeg) sætter en forbindelse mellem den fysiske nærvær og kærligheden, så kommer de forbandede følelser som ikke er rationelle og tager over en gang imellem og fortæller os, at vi måske ikke er elsket eller i hvert fald, at vi ikke er attråede. Præcis på samme måde, som nogen der føler sig mindre elsket eller set når manden vil til fodbold på ens bryllupsdag eller hvad pokker det kan være.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i det du skriver - står der i en eller grad selv. Og jeg ved da godt med hele min fornuft, at mit værd som menneske og ikke mindst kvinde, da ikke er styret af min mands lyst til mig - men så kommer følelserne og de siger så bare lige noget andet. Jeg ved godt, at min mands i perioders manglende lyst kan forklares af arbejdspres, hans 4 børn, travlhed, min træthed om aftenen fordi vækkeuret ringer 5.30 og og og... Og formodentlig slet ikke skal ses i lyset af,a t jeg er blevet ældre, fået bollehåndtag der ikke var der da vi mødtes, min krop har født 4 børn og og og og.... Men fortæl det lige til følelserne de dage, hvor jeg godt selv kan se alderen, dellerne, og det faktisk var svært at rejse sig op fra sofaen. 

Jeg tænker ikke, at jeg skal forbi terapeut af nogle art, lige for den del (måske for så mange andre ). For det er vel en del af det at være et menneske og elske og i en eller anden grad sætte sig selv på spil - at man også er usikker en gang imellem. Det vigtige for mig i hvert fald er, at jeg kan dele den usikkerhed med min mand. Det hjælper ikke, at han siger: sådan er det ikke Line. Men det hjælper, at han ved det og derfor måske kan forstå nogle af mine irrationelle handlinger. 

Som dig kan jeg også lade stå til i de perioder - tænker, at det er fordi jeg ikke har lyst til at vide, at han heller ikke attråer mig helt vildt selvom jeg er så lækker som jeg nu kan blive. Så er det lettere at fortælle mine følelser: Men jeg er jo også grim i øjeblikket. Igen totalt irrationelt ligesom de fleste følelser. Og min fornuft griner af mig. 

Ikke mange råd her fra, men en forståelse og en holdning om, at nej problemet ligger ikke i dig, men er en udfordring I som par skal arbejde med sammen, og ærlighed er og bliver vejen frem. 

Jeg er selv noget frem til, at jeg kan ikke leve i et forhold hvor sex er en by i Rusland - jeg vil heller ikke splitte min familie og ikke leve sammen med den mand jeg elsker på godt og ondt. Så enten finder vi en løsning, hvor vi bøjer og giver og ellers kan en læsning jo også være et åbent forhold. Jeg har erkendt, at det at blive attrået er en del af det som jeg definerer mig selve forhold til, og det er så grunlæggende så det ændres ikke med et trylleslag, og jeg vil faktisk heller ikke ændre det. Tilgengæld har jeg ikke behov for at få at vide, at han elsker mig i tide og utide, jeg har heller ikke behov for han roser mig. Jeg har behov for min bedste ven og en sexpartner.