Skuffet over min mand

Ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hele den her situation, men jeg vil prøve uden det bliver for rodet. 

Idag var min mand alene med vores 3,5 årig søn. Min mand har stået ude på balkonen for at ryge og vores søn(D) har så lukket ham ude. Først har min mand prøvet at lokke ham til at åbne døren, uden held. Min mand er så røget op i det røde felt og blevet sur og råbt af ham at nu skal han åbne døren. D er slet ikk vant til at far på nogen måder er sur (min mand er en meget tålmodig og rolig person/far) og bliver forskrækket. Han løber en på sit værelse og begynder at græde. Jeg kommer hjem og finder D grædende og ulykkelig inde på værelset og manden låst ude på balkonen. 

Jeg spørger så min mand hvor længe han har været der ude, vores søn var nemlig helt hævet i ansigtet i at græde, og han siger ca en halv time ��

Spørger ham for fanden han ikke har ringet til mig så jeg kan læse ham ind ( jeg var i nærheden på det tidspunkt) og han siger så, så kan D lærer at påfører sig ordentligt! �� Jeg bliver mildst talt rasende og flipper på ham over han har ladt vores søn græde i så lang tid alene på værelset!!

jeg er simpelthen sååå vred og frustreret på min mand og mir hjerte gør ondt over at tænke på D har været så ulykkelig og ked af det. 

jeg kan slet ikke slippe situation. Jeg er slet ikk vant til at se min mand reagere på den her måde og det chokkerede mig  

Overreager jeg??? Og skal jeg bare glemme det? 

Det skal lige siges at de to har et rigtig tæt forhold og D forguder sin far og omvendt. 

Anonym skriver:

Ja, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare hele den her situation, men jeg vil prøve uden det bliver for rodet. 

Idag var min mand alene med vores 3,5 årig søn. Min mand har stået ude på balkonen for at ryge og vores søn(D) har så lukket ham ude. Først har min mand prøvet at lokke ham til at åbne døren, uden held. Min mand er så røget op i det røde felt og blevet sur og råbt af ham at nu skal han åbne døren. D er slet ikk vant til at far på nogen måder er sur (min mand er en meget tålmodig og rolig person/far) og bliver forskrækket. Han løber en på sit værelse og begynder at græde. Jeg kommer hjem og finder D grædende og ulykkelig inde på værelset og manden låst ude på balkonen. 

Jeg spørger så min mand hvor længe han har været der ude, vores søn var nemlig helt hævet i ansigtet i at græde, og han siger ca en halv time ��

Spørger ham for fanden han ikke har ringet til mig så jeg kan læse ham ind ( jeg var i nærheden på det tidspunkt) og han siger så, så kan D lærer at påfører sig ordentligt! �� Jeg bliver mildst talt rasende og flipper på ham over han har ladt vores søn græde i så lang tid alene på værelset!!

jeg er simpelthen sååå vred og frustreret på min mand og mir hjerte gør ondt over at tænke på D har været så ulykkelig og ked af det. 

jeg kan slet ikke slippe situation. Jeg er slet ikk vant til at se min mand reagere på den her måde og det chokkerede mig  

Overreager jeg??? Og skal jeg bare glemme det? 

Det skal lige siges at de to har et rigtig tæt forhold og D forguder sin far og omvendt. 

Jeg tænker, at din søn er blevet forskrækket og overvældet af situationen - men i den ‘milde’ afdeling. Han havde sin far i nærheden, de har et godt og tæt bånd. Der er formentlig ingen større skade sket.

Jeg synes, du skal tænke på, at de fleste mennesker har et eller flere triggerpunkter - at bliver slået i hovedet, blive låst ude, blive afvist, blive grinet af når noget gør ondt, osv. Måske har det her luge ramt din mand på et punkt, hvor temperamentet blev svært at styre. 

Du er ikke overdommer i familien, som skal afsige dom. Prøv at tale med ham igen, kærligt og nysgerrigt.

Jeg synes du overreagerer ret så meget. Selvfølgelig er det ikke en rar tanke at han har været ked af det men at du er SÅ chokeret og oprevet og ikke kan slippe det er for meget.

Drengen skal da også finde ud af det har en konsekvens at låse sin far ude. Nu var du i nærheden og han havde åbenbart sin mobil men det kan da blive ret problematisk at han render og låser jer ude. 

Du overreagere meget. 

