"Hverdag med 1½-årig"
Hej Stine...
Jeg står med et lille problem, min datter er 17 måneder og er efterhånedne ved at være en stor pige men syntes lidt at hverdagen kan være en kamp...
hun er ikke vild glad for mad og vi har derfor rigtig svært ved at få hende til at spise han kan både spise med finger og drikke selv og når hun er i DP gå det også rigtig godt men her hjemme er det faktisk umuligt og vi tror det er fordi hun mangler noget der kan aflede hendes opmærksomhed fra mad men hvad og hvordan?
DEPéren putter maden i munden af hende når hun er i dp fordi hun er for travlt optaget til selv at spise men hvis hun ikke spiser her hjemme og vi gør det samme så enten drejer hun hovedet eller også spytter hun dte ud...
Hvad kan vi evt. gøre for at hjælpe hende på dette punkt?
Hun drikker utrolig meget væske til maden og hvis hun ikke får den væske som hun ber om bliver det en ren skrige tur.
Samt hun får mælk når hun bliver puttet + en drømme flaske når vi går i seng fordi hun endnu ikke spiser nok om dagen til at kunne klare sig igennem natten på anden vis...
Søvn har vi også et problem med, når hun bliver puttede vil hun ikke læge sg til at sove, hun hopper og danser, snakker og græde, og tror nogen gange at det hele er en leg og det er tros det at hun er træt når vi putter.
Vi starter med at give hende nattøj på og en ren ble, så sætter vi os i sofaen, bøster tænder og sidder derefter og slapper af i 15-30 min. derefter går vi ind i vores seng, og der ligger vi os så under vores dyne og der får hun sin nat-flaske imens far læser en godnat historie, når hun er færdig med sin flaske slutter far nat-læsnigen, slukker lyset og siger godnat, så går han ud, vi bliver liggenede i yderliger 5 min. hvorefter jeg putter hende over i sin egen seng som står ved siden af vores seng, og der starter kampen så, jeg går ud og så begynder hun at snakke efter lidt ´tid begynder hun at græde, vi går ind, ligger hende ned, putter dynen omkring hende og går ud igen (evt. tilbyder vi flaske igen for der er hun klar til at tag det sidste) og sådan forgår 1-2timer hver aften, nogen gange når hun ser vi kommer ind skynder hun sig at smide sig i sengen også begynder hun at grine...
Hun sover oven på en kugle dyne da hun er for tidlig født ( uge 26) og derfor tager har vi en del problemer med sanse indtryg og berørninger mm.
Hun vågner også tit om natten (derfor hun er kommet ind til os igen (nu for 2 måneder siden, havde sovet på eget værelse i 3 måneder da hun kom ind til os igen) hun skriger og er bare ked af det, der har jeg så aller mest lyst til at tag hende over i vores seng men tør ikke da hun ligger meget uroligt og er faldet ud af vores seng et par gange... har prøvet at tilbyde hende vand og holde i hånd mm. men intet hjælper...
Også er der ble skiftningen - hun skriger, og vrider sig som jeg ved ikke hvad og det er virklig ikke særlig sjovt længer...
håber du har nogen gode råd... og evt. kan hjælpe os til at gøre dagene her hjemme lidt sjover for os alle.
Mvh. Mor-Baby
Stines svar
Kære Mor-Baby - og Far!
Hverdagen med et lille barn kan være en udfordring;-)
Derfor vil jeg først og fremmest sige, at det, du beskriver, lyder helt normalt! Så et helt overordnet råd er, at I skal prøve at flytte fokus fra problemerne, og i stedet have fokus på jeres barn.
Hvis man som forældre gerne vil have at tingene skal være på en bestemt måde (barnet skal spise en bestemt mængde mad, falde i søvn på en bestemt måde osv.), kan man hurtigt blive frustreret, når det ikke lykkes. Og det er meget opslidende. I stedet kan man prøve at gøre tingene sådan, som barnet vil trives med det.
For mig lyder det, som om, I er gode til at lytte til jeres barn, og er opmærksomme på, om hun trives. Prøv at gøre det helt konsekvent i alle situationer, og se om det vil ændre på jeres tilgang til spise-, pusle- og sovesituationerne.
