Har du talt med dit barn om nyhederne i dag?

Min søn har set Ultra i skolen og i den forbindelse set/hørt et indslag om en mand, der er blevet dræbt i København (hvor jeg bor). Han er 8 år, og går i 1. klasse. Jeg har ikke reflekteret over, om det er for tidligt, at børnene bliver orienteret om hvad der foregår rundt omkring i verden. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig nogle foreslag til, hvordan jeg snakker med ham om den slags. Han har netop nævnt det over skype. Hvordan taler i med jeres børn, om den slags man ikke kan skåne dem for (selv om man gerne ville) men som af den ene eller den anden grund gør indtryk? 

Min søn har set Ultra i skolen og i den forbindelse set/hørt et indslag om en mand, der er blevet dræbt i København (hvor jeg bor). Han er 8 år, og går i 1. klasse. Jeg har ikke reflekteret over, om det er for tidligt, at børnene bliver orienteret om hvad der foregår rundt omkring i verden. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig nogle foreslag til, hvordan jeg snakker med ham om den slags. Han har netop nævnt det over skype. Hvordan taler i med jeres børn, om den slags man ikke kan skåne dem for (selv om man gerne ville) men som af den ene eller den anden grund gør indtryk? 

Du skal vel bare sige, at hvis han har spørgsmål, så må han altid spørge, og at der ikke er noget, der hedder forkerte tanker, altså åbenhed og interesse, hvis der skulle være noget, han går og tænker på.

Jeg har førhen overkompliceret ting for mine børn, men har nu lært, at det er absolut unødvendigt.

Rockertand skriver:

Du skal vel bare sige, at hvis han har spørgsmål, så må han altid spørge, og at der ikke er noget, der hedder forkerte tanker, altså åbenhed og interesse, hvis der skulle være noget, han går og tænker på.

Jeg har førhen overkompliceret ting for mine børn, men har nu lært, at det er absolut unødvendigt.

Ja i den her situation skiftede han lynhurtigt emne. Men mine mor-tanker kører på højtryk a la "Åh nej, hvad tænker han? Tror han, at jeg kan blive dræbt, fordi jeg bor i den samme by? Tror han, at han selv eller nogen han kender kan blive det? Osv osv."

Da Emilie meng sagen var fremme, for et par år siden, havde min store datter hørt om det i skolen, nærmeste inden vi havde hørt om. 

Hun havde hørt at en pige, var blevet taget og ingen vidste hvor hun var. Måske ville de sælge hende og hvorfor ville de det osv osv. Det fyldte en del for hende hele sommeren. Da hun så blev fundet, blev hun ked af det, fordi hun var død og ik længer ku være sammen med hendes familie og venner, og hvorfor var hun blevet slået ihjel. Altså hvis de ik ville ha hende alligevel, ku så de så ik bare ha sagt undskyld og fuldt hende hjem og mange andre store spørgsmål og tanker.

Vi havde snakket kort om det, da sagen kom frem. Om at det altid er godt at følges med sine venner og ik alene, hvis man ka undgå det. Om at fremmede voksne aldrig b'er børn om hjælp, og at man aldrig må gå med fremmede hjem osv. 

Men at de folk man kender RIGTIG godt, for det mest er gode mennesker og at der ik er nogen, som vil gøre hende eller os ondt. Man ska altid fortælle hvor man går hen og med hvem osv. 

Problemet, ka man siger er, at vi som forældre ik altid er de første, til at formidle nyheder, og der derfor ka opstå nogle skræhistorrie inde i deres hoveder, som ka være svære at ændre igen. 

Tænker du har taklet det fint! Vh Stine 

Rosa-Sophia skriver:

Ja i den her situation skiftede han lynhurtigt emne. Men mine mor-tanker kører på højtryk a la "Åh nej, hvad tænker han? Tror han, at jeg kan blive dræbt, fordi jeg bor i den samme by? Tror han, at han selv eller nogen han kender kan blive det? Osv osv."

Men det er jo DINE katastrofetanker, du på den måde prøver at overføre til ham, det har jo ikke noget med ham at gøre.