Hvor jeg synes, at det hele er ret træls

Først vil jeg starte med at sige, at jeg elsker både min datter og min kæreste, og at min kæreste virkelig gør alt for at være der for mig.. 

Men hold kæft hvor synes jeg, at det hele er ret træls nogle gange.. Min datter er 7 uger i morgen, og både graviditeten og fødslen var virkelig ubehagelige og slet ikke, som jeg havde håbet på.. 

Og jeg fik endelig min dejlige datter, som (næsten) på ingen måde er besværlig.. Hun fejler ikke noget, hun sutter rigtig fint, hun udvikler sig helt fint, og hun sover en del timer i døgnet (for det meste).. Men alligevel synes jeg ofte, at det hele er pisse træls nogle gange.. Jeg har lige siddet og tudet med hende på armene, og har stadig lyst til at tude.. Jeg har ingen energi, føler mig ikke rigtigt lykkelig - hvilket min kæreste også har kommenteret, jeg bliver tit sur og irriteret og snerrer af min kæreste.. Fx har han længe ville hen til sin bedste ven og hygge, og selvfølgelig vil jeg gerne unde ham det, men så alligevel ikke.. Jeg syntes, at det var dybt uretfærdigt, at han sagde, at han ville tage derhen en dag, for jeg tænkte bare "jamen hvad med mig? Så hænger jeg på vores datter igen, selvom jeg har haft hende hele dagen og også gerne vil væk og være mig selv", hvilket jeg også sagde til ham.. Hans svar var, at jeg jo havde været væk, for jeg havde jo været til massør, fysioterapeut og kiropraktor (pga. ondt i ryggen af at gå og løfte på hende hele tiden).. Her blev jeg sur og sagde, at det syntes jeg ikke, at man kunne kendetegne som værende væk, da det var nødvendige behandlinger, og at jeg altså altid skyndte mig hjem for at aflaste ham.. Og nu har jeg så planlagt en tur ud at shoppe med en veninde her i januar, som min kæreste synes er en rigtig god idé.. Og jeg glæder mig virkelig meget, for jeg kan snart ikke klare at gå herhjemme med vores datter hele tiden..

Jeg føler mig fanget og kan slet ikke få lov til at være mig selv.. Og selvom jeg skal ud og shoppe i januar, så er jeg stadig negativ over, at min kæreste var væk i to timer i dag, fordi han var henne hos vennen.. Lige nu sidder jeg på toilettet og "gemmer mig", fordi jeg ikke helt orker at gå ud igen.. 

Virkelig rodet indlæg, og jeg ved ikke helt, hvad jeg egentlig vil med det,andet end at vide, om andre også har det sådan.. Vide at det er helt normalt, og bare er pga. hormoner og søvnmangel 

Det lyder som en efterfødselsreaktion. Tal med din læge eller SP

7 uger er i min verden ret tidligt at være træt af det hele  jeg ville også tage en snak med SP om det og høre om hun gider screene dig for fødselsdepression evt. 

Jeg er enig i, at det lyder som en efterfødselsreaktion, og at du kunne have godt af at tale med nogen om det. 

En rent praktisk ting, men jeg ville overveje en form for bæreredskab til din pige, så du kan komme lidt ud. Du behøver ikke sidde indenfor og kukkelure dagen lang, selvom du har en 7 uger gammel baby. Det kan hjælpe meget at komme lidt ud, se nogle mennesker, få lidt luft. Og et godt, ergonomisk bæreredskab ville med al sandsynlighed også kunne afhjælpe dine fysiske gener.

Anonym skriver:

Først vil jeg starte med at sige, at jeg elsker både min datter og min kæreste, og at min kæreste virkelig gør alt for at være der for mig.. 

Men hold kæft hvor synes jeg, at det hele er ret træls nogle gange.. Min datter er 7 uger i morgen, og både graviditeten og fødslen var virkelig ubehagelige og slet ikke, som jeg havde håbet på.. 

Og jeg fik endelig min dejlige datter, som (næsten) på ingen måde er besværlig.. Hun fejler ikke noget, hun sutter rigtig fint, hun udvikler sig helt fint, og hun sover en del timer i døgnet (for det meste).. Men alligevel synes jeg ofte, at det hele er pisse træls nogle gange.. Jeg har lige siddet og tudet med hende på armene, og har stadig lyst til at tude.. Jeg har ingen energi, føler mig ikke rigtigt lykkelig - hvilket min kæreste også har kommenteret, jeg bliver tit sur og irriteret og snerrer af min kæreste.. Fx har han længe ville hen til sin bedste ven og hygge, og selvfølgelig vil jeg gerne unde ham det, men så alligevel ikke.. Jeg syntes, at det var dybt uretfærdigt, at han sagde, at han ville tage derhen en dag, for jeg tænkte bare "jamen hvad med mig? Så hænger jeg på vores datter igen, selvom jeg har haft hende hele dagen og også gerne vil væk og være mig selv", hvilket jeg også sagde til ham.. Hans svar var, at jeg jo havde været væk, for jeg havde jo været til massør, fysioterapeut og kiropraktor (pga. ondt i ryggen af at gå og løfte på hende hele tiden).. Her blev jeg sur og sagde, at det syntes jeg ikke, at man kunne kendetegne som værende væk, da det var nødvendige behandlinger, og at jeg altså altid skyndte mig hjem for at aflaste ham.. Og nu har jeg så planlagt en tur ud at shoppe med en veninde her i januar, som min kæreste synes er en rigtig god idé.. Og jeg glæder mig virkelig meget, for jeg kan snart ikke klare at gå herhjemme med vores datter hele tiden..

Jeg føler mig fanget og kan slet ikke få lov til at være mig selv.. Og selvom jeg skal ud og shoppe i januar, så er jeg stadig negativ over, at min kæreste var væk i to timer i dag, fordi han var henne hos vennen.. Lige nu sidder jeg på toilettet og "gemmer mig", fordi jeg ikke helt orker at gå ud igen.. 

Virkelig rodet indlæg, og jeg ved ikke helt, hvad jeg egentlig vil med det,andet end at vide, om andre også har det sådan.. Vide at det er helt normalt, og bare er pga. hormoner og søvnmangel 

Det lyder som en efter fødsels reaktion... Ring til din sp, som regel screener de dig ved 8 ugers besøget.