Hej Vivi.
Jeg skriver til dig og føler mig allerede lidt skamfuldt. Hvilket på sin vis er det, der er problemet. Ser du, seksuelle lyster har altid været tabu og forkert for mig. Da jeg var 13 fandt min mor ud af, ved at hacke min mail, at min kæreste på 14 og jeg talte om at have sex med hinanden. Mine forældre havde aldrig talt med mig om sex før dag. Hendes respons var at gå total kold. Skælde ud, formane, skræmme (jeg ville fortryde det resten af mit liv etc etc), og jeg måtte ikke længere være alene med ham. Døre skulle stå vidt åbne osv.
Jeg har selv børn i dag og forstår hun synes, det var tidligt. Teenagere er dog teenagere, og vi gjorde det alligevel. Og jeg er SÅ glad for det. Det var enormt romantisk, kærligt og forsigtigt, og jeg har aldrig et sekund fortrudt at mit sexliv startede sådan. Aldrig!
Til gengæld er jeg ked af, at sex altid er blevet omtalt som forbudt eller blevet fortiet væk, for det betyder, jeg altid har synes, at det var forkert med mine lyster. Jeg har altid haft et stort behov for sex, og havde som ung et meget aktivt sexliv med skiftende partnere. Jeg er 30 nu og har haft ca 20 sexpartnere.
Nu til det, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved og hvordan jeg skal forstå. Du fik den historie fordi jeg overvejer om det har noget med det at gøre.
Jeg går nemlig med nogle meget ambivalente følelser. I dag fortalte jeg for første gang min kæreste gennem 3.5 år, hvad jeg fantaserer om, når jeg onanerer, og han var meget forbavset.
Sagen er den, at jeg jaloux anlagt. Jeg er jaloux ift andre piger, og kan have det skidt over hvis jeg tænker på, han måske ser porno. Men det er meget mærkeligt, for jeg ser altså selv porno. Jeg stoler på ham. Og det er ikke sådan jeg kigger i hans ting, eller stopper ham i at tage ud osv. Så jeg forstår ikke den jalousi.
På samme tid kommer så mine seksuelle fantasier, når jeg onanerer. Jeg fantaserer nemlig ALDRIG om ham og jeg. Jeg fantaserer om ham sammen med andre kvinder, og det tænder mig helt vildt. Da jeg fortalte ham om mine fantasier, sad jeg også og blev meget ophidset. Jeg ønsker jo ikke at han rent faktisk har sex med en anden, men tanken om ham, der nyder en anden kvindes krop, tanken om hans nydelse, hans lyde, hvordan det vil se ud, det gør mig helt vildt ophidset.
Men det hænger jo overhovedet ikke sammen med, at jeg har den her på en måde principielle jalousi? Kan ikke finde ud af, hvad de her lyster og min opstemthed ved tanken betyder?
Til gengæld åbnede det op for en god snak om vores fantasier og onani. Jeg plejer ellers lade som om jeg ikke rigtig onanerer, selvom jeg gør det meget tit. Han fortalte mig, at han nok ca 5 gange har ligget og onaneret når jeg sov ved siden af, hvor han så har ligget og kigget på min krop, og så er han kommet i sine underbukser. Det ophidsede mig også helt vildt, hvor jeg ved, at andre ville synes, det var krænkende. Men synes det er helt vildt frækt, at han tænder så meget på mig, at han simpelthen ikke kan holde fingrene fra sig selv, når jeg ligger der ved siden af.
Men jeg er forvirret. Er jeg forkert eller mærkeligt, fordi jeg synes, det er ekstremt ophidsende, af han gør det? Hvordan giver det mening, at fantasien om ham med en anden gør mig fuldstændig vild i varmen, imens jeg på samme tid er jalousi?
Jeg er træt af at føle mig låst seksuelt og skamfuld, og er i tvivl om jeg bør skamme mig og om jeg er forkert.
Mange hilsner
Den fortvivlede
Vivis svar
Kære Fortvivlede
På trods af, at din seksuelle udvikling ikke havde de bedste vilkår i dit barndomshjem, hvor du blev mødt med ydmygende skæld ud, har du alligevel formået at holde fast i din sexlyst, have fantasier og et aktivt sexliv. Godt gået!
