Jeg drukner med et smil på læberne!

Åh jeg kan ikke holde det ud mere.. Men er fanget i det at det er jeg nødt til. Men jeg er så træt og ked og presset.

Det starter på vej ind på arbejde. Jo tættere jeg kommer, jo mere vokser knuden i maven. Jeg får kvalme og følger mig urolig og angst og den følelse følger mig hele vejen op af formiddagen. 

Jeg arbejder med mennesker, fordi det er min interesse. Men pt har jeg bare fået nok af mennesker. Det er så hårdt at bruge sig selv så meget på arbejde og være 100% på så meget. Der er ikke plads til en dårlig dag i mit arbejde. Og når jeg så ikke har konfrontationsopgaver sidder jeg på fælles åbent kontor, og der er larm og snak og indtryk konstant. Elsker egentlig mine søde kollegaer, men jeg kan ikke rumme mere lige nu.

Er begyndt at holde op med at gå til frokost pause med de andre, for jeg kan ikke rumme det sociale. 

Og så hjem. Og der er mennesker om mig hele vejen hjem. Og så er jeg hjemme og skal være nogens mor og kæreste. Og jeg har lyst til at tude, er irritabel, for jeg er fyldt op, og kan slet ikke rumme at der også hjemme er (helt naturlige) krav og forventninger til mig.

Og så er der det huslige. Det kan jeg slet ikke nå, min kæreste kæmper for at følge med idet han er mest hjemme, men han er trods alt ene mand og skal ikke gøre det hele. Og når jeg så putter børn, så falder jeg i søvn. Og så formår jeg jo så ikke at være en god kæreste eller gøre noget husligt eller dyrke nogen hobbies. Men jeg er bare så træt.

Jeg har tudet hele aftenen  Min kæreste er så sød og forstående og vil gerne få mig til at få det bedre. Men han ved ikke hvordan. Og det ved jeg heller ikke.

Ville bare ud med det. Og så alt det somatisk oveni. Min skæleksem er megaslem lige nu. Vågner konstant om natten. Har så vanvittigt ondt i ryggen. En nerve i øjet der hopper konstant på arbejde, men ikke derhjemme mærkeligt nok. Daglig hovedpine. 

Jeg har lyst til at krølle mig sammen til en kugle og aldrig vikle mig ud igen... 

Hej, 

allerførst, så et kæmpe kram til dig. 

Jeg synes det lyder som om du skal ringet til din læge imorgen tidlig. Nogen gange skal man bare have 14 dage - 3 uger, hvor man er væk og trækker stikket. 

Anonym skriver:

Åh jeg kan ikke holde det ud mere.. Men er fanget i det at det er jeg nødt til. Men jeg er så træt og ked og presset.

Det starter på vej ind på arbejde. Jo tættere jeg kommer, jo mere vokser knuden i maven. Jeg får kvalme og følger mig urolig og angst og den følelse følger mig hele vejen op af formiddagen. 

Jeg arbejder med mennesker, fordi det er min interesse. Men pt har jeg bare fået nok af mennesker. Det er så hårdt at bruge sig selv så meget på arbejde og være 100% på så meget. Der er ikke plads til en dårlig dag i mit arbejde. Og når jeg så ikke har konfrontationsopgaver sidder jeg på fælles åbent kontor, og der er larm og snak og indtryk konstant. Elsker egentlig mine søde kollegaer, men jeg kan ikke rumme mere lige nu.

Er begyndt at holde op med at gå til frokost pause med de andre, for jeg kan ikke rumme det sociale. 

Og så hjem. Og der er mennesker om mig hele vejen hjem. Og så er jeg hjemme og skal være nogens mor og kæreste. Og jeg har lyst til at tude, er irritabel, for jeg er fyldt op, og kan slet ikke rumme at der også hjemme er (helt naturlige) krav og forventninger til mig.

Og så er der det huslige. Det kan jeg slet ikke nå, min kæreste kæmper for at følge med idet han er mest hjemme, men han er trods alt ene mand og skal ikke gøre det hele. Og når jeg så putter børn, så falder jeg i søvn. Og så formår jeg jo så ikke at være en god kæreste eller gøre noget husligt eller dyrke nogen hobbies. Men jeg er bare så træt.

