Hej søde mennesker,
Jeg føler mig i vildrede, ulykkelig og så så træt. Jeg har børn i en deleordning med deres far. Vores samarbejde kører som regel udmærket, men det kræver også, at kommunikation er på et høfligt minimum, og jeg træder ekstremt varsomt og går på listetæer for ikke at antænde noget.
Jeg kan bare i perioder simpelthen ikke holde til det. Jeg føler, at mine personlige grænser bliver overtrådt igen og igen, og at jeg er nødt til bare at tage det stiltiende. Og det gør jeg for mine børns skyld, fordi konflikt ikke kan undgå at ramme dem. Det er bare så psykisk opslidende. Tror de fleste af os ved, hvordan det føles, når nogen overskrider vores grænser - Men når man så ikke en gang kan sætte ord på det.
Mit dilemma består i, at når han bare får lov, så får jeg ikke sat mig i respekt og vist hvor grænsen går, og så bliver han ved. Men hvis jeg på den anden side står fast og sætter en grænse, tænder han helt af og er ikke til at snakke med, og så er det, det går ud over børnene. Og dem vil jeg altid beskytte og sætte først. Så har jeg andet valg end at tage slagene med armene nede?
Et eksempel er, at han i en periode nu har været virkelig vanskelig at få fat i ift. at aftale overlevering/afhentning af børn. Det bliver meget utilregneligt, hvor vi herhjemme ikke kan planlægge vores liv, fordi vi ikke kan få et svar. Han tager ikke telefonen, læser mine beskeder på messenger, men svarer ikke før i sidste øjeblik.
Andet eksempel er, at vi i sidste uge havde aftalt, at han skulle aflevere vores tvillinger her. Pludselig er han sur over et eller andet, tydeligvis noget, der ikke har noget med mig at gøre, men som skal gå ud over mig, og så skriver han 20 min inden han skal komme, at så kan jeg da også bare selv hente dem.
Så forsøger jeg at få fat i ham for at finde ud af, om jeg skal hente dem eller ej, og han ser hvad jeg skriver, men han svarer ikke på messenger og tager ikke telefonen før i sidste sekund, hvor han så angriber mig for at have forsøgt at få fat i ham og skriver, at han kommer med dem selv.
Og han ved godt, at jeg hænger i det limbo, hvor jeg ikke kan handle, fordi jeg ikke ved, hvad der skal ske, og han lader mig med vilje hænge der og påvirke mig.
Og lige for tiden sker der så hyppigt ting, at jeg har nået smertegrænsen. Når det sker ind i mellem, kan jeg tage en dyb indånding og let it go. Men lige nu er det bare for meget. Jeg er grædefærdig og træt af det pres, han ligger på mig. Jeg føler, han kører psykisk terror og med vilje presser mig. Der er mange flere eksempler.
Jeg har LYST til at skrive til ham, at nu er det nok, og at jeg simpelthen ikke vil finde mig i det mere (Alt sådan noget girafsprog med "når du xxx føler jeg xxx" er han slet ikke modtagelig overfor, det pisser ham af, så det kan jeg ikke). Men igen: Han tager ALDRIG imod sådan noget. Han tager det aldrig til efterretning, undskylder aldrig, ændrer ikke adfærd, og så har vi bare konflikt til skade for vores børn.
Så den eneste funktion er for mit eget værds skyld, at jeg får vist, hvor min grænse går, selvom det ikke ændrer noget. Men til skade for børnene.
Så har jeg andet valg end at agere boksepude uden at forsvare mig selv?
