Hvornår er nok nok?

MIg og min kæreste har en lille datter på 7 mdr. Min kæreste har fra siden vores datter var 12 uger været udstationeret i 9 uger. Han er lige kommet hjem og vi har holdt ferie og hygget. Lidt efter jeg have føt fik han nyt job, jobbet indebærer at han er væk 3-4 hverdage om ugen. Men så hjemme alle andre dage. Jeg tænkte at det bliver stramt men vi klarer den nok. Nu er jeg s blevet forfremmet imens jeg har været på barsel. Jeg får mere at lave og en meget bedre løn, så alt tegner godt. Bortset fra det passer super dårligt med min kærestes arbejde. Jeg kommer til at have 1-2 rejsedage om mdr med overnatning. Igår aftes ringede han så og fortalte at han skulle ud med arbejde 14 dage i starten af marts. Vi skal giftes i starten af april. Jeg var træt i forvejen, og så fik jeg bare et flip. En ting er at han er væk 3-4 gange om ugen i hverdagen, og lige misset 9 uger barsel pga udstationering, så gad jeg bare ikke mere. Desuden gider jeg ikke stå for alt med bryllup selv. Min kæreste mener ikke der er så meget at lave en mdr før et bryllup.

Vores datter blev døbt da hun var 4 uger gammel. Min kæreste var op til dåben to uger væk med arbejde og kun hjemme i weekenden. JEg klarede alt med barnedåben selv, plus arbejdede lidt med mit forksningprojekt som jeg skulle fremlægge til en verdenskongres to uger senere. Plus jeg skulle til en jobsamtale som gav mig den stilling jeg skal i nu.

Men jeg får altid alt til at fungere og tænker det her skal nok også gå. Men jeg kan mærke at jeg er ved at få nok. JEg kan smile og tænke den klarer vi også, men indeni bliver jeg indebrændt og ender med at blive en sur mokke. Hvad gør I andre som har fokus på karrieren samtidig med børn? Min kæreste bliver sur og siger han så vil finde et andet job. MEn det skal være noget han selv finder frem til, istedet for jeg finder frem til det gennem brok?

Når han er hjemme er han verdens bedste far, og der er ingenting at sige om hans måde at være far på. Men hans rejseaktivitet, den hænger mig langt ud af halsen.

Jeg tænker i skal have en lang snak - for det lyder til at både du og måske også din mand, har haft nogle forkerte forventninger til hvor meget arbejde der er i at have et barn.

Lige nu opdager din mand måske ikke hvor meget arbejde du laver derhjemme, og måske har han andre forventninger til hvor meget der skal laves til et bryllup end du har eller er bare ikke klar over hvor meget der kræves.

Nu ved jeg ikke om barnet er planlagt, men det er måske lidt naivt at tro at man kan få et barn og så begge stadig give den fuld tryk på karrieren med hvad der lyder til mange rejsedage og fravær uden at det bliver svært at få det til at det til at hænge sammen.

Så i skal have talt om hvordan i får hverdagen til at hænge sammen, når du skal tilbage igen. Det kan være en af jer skal skrue lidt ned for karrieren i en periode - det kan være manden skal finde et job, hvor han er mere hjemme. Det kan også være i skal finde en ung pige eller au pair som kan hjælpe med at få det til at hænge sammen. Der er mange løsninger, men det vigtige er at i finder den der passer til jer og jeres situation.

Jeg sku også til at foreslå en aupair. 

I ska self ha en snak om hvordan, i som familie ka få det hele til at hænge bedst muligt sammen

Også ska i begge huske, at den enes job ik er vigtige end den andens. 

Du må forklare ham, at brylluppet er lige så meget hans ansvar, som dit. 

Gi ham en liste, med opgaver til brylluppet, som han ska stå for. Når det er gjort, holder du munden lukket og blander dig helt uden om, hvordan han vælger at løse, de forskellige opgaver. 

I forhold til hjemme opgaver, så sæt jer ned sammen, når ungen er putte, og lave en oversigt over hvem der gør hvad. Hvem der handler, hvem der aflever og hvem der henter, ordner vasketøj osv osv. 

Opret en familie kalender, hvor i plotter ind, hvem der er ude af huset, hvornår osv. 

Og igen husk INGEN HAR MERE RET, END DEN ANDEN. De beslutninger i før har taget, ska nu revideres og begge ska høres. Vh Stine 

Jeg forstår godt din irritation - og jeg ville heller ikke trives med, at så store dele af familiens forpligtelser blev ved med at falde på mine skuldre alene.

Men det korte (og irriterende svar) er jo i al enkelthed, at ingen kan det hele. Ingen kan køre to karriere på højtryk og samtidig være nærværende forældre i et tæt kærlighedsforhold, pleje gode venskaber, holde bryllup, rejse på forretningsrejser hver måned, osv.

Så man går på benhårdt kompromis. Man vælger hvem der gør hvad hvornår, og bliver enige om, hvad der er vigtigt for éns familie. Herhjemme har vi måtte “skiftes”, for at vores prioritering af både job og fælles familieliv kan gå op, og der samtidig er plads til hver vores liv også - pg hvor vi er en lige stor del at vores ungers opvækst. Så da vores datter kom til, var det mig som knoklede på med at færdiggøre min Ph.d. - manden tog mere barsel og de lange weekender og aftener, når jeg var væk. Nu er nummer to ankommet, og jeg har valgt et overkommeligt job i et par år, så manden har kunnet takke ja til en lederstilling og det kunne blive “hans tur” i nogen tid.

Så alt kan ikke lade sig gøre - men rigtig meget kan! Men det kræver enighed om prioriteringer - og at begge parter er klar på at give og tage, for at enderne mødes.

Held og lykke!

Ud fra hvad du skriver, kan jeg altså godt forstå hvis din mand bliver lidt træt af dit brok. 

Selvfølgelig er det ikke helt i orden, at det er dig som skal arrangere alle de store fester. Men måske ved han i virkeligheden ikke hvor meget arbejde der ligger i det?

Dernæst synes jeg, at det lyder som om, du synes din karriere er vigtigere end hans. Han har vel lige så meget 'Det til et job med rejse dage som du. Jeg kan godt forstå det er træls at være alene 3-4 dage om ugen, men så må du jo snakke med din mand om det, og fortælle ham at du synes det er meget hårdt på hjemmefronten når du er alene og om han kan finde et arbejde, så han kan komme hjem hver dag. At du selv skal have et par rejse dage hver mdr, finder i helt sikkert en løsning på. Enten bedsteforældre eller en barnepige måske. 

Enig med de overståede svar. Man kan ikke få både i pose og sæk. Det er urealistisk at forvente at i begge kan køre karriere med et lille barn, familie, hverdag dertil osv.

Her hjemme kommer børnene i første række og vi er begge indstillet på at må gå på kompromis de næste par år. 

I bliver nødt til at få snakke sammen. Ingen har mere ret end den anden men i skal begge trives i det og i bliver nok begge nødt til at gå på kompromis. 

Jeg kender et par, som også er karrieremennesker begge to. De har nu voksne børn, men da børnene var små skiftede de til at gøre karriere og til at være den, der trak læsset på hjemmefronten. De skiftede ca hvert femte år.. Det fungerede vist meget godt. Begge nåede nogle af de karrieremål, de havde. Selvfølgelig ikke lige så meget, som de ville have nået, hvis de bare havde ræset derudaf begge to, men på den måde kunne de også have et godt familieliv og et ligeværdigt forhold.