Går jeg i for små sko?

Jeg har for flere måneder siden meldt mig som indsamler for scleroseforeningen i morgen. De sidste to år har jeg haft samme gode indsamlingssted og begge gange slået den lokale rekord stort ved at stå der hele dagen. Nu har jeg så desværre selv et scleroseattak og har det rigtigt skidt, skal økonomisere med kræfterne og har haft to sygedage fra arbejdet i denne uge. 

Jeg skrev så til ham, der står for den lokale indsamling, at jeg pga attak var meget i tvivl, om jeg kan klare det i morgen, og spurgte, hvad jeg skal gøre, hvis jeg må melde fra. Jeg tænkte på det praktiske - skal jeg ringe og melde afbud, aflevere min tilsendte indsamlingsbøsse? osv. Han svarede, at han håber, jeg om ikke andet kan klare et par timer, da jeg jo har haft et fantastisk resultat de sidste to år, og at hver krone tæller, når det gælder om at knække koden til den sygdom, vi har - og at han selv går og skranter efter et attak. Ikke et ord om, hvad jeg rent praktisk gør. 

Jeg kan godt selv afgøre i morgen, om jeg kan eller ikke kan, og jeg ved da godt, det er øv, hvis ingen står på mit gode indsamlingssted. Jeg vil bare ikke bruge flere dages kræfter på dét og prioriterer altså højere forhåbentlig at kunne tage på job nogle timer mandag. Den måde at tænke “energiregnskab” flere dage frem på er helt almindelig og indgroet, når man har sclerose, og det kender han helt sikkert alt til selv. Derfor bliver jeg lidt stødt over, at han i min oplevelse presser på. 

Hvis jeg nu ikke kan i morgen, så overvejer jeg at ringe til dem, der står for at koordinere overordnet i området i stedet for til ham og så bede dem give ham besked. 

Er det en umoden/konfliktsky reaktion? Jeg føler mig helt ærligt lidt mistænkeliggjort af en “lidelsesfælle”. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg har for flere måneder siden meldt mig som indsamler for scleroseforeningen i morgen. De sidste to år har jeg haft samme gode indsamlingssted og begge gange slået den lokale rekord stort ved at stå der hele dagen. Nu har jeg så desværre selv et scleroseattak og har det rigtigt skidt, skal økonomisere med kræfterne og har haft to sygedage fra arbejdet i denne uge. 

Jeg skrev så til ham, der står for den lokale indsamling, at jeg pga attak var meget i tvivl, om jeg kan klare det i morgen, og spurgte, hvad jeg skal gøre, hvis jeg må melde fra. Jeg tænkte på det praktiske - skal jeg ringe og melde afbud, aflevere min tilsendte indsamlingsbøsse? osv. Han svarede, at han håber, jeg om ikke andet kan klare et par timer, da jeg jo har haft et fantastisk resultat de sidste to år, og at hver krone tæller, når det gælder om at knække koden til den sygdom, vi har - og at han selv går og skranter efter et attak. Ikke et ord om, hvad jeg rent praktisk gør. 

Jeg kan godt selv afgøre i morgen, om jeg kan eller ikke kan, og jeg ved da godt, det er øv, hvis ingen står på mit gode indsamlingssted. Jeg vil bare ikke bruge flere dages kræfter på dét og prioriterer altså højere forhåbentlig at kunne tage på job nogle timer mandag. Den måde at tænke “energiregnskab” flere dage frem på er helt almindelig og indgroet, når man har sclerose, og det kender han helt sikkert alt til selv. Derfor bliver jeg lidt stødt over, at han i min oplevelse presser på. 

Hvis jeg nu ikke kan i morgen, så overvejer jeg at ringe til dem, der står for at koordinere overordnet i området i stedet for til ham og så bede dem give ham besked. 

Er det en umoden/konfliktsky reaktion? Jeg føler mig helt ærligt lidt mistænkeliggjort af en “lidelsesfælle”. 

Nej,  hvis du føler at i morgen bliver for meget, så ringer du til de andre og ikke ham. Der er en sandsynlighed for at han vil prøve at presse en smule på igen og det er nok det sidste du har brug for  

Selvfølgelig er det da ærgerligt, men det er vilkårene og det burde han have respekteret til at starte med.

