Ej hvor kan jeg bare godt forstå dig! Min datter brugte de første 2 måneder på at være i mine arme - konstant! Hun græd når far holdet hende, hvis hun faldt i søvn i mine arme og jeg forsøgte at ligge hende fra mig, vågnede hun med det samme og skreg! Jeg fortalte mig selv at det var fordi hun havde brug for at mærke mig og jeg selvfølgelig skulle give hende hvad hun havde brug for, men jeg var ved at blive sindsyg over at jeg aldrig havde et øjeblik uden at hun var der. Folk omkring mig forstod ikke rigtig at jeg synes det var så hårdt, for “sådan var det jo at blive forældre”, men det var virkelig hårdt for mig.
Jeg er dog lykkelig over at fortælle at det ændre sig fra den ene dag til den anden. Hun var lige lidt over 2 måneder og lige pludselig kunne far også trøste, hun kunne ligge selv i kortere perioder, hun græd meget mindre, og det bedste af det hele - hun sov i hendes egen seng!
Nu er hun næsten 5 måneder og er den nemmeste baby, som sover 10-12 timer om natten (stadig i egen seng), hun er god til at lege selv og er en glad og veltilpas baby i forrygende trivsel!
Hold ud! Det er pisse hårdt og det må man gerne synes!
Anmeld
Citér