Er jeg unfair? Helt udkørt.

Jeg ønsker jeres syn på min situation, er jeg unfair overfor min partner?

Kort og godt, jeg havde en hård hård fødsel derefter en fødsels depression som jeg stadig et medicineret for. Min barsel er slut, og jeg er sygemeldt da mit overskud stadig ikke er der.

Vores barn er MEGET svært (har altid været det). Kolik barn, sov/sover aldrig. Det er en kamp at få ham til at tage en lur, han kan sagtens tumle rundt en hel dag uden at sove selvom han er ved at falde om af træthed! Han dræner mig fuldstændig fordi jeg er på HELE tiden. Han sidder aldrig og slapper lidt af, bare jeg forlader rummet for at hente vand, tisse you name it så græder han. Det er en  mega stress faktor, da jeg hele tiden er på mærkerne.

Jeg får heller aldrig spist, fordi han gider sidde i sin stol 5 min så gider han ikk mere, så flipper han ud. Han er vågen til mellem 19.30-20.30, vågner mellem 5 og 6, HVER DAG!! tager en lur på MAX 1.5 time på en dag.

Min partner kommer hjem ved 22 tiden fra arbejde. Jeg ordner alt herhjemme, mad oprydning opvask tøjvask, taget os af vores søn, fodre putter skifter tøj osv osv.

Jeg står op med han hveeeer dag kl. Lort, og min kæreste sover til 8-tiden. Nogen gange sover han før mig. Han forstår ikke jeg har behov for alene tid om aften, hvorfor jeg ikke går i seng når baby sover. Han kan ikke se jeg er UDKØRT. I dag brændte alt sammen og jeg græd og græd og græd. Hans eneste bemærkning er jeg bør gå til psykiater og få hjælp.

Jeg har været syg I 4 dage nu, sådan rigtig syg. Det er alligevel mig der står op, jeg får ikke lov til at hvile eller noget. Det gør mig så frustreret mine behov ikke bliver set! Jeg forventer ikke han står op tidligt hver dag, men 2 dage om ugen ville være så dejligt hvis jeg kunne sove de 2 timer ekstra! Nu er det kørt om i en spids, og skænderiet blev hurtigt drejet over på mig at jeg er forkert osv.

Han forstår ikke hvordan det er at gå ned med depression, og hvordan ens overskud bliver ramt! Jeg kæmper dagligt med at ordne alting. Jeg har slet ikke tid til mig selv fordi jeg ordner hus og baby. Åh.

Sorry det blev langt. Tak fordi i læste med

Udfra det synspunkt jeg ser, så beder du ham om at tage mere over derhjemme - forståeligt. 

I er nødt til at lave en plan for, hvem gør hvad. 

Dernæst så er du faktisk nødt til at få hjælp - jeg tænker ikke en psykiater - nok nærmere en psykolog . Har du snakket med din SP om det hele? 

Det lyder som om at du har ramt et sort hul, og du har brug for at hjælp til at komme på. 

Håber at tingene vil løse sig for dig :-)

Janet1989 skriver:

Udfra det synspunkt jeg ser, så beder du ham om at tage mere over derhjemme - forståeligt. 

I er nødt til at lave en plan for, hvem gør hvad. 

Dernæst så er du faktisk nødt til at få hjælp - jeg tænker ikke en psykiater - nok nærmere en psykolog . Har du snakket med din SP om det hele? 

Det lyder som om at du har ramt et sort hul, og du har brug for at hjælp til at komme på. 

Håber at tingene vil løse sig for dig :-)

Tak for dit svar. Det er lige præcis det jeg beder om. Hjælpe mig mens jeg har det svært. Og det hele er lidt en stor mundfuld, og når han har overskud og "kun" arbejder kan jeg ikke forstå han ikke vil komme lidt mere på banen. Jeg råber på hjælp.

Jo det vil jeg os rigtig gerne igang med, for det ved jeg at jeg har brug for. Jeg har bare ikke haft mulighed da baby ikke er i institution endnu..

Man ka gå til sådan noget pårørende noget, til folk med depration. Det fik min veninde, sin kæreste til, fordi han havde meget svært ved at forstå hendes problemstillinger. Det hjalp rigtig meget på deres indbyrdes forståelse. 

Jeg syntes at du for en periode, må skruge ned for rengøringen osv, også må han tage del i det, i weekenderne, om morgnen osv. 

Du er nød til at gøre det klart for ham, at fra nu af skiftes i til at stå tideligt op, og at i fremad rette deles om de praktiske opgaver omkring jeres barn.

Måske det for en periode, ku være en god ide, at lave en ugeplan over hvem gør hvad, hvilke dage osv. Det virkede fantastisk for min veninde. 

Du skriver, at din barsel er slut, så nu må baby vel være startet i en form for pasning? Se at få hvilet, nogle timer, mens han er afsted. Vh Stine 

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det er lige præcis det jeg beder om. Hjælpe mig mens jeg har det svært. Og det hele er lidt en stor mundfuld, og når han har overskud og "kun" arbejder kan jeg ikke forstå han ikke vil komme lidt mere på banen. Jeg råber på hjælp.