Inden I læser videre, skal I dog være sikre på, at jeres lille pige er i trivsel helt basalt, dvs.:
- får nok mad, (tager på i vægt/holder vægten, spiser og drikker jævnligt, fylder sin ble)
- får nok søvn, (ca. 13 timer i døgnet, altså 1-2 timer om dagen, 11-12 timer om natten)
- er glad, har lyst til at lege og snakke og være kærlig
Hvis I mener, at det er tilfældet, er der ingen grund til bekymring. Læs bare følgende og få inspiration til, hvordan I måske kan ændre lidt på nogle ting, som kan gøre livet lettere for jer og jeres lille pige:
Ude og hjemme
Hverdagen for et lille barn, som bliver passet i dagpleje, er spækket med sanseindtryk. Samtidig er barnet nu ved at lære at begå sig socialt UDEN far og mor. Det kræver meget af barnet, og ligesom os andre, er det derhjemme, barnet kan slappe af og være sig selv uden filter! Derhjemme kommer også alle de følelser frem, som måske er blevet undertrykt i løbet af dagen. Derfor må man som forælder give plads til, at barnet kan afreagere hjemme, og i det hele taget lade være med at stille for store krav til barnet. Vælg konflikterne med omhu!
Spisning
Det er helt typisk, at små børn i perioder ikke kan koncentrere sig om at spise. Så det er fint, at dagplejemoren mader hende. Det er også normalt, at børns appetit er svingende. I nogle perioder spiser de rigtig meget, andre gange spiser de ikke så meget. I perioder vil de helst have fx kød, og pludselig er det kun grønsager, de vil spise.
Spisning er også en social begivenhed, så derhjemme er det vigtigt, at I koncentrerer jer om hele familiens måltid. Spis jeres egen mad med nydelse, tal sammen, hyg jer. Få jeres barn til at føle, at hun er en del af dette hyggelige familiesamvær. Tilbyd hende mad og drikke, men lad hende selv styre, hvad hun vil have. Lad være med at made hende, hvis hun ikke vil mades.
Det at spise er jo også en sanseoplevelse, så hvis I kompenserer for et måltid ved at give hende mælk (flaske/bryst) om aftenen, er det helt i orden. Måske er hendes behov for mælk også et udtryk for, at hun har brug for den tryghed og nærhed, der er i et sådant måltid.
I kunne måske forsøge jer med at give hende mælk som det første, når I er kommet hjem fra dagpleje? Simpelthen for at tanke hende op med nærhed, tryghed og følelsen af at være "lille baby". Måske vil det give hende mere overskud og appetit til aftensmaden.
Bleskift
Det er ikke mange kravle/gå-børn, der gider at få skiftet ble. De har for travlt! Når det bare er en tisseble, vil jeg derfor foreslå, at I bruger bukseble, så hun kan stå op og få den på eller selv tage den på. Flyt evt. bleskift væk fra puslebordet, og gør det på gulvet/i sofaen/på legetæppet. Syng en sang, leg gemmeleg med fødderne, kild og trut på mave og ben. Bleskift med en 1-2-årig kan nogle gange tage meeeget lang tid, fordi man er nødt til at lade det handle om noget andet og mere end bleskift. Det er også her, man fx snakker om kropsdele og tøj, og barnet øver den motoriske færdighed at tage tøj på selv!
Putte/sove-tid
Det lyder, som om I har et godt ritual, men måske lidt for langt og med for mange skift? Jeg vil foreslå, at godnatlæsningen foregår i sofaen, som en del af slappe-af-stunden. Lad sengen være et stille sted, hvor man putter. Skiftet fra dobbeltsengen til barnesengen er svært. Og det, at du går fra hende. Så er hun måske ikke så afslappet mere, og så får hun svært ved at falde i søvn?
Hvis hun godt kan falde i søvn i dobbeltsengen med mor eller far ved siden af, og du har lyst til at tage hende op i din seng, når hun vågner om natten, så vil jeg foreslå, at I indretter jer, så hun kan sove der. Hvis det er muligt, så tag den ene side af barnesengen og sæt sengen helt op af dobbeltsengen. Som en sidevogn. Man kan få nogle clips i fx Jysk, som man sætter fast under to senge, som ikke må glide væk fra hinanden. Mennesker er sociale væsener, og de allerfleste kan godt lide at sove sammen. Især små børn.
Og så må I huske på, at børns behov ændrer sig hele tiden i takt med, at de udvikler sig. Lige nu har hun måske ekstra brug for nærhed om aftenen. Og ikke brug for, at I går fra hende (som I gør om morgenen i dagplejen).
Det var vist det... jeg håber, I kan bruge mine tanker og idéer til noget!
Mange hilsener fra Stine
Stine holder kurser og arrangementer med rytmik (musik og bevægelse), babytegn og babymassage, og vejleder desuden i brug af babyslynger.
Se Stines hjemmeside: http://www.babyhuset-tutti.dk