Jeg har tudet hele aftenen  Min kæreste er så sød og forstående og vil gerne få mig til at få det bedre. Men han ved ikke hvordan. Og det ved jeg heller ikke.

Ville bare ud med det. Og så alt det somatisk oveni. Min skæleksem er megaslem lige nu. Vågner konstant om natten. Har så vanvittigt ondt i ryggen. En nerve i øjet der hopper konstant på arbejde, men ikke derhjemme mærkeligt nok. Daglig hovedpine. 

Jeg har lyst til at krølle mig sammen til en kugle og aldrig vikle mig ud igen... 

Du lyder til at have det præcis som jeg havde det for 3 år siden. Jeg arbejder i folkeskolen og er dermed også omgivet af mennesker dagen lang. Samtidig var jeg udfordret i mit privatliv og alene med mine to børn, som jeg konstant havde dårlig samvittighed overfor. 

Jeg blev ramt af stress, og var sygemeldt i omkring 1,5 måned med efterfølgende 2 måneders langsom optrapning. Jeg tror, du har brug for en pause. Du eller din kæreste skal ringe til lægen, så I kan få en tid, og hvis han/hun vil sygemelde dig, så lad ham/hende. Jeg sagde nej i første omgang, og endte alligevel helt nede på bunden. For mig virkede psykologsamtaler, samtaler med min (meget forståelsen og indfølende) leder samt mindfulness - især afspænding, vejrtrækning og kropsscanninger. Det virker måske lidt fjollet til en start, men det virker og den dag i dag bruger jeg teknikerne når jeg kan mærke presset.

Rigtig god bedring - gør noget ved det nu Kram til dig!

Anonym skriver:

Åh jeg kan ikke holde det ud mere.. Men er fanget i det at det er jeg nødt til. Men jeg er så træt og ked og presset.

Det starter på vej ind på arbejde. Jo tættere jeg kommer, jo mere vokser knuden i maven. Jeg får kvalme og følger mig urolig og angst og den følelse følger mig hele vejen op af formiddagen. 

Jeg arbejder med mennesker, fordi det er min interesse. Men pt har jeg bare fået nok af mennesker. Det er så hårdt at bruge sig selv så meget på arbejde og være 100% på så meget. Der er ikke plads til en dårlig dag i mit arbejde. Og når jeg så ikke har konfrontationsopgaver sidder jeg på fælles åbent kontor, og der er larm og snak og indtryk konstant. Elsker egentlig mine søde kollegaer, men jeg kan ikke rumme mere lige nu.

Er begyndt at holde op med at gå til frokost pause med de andre, for jeg kan ikke rumme det sociale. 

Og så hjem. Og der er mennesker om mig hele vejen hjem. Og så er jeg hjemme og skal være nogens mor og kæreste. Og jeg har lyst til at tude, er irritabel, for jeg er fyldt op, og kan slet ikke rumme at der også hjemme er (helt naturlige) krav og forventninger til mig.

Og så er der det huslige. Det kan jeg slet ikke nå, min kæreste kæmper for at følge med idet han er mest hjemme, men han er trods alt ene mand og skal ikke gøre det hele. Og når jeg så putter børn, så falder jeg i søvn. Og så formår jeg jo så ikke at være en god kæreste eller gøre noget husligt eller dyrke nogen hobbies. Men jeg er bare så træt.

Jeg har tudet hele aftenen  Min kæreste er så sød og forstående og vil gerne få mig til at få det bedre. Men han ved ikke hvordan. Og det ved jeg heller ikke.

Ville bare ud med det. Og så alt det somatisk oveni. Min skæleksem er megaslem lige nu. Vågner konstant om natten. Har så vanvittigt ondt i ryggen. En nerve i øjet der hopper konstant på arbejde, men ikke derhjemme mærkeligt nok. Daglig hovedpine. 

Jeg har lyst til at krølle mig sammen til en kugle og aldrig vikle mig ud igen... 