God bedring 

Jeg læste dit indlæg og da du kom til at du følte dig presset af ham var min første tanke “vent, hvad?” Og måtte læse igen for at finde den sætning der gav dig den følelse.. og jeg kunne ærligt ikke se det, medmindre jeg valgte at gradbøje hans ord - så jaaa, jooo.. men Jeg havde altså på ingen måde taget hans respons som et pres. Jeg ville have svaret helt det samme hvis en ringede dagen før et eller andet. at det er super ærgeligt at personen har det skidt - men at jeg da stadig håber der måske kan være bedring nok i morgen til at komme forbi. Jeg tænker det bare var det han mente. Og ikke for at presse noget som helst  

ift det praktiske skal du vel ikke andet end du normalt ville skulle. Du aflevere vel bare bøssen på samme tid som ellers, den er så bare tom hvis du ikke kommer afsted.  

Du kan roligt melde fra med god samvittighed. Og jeg synes faktisk ikke, at han kan være bekendt at presse dig. Og jeg kan godt forstå, at du oplevede det som et pres.

Der er ikke to sygdomsforløb, der er ens, og der er vel heller ikke to attacks, der er ens. Han burde være den første til at forstå dig.

Jeg synes roligt, du kan ringe til ham igen i morgen og sige, at du ikke magter at være med i år og at du derfor gerne vil vide, hvor du skal aflevere indsamlingsbøssen og andre praktiske ting. Og hvis han presser dig, så sig stille og roligt til ham, at du gerne vil have, at han respekterer din beslutning, og at du har brug for at prioritere at kunne være nogle timer på dit arbejde på mandag. 

Klap dig selv på skulderen over det flotte resultat, du har haft de sidste to år. Og håb på at du kan være med igen til næste år. 

Jeg kan godt forstå du følte dig presset. 

Jeghar en ødelagt ryg- 3 diskpoprolapser slidgigt og kroniske smerter. 

Jeg passer mit firma også med smerter - og har så stor glæde i det at arbejde,at jeg gør mere end godt er for min ryg. 

Men jeg kunne aldrig drømme om at fortælle andre at jeg forventer  det samme fra dem. 

At andre skal have samme overskud ,og at når jeg kan klare det her - ja så burde de også.'

Min priotering er ikke ensbetydende med andre har den samme. 

At han skranter ,og stadig mener at han godt kan klare et par timer - er fint ,men han skal ikke pådutte dig noget som helst. 

Og jo han presser  ved indirekte at ligge over til dig hvor vigtigt det er at knække koden osv- som om du som sygdomsramt ikke godt er klar over det. ...

Så jeg ville skrive til ham- tak men jeg ved hvad jeg kan holde til ,og hvad jeg priotere Så vil du venligst svare på mit spørgsmål. 

Mor11 skriver:

Jeg læste dit indlæg og da du kom til at du følte dig presset af ham var min første tanke “vent, hvad?” Og måtte læse igen for at finde den sætning der gav dig den følelse.. og jeg kunne ærligt ikke se det, medmindre jeg valgte at gradbøje hans ord - så jaaa, jooo.. men Jeg havde altså på ingen måde taget hans respons som et pres. Jeg ville have svaret helt det samme hvis en ringede dagen før et eller andet. at det er super ærgeligt at personen har det skidt - men at jeg da stadig håber der måske kan være bedring nok i morgen til at komme forbi. Jeg tænker det bare var det han mente. Og ikke for at presse noget som helst  

ift det praktiske skal du vel ikke andet end du normalt ville skulle. Du aflevere vel bare bøssen på samme tid som ellers, den er så bare tom hvis du ikke kommer afsted.  

Det er jo ikke en forkølelse. Jeg kan så absolut godt forstå, at TS følte det som et pres. 

Mor11 skriver:

Jeg læste dit indlæg og da du kom til at du følte dig presset af ham var min første tanke “vent, hvad?” Og måtte læse igen for at finde den sætning der gav dig den følelse.. og jeg kunne ærligt ikke se det, medmindre jeg valgte at gradbøje hans ord - så jaaa, jooo.. men Jeg havde altså på ingen måde taget hans respons som et pres. Jeg ville have svaret helt det samme hvis en ringede dagen før et eller andet. at det er super ærgeligt at personen har det skidt - men at jeg da stadig håber der måske kan være bedring nok i morgen til at komme forbi. Jeg tænker det bare var det han mente. Og ikke for at presse noget som helst  

ift det praktiske skal du vel ikke andet end du normalt ville skulle. Du aflevere vel bare bøssen på samme tid som ellers, den er så bare tom hvis du ikke kommer afsted.  

Det, der støder mig, er, at jeg informerer ham om, det ikke er sikkert, jeg kan noget som helst i morgen, og spørger, hvad jeg i givet fald gør rent praktisk. Det er jo muligt, de ville forsøge at give en anden mit gode indsamlingssted og derfor gerne ville have besked fra om morgenen. Han svarer slet ikke på mit spørgsmål, men fortæller, hvad jeg selvfølgelig er helt klar over - jeg havde jo ikke brugt to hele dage de foregående år på at samle ind, hvis jeg ikke vidste, sagen var vigtig, og selvfølgelig stiller jeg op en time eller to, hvis jeg kan. 

