Jeg går og har meget ondt i maven. Jeg har fået job for kort tid siden som jeg er startet på. Jeg er nyuddannet og det er mit første job, et vikariat. Min arbejdsplads står over for en stor flytning, og der er kæmpe krise. Så har jeg ikke sagt for meget, men måske nogen kan regne ud hvad det drejer sig om.
Flytningen kommer til at betyde meget ringere arbejdsmiljø for os ansatte, og de ansatte er i forvejen presset massivt. På min afdeling er der lige nu 3 sygemeldte, og 1 har allerede sagt op pga den forestående flytning. I den korte tid jeg har været der, har jeg også bemærket hvor bemærkelsesværdigt mange der har sygedage.
Måske ville nogen sige, hold ud, det er bare et vikariat. Men det er et vanvittigt hårdt miljø at komme ind i. Jeg var advaret om flytningen da jeg blev ansat, at tingene ville blive kaotiske. Men jeg var ikke klar over omfang og sværhedsgrad og forringelserne af arbejdsmiljøet. Det reklamerede de ikke lige med til samtalen.
Men det betyder der er dårligt humør på afdelingen. Alle pauserne bliver brugt på klager og negativitet. Og jeg bebrejder IKKE mine kollegaer, jeg kan virkelig godt forstå dem. Det er bare hårdt at stå i som ny, især nyuddannet.
Dertil oplever jeg der er manglende tid til oplæring, og den stilling jeg er ansat i er komplekst arbejde som der er behov for ordentlig træning i. Jeg har skam været opsøgende, men får halve svar eller bliver afvist i døren fordi de ikke har tid. Igen bebrejder jeg ikke mine kollegaer, deres tunge byrde mangedobles jo, fordi de skal tage over for de sygemeldte. Og der er mange nye.
Jeg har siddet og grædt de sidste mange aftener over mit arbejde. Jeg har sågar været helt derude hvor jeg har tænkt over om jeg overhovedet vil være det, jeg er uddannet til, og det er absurd, for jeg elsker mit fag. Jeg har stået med tårer i øjnene over for den anden nye, hvor hun måtte få mig i ro.
Og fredag var jeg lige ved at græde over for en af de faste, da jeg måtte kaste håndklædet i ringen og sige, at jeg føler, at jeg drukner. Hun var mega sød og hjælpsom og afklarede nogle af de ting jeg havde brug for hjælp til, men det er jo bare en kortvarig lappeløsning.
Jeg tør ikke tænke på kaos når først vi rent faktisk flytter.
Jeg begynder at være desperat. Det er ikke meningen at mit allerførste job skal gøre mig grædefærdig, skal gøre at jeg føler mig presset ud i ting jeg ikke modtager ordentlig træning i, det er alligevel sårbare mennesker vi arbejder med. Det er ikke meningen det skal give mig lyst til at opgive mit fag. Jeg har siddet med trykken for brystet flere aftener i denne uge.
Men hvad skal jeg så gøre? Jeg kan da godt søge andet ja, men der kan gå længe før jeg får job som nyuddannet..
