Åh hvor har min kæreste gjort mig ked af det. Vi har en datter på et år, der generelt sover uroligt. Det er mest mig der hører hende om natten, og jeg plejer at gå ind til hende og vækker kun få gange min kæreste og bede ham gå ind og tage sutten.
Natten til i dag var særligt dårligt, hvilket har været hårdt, da jeg har været på arb og kæresten haft fri. Så han ville være sød at lade mig få denne nat på sofaen imens han tog vores datter hele natten.
Jeg er så bombet allerede og sagde her kvart over otte, at jeg ville sove. Kort efter begynder vores datter at græde og min kæreste går op til hende. Hun er så helt ude af den, tror måske mareridt.
Min kæreste bliver tydeligt frustreret da hun ikke kan trøstes og stamper nedenunder for at lave en flaske, og der var så ikke nogen rene. Jeg tilbyder at vaske flasken, men han siger surt at jeg skal gå i seng. han siger så rasende, at han kan godt forstå jeg er træt, men han synes det er pisse træls at skulle bruge sin aften på en bøvle baby.
Jeg tilbyder i al oprigtighed at tage over med hende, men får så smidt i hovedet at jeg er en forbandet martyr (!?!). Så går han ovenpå, jeg tilbyder en sidste gang om ikke jeg skal hjælpe ham så han lige kan få en pause, og så siger han vredt at han snart bliver virkelig gal og NU skal jeg gå i seng.
Vi har en aftale om at få den anden væn fra situationen hvis man bliver presset derud hvor lunten ikke rigtig kan mere, det var jo derfor jeg tilbød min hjælp.
Nu ligger jeg her og er virkelig ked af det. Min kæreste har tydeligvis ikke overskuddet, hvilket er total rimeligt, men han bliver så stædig og nægter at lade mig hjælpe, og så skælder han ud og kalder mig martyr når jeg tilbyder min støtte. Trods det netop er det vi har en aftale om ah gøre.
Nu ligger jeg så her på sofaen med trillene tårer. Jeg tør ikke gå op til dem pga han bliver sur, men bryder mig heller ikke om ikke at kunne støtte ham.
Hvordan skal jeg tale med ham om det?
PS. Før nogen tænker i de baner af typisk mor kontrolfreak, så er det modsat herhjemme. Far og datter har det primær stærke bånd, da han har taget barsel en stor del. Der er udelukkende tale om, at vi har en klar aftale om at gribe ind, når den anden har mistet tålmodigheden og ikke selv formår at komme ud af situationen igen.