Din seksualitet lyder stærk og fuldstændig normal.
Problemet er skamfølelsen og usikkerheden om du er normal. Ingen tvivl om at det er følgevirkningerne af din opdragelse, der plager dig; for der er absolut intet af det, som du fortæller, der er unormalt, tværtimod.
Antallet af sexpartnere afgør ikke din værdi som menneske, kvinde eller elskerinde. Om du har haft mange eller få, det er ligegyldigt og begge dele er ok.
Når det kommer til fantasier, skal du vide, at der ikke er grænser for, hvilke sexfantasier, vi mennesker kan udtænke. De kan være kærlige, skøre, modsætningsfyldte, pinlige, voldelige – ja, hvad som helst. Men ALLE fantasier er tilladte, så længe man ikke udlever fantasier, som kan være skadelige,
I kvinders fantasier medvirker der ofte andre kvinder i forskellige roller, også uden at man har lyst til at afprøve det i virkeligheden. I det hele taget er det fuldt ud normalt at have seksuelle tanker og fantasier om noget, man ikke har lyst til at udleve, hvis det kom til stykket.
Fx er fantasier om voldtægt og tvang nogle af de mest almindelige hos kvinder, men ingen – absolut ingen - ønsker at blive udsat for en ægte voldtægt.
Du undrer dig over, hvorfor en fantasi, der pirrer dit ømme punkt, jalousien, tænder dig så meget? Mit gæt er, at det netop er derfor.
Jeg ved fra min konsultation, at kvinders sexlyst kan blive boostet af mandens utroskab. Ganske vist holder den øgede sexlyst kun kortvarigt, men i nogle tilfælde er det som den flammende jalousi også tænder den seksuelle gnist. (Jeg vil på ingen måde anbefale utroskab som afrodisiakum, da den kan virke stik modsat og medfører så megen fortvivlelse).
I swingerklubber og hos folk, der dyrker gruppesex, kan fantasierne om at se partneren dyrke sex med andre føres ud i livet. Her er det som regel ikke jalousien, men mere glæden ved at se partnerens nydelse, der tænder.
Hvilke følelser dine fantasier vækker i dig og hvordan de præcist trykker på dine tændingsknapper, kan du bedst selv mærke og måske er den dybere forklaring heller ikke den vigtigste, blot du lægger skammen bort og kan glæde dig over udforske din seksualitet gennem fantasien.
Seksualiten udvikler sig livet igennem. Om nogle år har du måske fået et mere afslappet forhold til din jalousi og får lyst til at afprøve din fantasi. Det kan også være du helt har glemt den og udviklet nye fantasier. Det vil tiden vise.
Du har en kæreste, der tænder på dig og begærer dig så meget, at han kan tilfredsstille sig selv blot ved at kigge på dig, mens du sover. Det er en tillidserklæring, et kompliment og en kærlighedsgave. Selvfølgelig gør det dig glad og ophidset.
Der er i denne tid fokus på krænkelseskultur og det er super godt, hvis vi kan komme seksuelle krænkelser til liv, men ind imellem kammer det over på en måde, som kan forvirre især unge kvinder og i værste fald øge deres skamfølelse. De kan komme i tvivl, om de ”burde” føle sig krænket over dette og hint.
Du skal stole på dine egne følelser. Hvis du føler seksuel nydelse ved noget, der hverken skader andre eller dig selv, så er du aldrig forkert og du skal hverken føle dig krænket eller skamfuld. Hvis det føles godt for dig, så er det godt for dig.
Det er kun dig selv, der kan mærke din egne grænser og sig klart fra, hvis andre overskrider dem. Husk, du har altid selv ret til at flytte dine grænser. Både frem og tilbage.
Når du er god til at mærke dine seksuelle impulser, acceptere din seksualitet, tør gå på opdagelse i dine seksuelle tanker og fantasier, bevarer du din sexlyst sund og levende og det gør dig til et mere harmonisk menneske.
Jeg håber mine ord kan medvirke til, at du får den skamfølelse smidt ad Pommern til. Du fortjener den ikke!
Kærlig hilsen
Vivi
I Vivis brevkasse kan du få svar på alle spørgsmål, der vedrører din eller din partners seksualitet eller jeres fælles sexliv.
Se Vivis hjemmeside på: Bedresexliv.dk