Uenige om børn/graviditet

Det er en lidt akavet titel - sorry.

Min mand og jeg er enige om antallet af børn og hvornår de eventuelt skulle komme.

Vi har i forvejen 2 skønne unger på 4 og 2 og jeg vil IKKE have flere lige nu, men kan måske overtales om nogle år. Problemet med det er så at jeg heller ikke er nogen helt ung pige længere og helst ikke vil have børn efter jeg fylder 35, hvilket "kun" giver os 4 år at løbe på.

Vi havde svært ved at opnå en blivende graviditet anden gang, hvor vi mistede 3 gange inden, over en periode på 2 år (vi ville gerne have haft pseudo-tvillinger).

Og der kommer så det tredje problem - jeg vil ikke have for store spring imellem børnene og få sådan en efternøler.

Så jeg har en masse grunde til bare at tænke nej til barn nr 3, men manden er uenig. Han vil gerne have et barn mere og så faktisk helst at det bliver en lille efternøler om en 5 års tid. Og han er ikke til at stikke eller rokke i.

Er jeg underlig eller urimelig?

Nej, du er hverken underlig eller urimelig.

Hvis den ene ønsker flere børn, og den anden ikke gør, så er det i mine øjne, den der ikke ønsker flere, der har "vetoretten".

Man skal ikke få børn for andres skyld.

Din mands ønske er da forståeligt, men jeg synes, han skal prøve at arbejde med tanken om at forlige sig med "kun" at få to børn. Vende den på hovedet og forsøge at finde de fordele der ved "kun" at have to.

Ingen af jer er urimelige.

Begges ønsker er helt ok og rimelige. 

Dit ønske er ikke vigtigere end din mands og begge skal respekteres lige meget. 

Først tror jeg du bliver nød til at finde ud af om du vil have en til eller ej. Det er ikke fair at din mand skal gå rundt i uvished. Self kan der ske ting der forandre sagen senere men du må finde ud af hvad dit udgangspunkt er.

er svaret at du ikke ønsker flere skal du meddele det til din mand så han har muligheden for at finde ud af hvad han så vil, om han kan leve med det eller ej. 

Ser flere gange på den her side kvinder der overvejer at gå fra deres mand grundet børne spørgsmålet og det kan altså også ske for dig og det er helt ok.

Bliver svaret at du gerne vil have en til bliver I nød til at sætte jer ned og lave en plan og her må I altså begge være villig til at både give og tage. 

Hvis du tænker max 4 år og han tænker 5 år så er I jo ikke voldsomt langt væk fra hinanden og mon ikke I så jan mødes. Om du er 35 eller 35,5 eller 36 går nok ikke den helt store forskel og igen om der er 4 eller 5 år til gør nok ikke det vilde når først baby er der. 

Så det hele kommer an på hvad du vil og så må du tage den derfra. Men igen husk at INGEN af jer er urimelige i ønsket om børn/ ikke børn. 

Der hvor I begge er urimelige er jeres stædighed i hvornår mm. Der bør I nok arbejde på at mødes

Ingen af jer er urimelige - man har det jo som man har. Men jeg tænker om I måske med fordel kan overveje, at skrue lidt ned for “planerne” og lette kontrollen...

Gør det virkelig en forskel, om du er 34 eller 36 år, om der er 1 år eller 2 mere eller mindre mellem barn A, B og C, eller om alt lige går efter en defineret plan? Er det vigtige ikke at få unger, når alle parter ønsker og orker - uagtet at man afviger “planen” og at ungerne er ønskede og sunde og raske?

Behøver I at beslutte jer lige nu? I kunne se hvad lysten var til om et år eller tre? I har allerede lært på den hårde måde, at det i sidste ende er naturen og ikke jer selv, der får det sidste ord .. så jeg fristes til at sige “let go a little”? 

Vi har alle sammen forskellige individuelle behov og ønsker. Det er ikke urimeligt at have en holdning til det at få børn. 

Jeg vil bare minde Jer begge om at børn er en gave som ikke kommer fordi man beder om det. Med jeres historie og din alder i betragtning kan det være "farligt" at stille krav til hvornår ankomst af tredje barn finder sted. I skal finde ud af hvad i vil, som par og ikke som individer