Kære du, det lyder rigtig skidt. Hvis jeg var din leder, ville jeg ønske, at du kom dumpende ind på mit kontor og sagde, hvordan du har det og at du har brug for at snakke om nogle løsninger.

Jeg ville nok foreslå, at du forlængede juleferie til den 7. Januar og ikke lavede noget arbejde i juleferien.

At vi ser på, hvor du kan sidde og arbejde med dine koncentrationsopgaver i den kommende tid, så du får en pause fra storrumskontoret/lærerværelset, whatever. Ugentlig hjemmearbejdsdag i januar og februar? Vær kreativ.

At vi talte dine arbejdsopgaver igennem og jeg tog dem fra dig, jeg kunne og vi talt grundigt om ambitionsniveauet.

Jeg ville tilbyde dig et coachingforløb eller 5 psykologsamtaler i vores arbejdsgiverbetalte ordning.

Alt det ovenstående er bedre og billigere end en langvarig sygemelding. Gå ind til din leder. Du skal ikke have løsningerne med ind i rummet. Sæt dig ned og begynd at tale om det. Hvis din leder er umulig, så gå til din TR og start snakken der. Læg en plan sammen og gå sammen til din leder.

Og så husk at gå nogle lange ture og prioriter din søvn i juleferien.

Kære du, det lyder rigtig skidt. Hvis jeg var din leder, ville jeg ønske, at du kom dumpende ind på mit kontor og sagde, hvordan du har det og at du har brug for at snakke om nogle løsninger.

Jeg ville nok foreslå, at du forlængede juleferie til den 7. Januar og ikke lavede noget arbejde i juleferien.

At vi ser på, hvor du kan sidde og arbejde med dine koncentrationsopgaver i den kommende tid, så du får en pause fra storrumskontoret/lærerværelset, whatever. Ugentlig hjemmearbejdsdag i januar og februar? Vær kreativ.

At vi talte dine arbejdsopgaver igennem og jeg tog dem fra dig, jeg kunne og vi talt grundigt om ambitionsniveauet.

Jeg ville tilbyde dig et coachingforløb eller 5 psykologsamtaler i vores arbejdsgiverbetalte ordning.

Alt det ovenstående er bedre og billigere end en langvarig sygemelding. Gå ind til din leder. Du skal ikke have løsningerne med ind i rummet. Sæt dig ned og begynd at tale om det. Hvis din leder er umulig, så gå til din TR og start snakken der. Læg en plan sammen og gå sammen til din leder.

Og så husk at gå nogle lange ture og prioriter din søvn i juleferien.

 Det ville en god leder gøre 

L-mor skriver:

Kære du, det lyder rigtig skidt. Hvis jeg var din leder, ville jeg ønske, at du kom dumpende ind på mit kontor og sagde, hvordan du har det og at du har brug for at snakke om nogle løsninger.

Jeg ville nok foreslå, at du forlængede juleferie til den 7. Januar og ikke lavede noget arbejde i juleferien.

At vi ser på, hvor du kan sidde og arbejde med dine koncentrationsopgaver i den kommende tid, så du får en pause fra storrumskontoret/lærerværelset, whatever. Ugentlig hjemmearbejdsdag i januar og februar? Vær kreativ.

At vi talte dine arbejdsopgaver igennem og jeg tog dem fra dig, jeg kunne og vi talt grundigt om ambitionsniveauet.

Jeg ville tilbyde dig et coachingforløb eller 5 psykologsamtaler i vores arbejdsgiverbetalte ordning.

Alt det ovenstående er bedre og billigere end en langvarig sygemelding. Gå ind til din leder. Du skal ikke have løsningerne med ind i rummet. Sæt dig ned og begynd at tale om det. Hvis din leder er umulig, så gå til din TR og start snakken der. Læg en plan sammen og gå sammen til din leder.

Og så husk at gå nogle lange ture og prioriter din søvn i juleferien.

Enig i alt L-mor har skrevet 

Jeg er selv leder - og jeg ville 100% foretrække at du kom til mig inden lægen (ikke i stedet for, bare først)