Jeg ville da mere have ondt af min mand der havde siddet ude på balkonen så lang tid (hvis det ikke havde været fordi han "bare" skulle ryge) 

Jeg synes du overreagerer ret meget. Stakkels mand, der har været låst ude så længe og nok har følt sig rimelig magtesløs i forhold til sin søn. Din mand har nok taklet situationen ud fra bedste evne - som en anden skriver, så er du ikke overdommeren, der bestemmer om tingene er foregået korrekt. Tag en snak med din mand uden at skælde ham ud.

Hvorfor han har ladet han græde så længe... ej stop nu. Han var lukket ude.

jeg var da også blevet sur, fortvivlet og bange ved at blive lukket ude. Sikkert også kold.

at du kun ser det fra din søns side..???  Det synes jeg er snævert!

jeg ville også selv have taget en snak med drengen om det dumme i at lukke folk ude.

du overreagerer Big time

Jeg vil sige i en grad hvor du skylder en undskyldning

Jeg vil sige både og.... 

1. Du skal nok trække vejret en smule. Det var en super ubehagelig situation for din dreng og mand. Ville nok sige, at du overreagerer lidt og måske skulle give din mand en undskyldning. 

2. Hvis han havde sin telefon, så forstår jeg ikke, at han ikke skriver til dig. Men det er mest fordi, jeg synes 30 min er lang tid at være alene (generelt) for en 3-årig. Også som ked af det! Især fordi far ikke kunne komme ind og hjælpe, hvis barnet kom til skade, begyndte at male på væggene eller smadrede tv’et osv. (Tror nu det er meget sjældent)

Hvis min, knap 3-årige, havde været alene i 30 minutter, så var der regøringsmiddel over alt. Forsøg på at klatre alle de steder, der var plads.men måske ikke, hvis barnet var opløst i gråd eller i chok. Men man kan jo aldrig vide

Jeg havde været mest bange for, at barnet kunne været kommet til skade og ingen kunne hjælpe. Men igen - det sker nok ret sjældent :-)

Så jeg synes, du overreagerer. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan forstå dine tanker. Ville nok tage en stille og rolig samtale med din mand, hvor I talte om, hvordan I forholder jer en evt. Anden gang.

Jeg synes også, du overreagerer.. 

det er selvfølgeligt ikke rart at dit barn har været alene og grædt, men situationen har desværre været sådan, at det ikke kunne være anderledes. 

Tænker endda I skal have gjort så det ikke sker igen og snakke med barnet om, at det må man ikke. Det kan jo nemt ske igen...

din kæreste har gjort det, som han har ment, der var den bedste måde at tackle situationen på..

Nogle gange reagerer man uhensigtsmæssig og ud fra den følelse der opstår lige i situationen. 

Din mand har reageret på at blive låst ude. Måske uhensigtsmæssigt ja, men måske med en form for nervøsitet, frygt og irritation. 

Du ved jo ikke hvilke tanker der er fløjet igennem hovedet på ham i øjeblikket. Nogle gange tænker man ikke rationelt i nogle uvante situationer. 

Og omvendt, du har heller ikke reageret hensigtsmæssigt da du kom hjem og startede en vrede ved kun at se det hele fra din søns side. Du starter med at være chokeret, nok før du overhovedet ved, hvad det hele drejede sig om. 

Han er lille og har brug for omsorg og tryghed, men jeg er sikker på, at din mand havde reageret, hvis han havde fornemmet at jeres søn var igang med at drikke rengøringsmidler, eller smide tv'et på gulvet. 

Jeg kender følelsen fra mig selv med at det er svært at slippe den. Fx nu hvor du er vred på din mand, men et godt råd er at prøve at vende situationen i hovedet og tænke på hvis det var dig selv. Din mand kommer hjem og bliver vred over en uheldig situation. Det kan nogle gange lette frustrationen lidt. 

Jeg har engang gjort det med bilen. Jeg havde lige sat børnene i bilen, skulle til at lægge varer i bagagerummet, hvor jeg havde lagt bilnøglerne og af en eller anden årsag, låste bilen efter jeg havde smækket bagklappen. 

Jeg gik seriøst i panik og vidste at mine børn sagtens ville kunne låse op indefra, men det kunne de slet ikke i situationen og jeg skældte ud og blev ked af det i øjeblikket. Heldigvis var der så søde mennesker omkring mig, som lånte mig en telefon. Men jeg ringede ikke efter hjælp, jeg ringede til min mand, som sad på sit arbejde 2 timer fra mig - heldigvis ringede han efter en der kunne komme og få bildøren op, men jeg tror slet ikke jeg tænkte før jeg havde børnene ude igen.