Jeg sammenligner det for mig selv med, at jeg siger til min leder, jeg er rigtigt skidt og måske vil være nødt til at melde mig syg dagen efter, og hvad gør vi så i forhold til en bestemt opgave? - og min leder ikke besvarer mit spørgsmål, men fortæller mig, at det vil være bedre end ingenting, hvis jeg kommer et par timer - at opgaven faktisk er rigtig vigtig - og at han iøvrigt ikke selv er helt rask, men alligevel på job. Det ville blandt andet i mine TR-øjne være helt no-go. Det er noget med tillid til, at den anden godt vil kunne vurdere, om hun er syg eller ej. Oven i er der den krølle, at ham her og jeg har den selvsamme sygdom, vi samler ind til - så er det da indlysende, at jeg finder sagen vigtig, men også, at vi begge ved, det er en møgsygdom, som netop gang på gang forhindrer os i at gøre, hvad vi gerne vil. 

Det kan godt være, til gengæld, at du har ret i, han bare har formuleret sig uheldigt og mente noget andet, end han skrev. Men han er altså helt klar over, at bedring sjældent sker lige fra dag til dag, og at alfa og omega netop er at kunne sige fra, fordi “regningen” for at presse sig selv er for høj. 

Carina:-) skriver:

Jeg kan godt forstå du følte dig presset. 

Jeghar en ødelagt ryg- 3 diskpoprolapser slidgigt og kroniske smerter. 

Jeg passer mit firma også med smerter - og har så stor glæde i det at arbejde,at jeg gør mere end godt er for min ryg. 

Men jeg kunne aldrig drømme om at fortælle andre at jeg forventer  det samme fra dem. 

At andre skal have samme overskud ,og at når jeg kan klare det her - ja så burde de også.'

Min priotering er ikke ensbetydende med andre har den samme. 

At han skranter ,og stadig mener at han godt kan klare et par timer - er fint ,men han skal ikke pådutte dig noget som helst. 

Og jo han presser  ved indirekte at ligge over til dig hvor vigtigt det er at knække koden osv- som om du som sygdomsramt ikke godt er klar over det. ...

Så jeg ville skrive til ham- tak men jeg ved hvad jeg kan holde til ,og hvad jeg priotere Så vil du venligst svare på mit spørgsmål. 

Jeg prioriterer selv mit job meget højt, til tider nok for højt, men jeg synes ikke, jeg kan tillade mig at lade min 8. klasse få vikar igen mandag, fordi jeg har brugt alle kræfterne på en frivillig indsamling søndag. Og nu er jeg måske lidt nidkær, men ham her, der står for indsamlingen, fortalte mig sidste år, at han er i fleksjob eller skånejob med meget få timer, og dermed er vores situation jo meget forskellig, når det kommer til muligheden for at prioritere. 

Jeg var netop på vej til at skrive, som du siger, men tog mig i det og tænkte, det måske var for hårdt. Hvis jeg ikke kan noget i morgen, meddeler jeg det pr. mail og gentager mit spørgsmål dér. Ingen grund til at skabe dårlig stemning på forhånd, hvis jeg nu rent faktisk godt kan tage en time eller to. 

Tommelise skriver:

Du kan roligt melde fra med god samvittighed. Og jeg synes faktisk ikke, at han kan være bekendt at presse dig. Og jeg kan godt forstå, at du oplevede det som et pres.

Der er ikke to sygdomsforløb, der er ens, og der er vel heller ikke to attacks, der er ens. Han burde være den første til at forstå dig.

Jeg synes roligt, du kan ringe til ham igen i morgen og sige, at du ikke magter at være med i år og at du derfor gerne vil vide, hvor du skal aflevere indsamlingsbøssen og andre praktiske ting. Og hvis han presser dig, så sig stille og roligt til ham, at du gerne vil have, at han respekterer din beslutning, og at du har brug for at prioritere at kunne være nogle timer på dit arbejde på mandag. 

Klap dig selv på skulderen over det flotte resultat, du har haft de sidste to år. Og håb på at du kan være med igen til næste år. 

Der er også den forskel, at han er på meget nedsat tid og derfor formentlig har lettere ved at prioritere i morgen højt. Og nej, ikke to attacks er ens, heller ikke for samme patient, så der er ikke andre overordnede “regler” end selv at mærke efter og ikke lade sig presse til noget som helst. 

Tak for forståelsen.