De der svigerforældre

Jeg har lidt knas med mine ellers søde svigerforældre, here we go:

Når min svigermor holder øje med min datter og min datter begynder at brokke sig (og det gør hun konsekvent ved min svigermor), gør hun ikke noget for at rette op på noget, så min datter stopper med at være utilfreds. Kun hvis hun ser jeg kommer gående imod dem begynder hun at gøre et eller andet (ændre stilling, sætte min datter op o.lign)

Min svigerfar mener at hvis de ikke græder (mislykket forsøg på at putte) så skal man lade dem være i fred i sengen, hvor jeg gerne vil snakke/hygge/have hende med til bords. Dernæst er han af den overbevisning, at hvis min datter græder f.eks. ifbm træthed og hun ligger på gulvet, så stopper hun fordi hun får sin vilje ved dét at vi tager hende op (hun er 7 måneder). Det gør det meget utrygt for mig, at de skal passe hende for jeg kan jo ikke regne med at de tager hendes udtryk for utilfredshed/utilpashed seriøst.

Hvad dælen skal jeg gøre, når man skriver til dem at xxx er lidt problematisk for os fordi yyy, så svarer de ikke og opfører sig som om det er vores skyld. Tager jeg snakken med min mand, gør han ikke noget fordi han ikke lægger mærke til det.... Og nej, jeg kommer aldrig til at tage dén snak med dem.

Anonym skriver:

Jeg har lidt knas med mine ellers søde svigerforældre, here we go:

 

Når min svigermor holder øje med min datter og min datter begynder at brokke sig (og det gør hun konsekvent ved min svigermor), gør hun ikke noget for at rette op på noget, så min datter stopper med at være utilfreds. Kun hvis hun ser jeg kommer gående imod dem begynder hun at gøre et eller andet (ændre stilling, sætte min datter op o.lign)

Min svigerfar mener at hvis de ikke græder (mislykket forsøg på at putte) så skal man lade dem være i fred i sengen, hvor jeg gerne vil snakke/hygge/have hende med til bords. Dernæst er han af den overbevisning, at hvis min datter græder f.eks. ifbm træthed og hun ligger på gulvet, så stopper hun fordi hun får sin vilje ved dét at vi tager hende op (hun er 7 måneder). Det gør det meget utrygt for mig, at de skal passe hende for jeg kan jo ikke regne med at de tager hendes udtryk for utilfredshed/utilpashed seriøst.

 

Hvad dælen skal jeg gøre, når man skriver til dem at xxx er lidt problematisk for os fordi yyy, så svarer de ikke og opfører sig som om det er vores skyld. Tager jeg snakken med min mand, gør han ikke noget fordi han ikke lægger mærke til det.... Og nej, jeg kommer aldrig til at tage dén snak med dem.

Hvis man ikke stoler på fx. svigerne, skal de bare ikke passe barnet. Sådan har jeg fx altid haft det med min egen mor.

Men det undre mig at du ikke selv kan tage den snak med dem, hvorfor? 

Er dig og din mand ikke enig om, at det er et problem?

jeg synes egentlig, at det er en dårlig ide at skrive til svigermor, men tal da med hende i stedet -det kan lyde meget hårdt at få at vide, at jeg ikke synes,at du passer mit barn ordentligt. Jeg er sikker på, at du formulerer dig pænt, men det kan være svært at skrive, så den anden part ikke opfatter det negativt. 

Åhh - folk må simpelthen så vidt muligt undgå at kommunikere om vigtige emner på skrift. Det stikker jo altid af fordi det kan blive tolket på tusind måder.

I bliver nødt til at tage snakken ansigt til ansigt selvom det gør nas. Hvis I fortsætter den på skrift så bliver det dobbelt op på nas.

Vil du ikke tage snakken og manden ikke vil så må du tage det hårde valg.

enten lader du dem passe og så passer de på deres måde( der er jo ingen til at gøre dem opmærksom på problemet)

eller også passer de ikke og så må du undvære den hjælp og frihed.

jeg har også svigerforældre der på ingen måde skal passe små børn. (“ børn har godt af at skrige i barnevognen det udvider lungerne” osv. Den slags er deres holdning) Det betyder bare at der er ting vi må sige nej til. Her har vi begge prøvet at tage snakken uden held med dem og derfor denne konsekvens. 

Men DU må tage valget og gøre det fuldt ud-især når du ikke vil forsøge med dialog 

I får lige et samlet svar her:

Jeg selv er ikke ret god til konflikter, for jeg er bange for at skulle se dem i øjnene efterfølgende. Derudover er jeg bange for at det skulle blive til endnu en "farfar og farmor er uduelige, det er kun mormor og morfar der duer".

Jeg vendte situationen med min mødregruppe, hvor min sundhedsplejerske også er, og dér sagde hun ligeud: "de skal ikke passe hende, det vil aldrig gå godt" (jeg har fundet ud af at de lagde hende skrigende ud i klapvognen og lod hende være dér til hun havde skreget sig selv i søvn)

Vendte den med manden i går aftes og sagde at vores datter skal være ældre før hun kommer derhjem og hun kan udtrykke sine behov med ord. Og dér var han heldigvis enig, men er dog blevet såret (selvfølgelig vil alle gerne dele sit barn med sine forældre. I og med han er enebarn er hun også første barnebarn også).

Anonym skriver:

I får lige et samlet svar her:

 

Jeg selv er ikke ret god til konflikter, for jeg er bange for at skulle se dem i øjnene efterfølgende. Derudover er jeg bange for at det skulle blive til endnu en "farfar og farmor er uduelige, det er kun mormor og morfar der duer".

Jeg vendte situationen med min mødregruppe, hvor min sundhedsplejerske også er, og dér sagde hun ligeud: "de skal ikke passe hende, det vil aldrig gå godt" (jeg har fundet ud af at de lagde hende skrigende ud i klapvognen og lod hende være dér til hun havde skreget sig selv i søvn)

 

Vendte den med manden i går aftes og sagde at vores datter skal være ældre før hun kommer derhjem og hun kan udtrykke sine behov med ord. Og dér var han heldigvis enig, men er dog blevet såret (selvfølgelig vil alle gerne dele sit barn med sine forældre. I og med han er enebarn er hun også første barnebarn også).

Så hvem siger det til farmor og farfar?

Fair nok at du ikke r god til konflikter, men du kan ligeså godt se at få det lært, for dem kommer der mange af.

Jeg forstår ikke hvad der er at snakke om?

Her har farmor meninger om alt - og hvis man fortæller hende hvordan babyverden har ændret sig siden hun blev mor for første gang i 1985, så tror hun dårligt på det. Jeg lukker ørerne når hun kommer med sine meninger. Jeg gider ikke diskutere hvordan jeg er forælder. Og det gælder egentligt også når min egen mor kommer med et statement. Så får hun også "Det er fint du synes sådan; men vi gør sådan her, for det fungere!"

Så... Bare lad dem snakke.

Her får farmor ALDRIG lov til at passe. Nu bor hun også i den anden ende af landet, hvilket er grund nok i sig selv, da hun ikke kender vores barn. Men jeg stoler ikke på hendes evner og vil slet ikke vide hvad hun kan finde på /ikke finde på.

Jeg synes intet af det du påtaler behøver en dialog. 

Hvis du I ikke mener de er egnet til at passe hende skal de ikke gøre det. 

Mine forældre har aldrig passet og lkommer aldrig til. mens mine svigerforældre har passet mange gange. 

Det er ikke noget jeg har talt med mine forældre om - jeg har bare undladt at spørge dem om pasning.