Jo det vil jeg os rigtig gerne igang med, for det ved jeg at jeg har brug for. Jeg har bare ikke haft mulighed da baby ikke er i institution endnu..

I må lave en samlet plan for hvordan i skal komme igennem det her sammen - hvis det går helt i kage, så måske i skal snakke med en parterapeut, så han kan se at det her - det er sgu alvor, du kan ikke blive ved med at fortsætte sådan. 

Mer du blevet undersøgt for stress? Har du stress-lignede symptomer? 

Da jeg selv havde stress pga Job, gik jeg helt ned , på samme måde som du. Bare sad og græd og græd og græd i flere timer, kunne ikke tage mig sammen til noget. 

Mht til baby, måske du kender en som kunne passe eller hjælpe, mens du selv får hjælp? Fordi jeg tænker at der skal professionel hjælp til her , det virker ikke som om at man “bare” kan snakke sig ud af det her - den rigtige hjælp skal der til!

StineW79 skriver:

Man ka gå til sådan noget pårørende noget, til folk med depration. Det fik min veninde, sin kæreste til, fordi han havde meget svært ved at forstå hendes problemstillinger. Det hjalp rigtig meget på deres indbyrdes forståelse. 

Jeg syntes at du for en periode, må skruge ned for rengøringen osv, også må han tage del i det, i weekenderne, om morgnen osv. 

Du er nød til at gøre det klart for ham, at fra nu af skiftes i til at stå tideligt op, og at i fremad rette deles om de praktiske opgaver omkring jeres barn.

Måske det for en periode, ku være en god ide, at lave en ugeplan over hvem gør hvad, hvilke dage osv. Det virkede fantastisk for min veninde. 

Du skriver, at din barsel er slut, så nu må baby vel være startet i en form for pasning? Se at få hvilet, nogle timer, mens han er afsted. Vh Stine 

Det lyder som en rigtig god ide. Det vidste jeg slet ikke der var faktisk! Det skal undersøges med det samme. For han har ingen forståelse for, hvorfor jeg ikke "BARE kan".... 

Problemet er at han ikke synes det er okay vi skiftes til at stå op, fordi han jo arbejder og har en lang dag hvis han er tidligt oppe. Men det har jeg jo osse, kan man sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal stille tingene op for ham for at han forstår jeg har brug for den fordeling.

Baby skal indkøres næste uge, vi ventede på en dp plads da han er lidt sensitiv og havde brug for det perfekte sted.

Janet1989 skriver:

I må lave en samlet plan for hvordan i skal komme igennem det her sammen - hvis det går helt i kage, så måske i skal snakke med en parterapeut, så han kan se at det her - det er sgu alvor, du kan ikke blive ved med at fortsætte sådan. 

Mer du blevet undersøgt for stress? Har du stress-lignede symptomer? 

Da jeg selv havde stress pga Job, gik jeg helt ned , på samme måde som du. Bare sad og græd og græd og græd i flere timer, kunne ikke tage mig sammen til noget. 

Mht til baby, måske du kender en som kunne passe eller hjælpe, mens du selv får hjælp? Fordi jeg tænker at der skal professionel hjælp til her , det virker ikke som om at man “bare” kan snakke sig ud af det her - den rigtige hjælp skal der til!

Det er nemlig alvor, jeg har os prøvet at tage snakken 80 gange agtigt. Men det er ligesom om jeg bliver bagatelliseret og jeg går jo hjemme hele dagen, og har på ingen måde en dag sammenlignet med ham.. Det er så  nedladende. Jeg fortalte ham os i dag med tårene ned af kinderne at det altså ikke er et valg jeg har taget, at få det så skidt!

Jeg har osse stress. Både depression og stress, jeg bliver tit svimmel og mit hjerte banker på højtryk. Jeg har tit svært ved at falde i søvn og føler jeg bliver kvalt.

Jeg vil så gerne ha hjælp. Jeg mangler bare støtten og forståelsen herhjemme fra, det gør virkelig ondt at føle sig så svag og blive set ned på samtidig..

Du er ikke urimelig!!!

At ikke få nok søvn over længere tid er ren tortur. Jeg har prøvet det jeg også. Til sidst forsvant korttidshukommelsen og jeg kunne ikke bevare overblikket over noget som helst. Kan du evn få hjælp af en af  bedsteforældrene? Du må i så fall være ærlig med dem at du ikke har sovet en hel nat i evigheder. Du er nødt til at få sovet rigtigt et par nætter. Når du har fået sovet er det også meget enklere at samle tankerne så man har en mulighed for at finde ud af resten.

Og så vil jeg anbefale at kontakte sp. For det første forstår hun helt sikkert situationen, du står i, og for det andet ved hun, hvilke tilbud om hjælp som finnes i dit område.

Ønsker dig det bedste!