Hej piger,
Jeg skriver, fordi jeg har brug for råd ift sex. Min kæreste og jeg har altid haft et super aktivt og frækt sexliv. Vi har været sammen 3.5 år. Vi har leget med med at binde hinanden, har været spontane og haft sex mange steder. Og har altid elsket, at efter vi havde været sammen længe havde vi stadig et super aktivt sexliv.
Så fik vi et barn for 8 mdr. Siden. Og jeg VED godt, at sex ændrer sig når man får barn, for har et barn fra et tidligere forhold. Men jeg har det decideret dårligt med sex. Det skal siges, at fødslen var en dårlig og traumatisk oplevelse, hvilket klart har noget at sige.
Jeg fravalgte gynækologisk undersøgelse ved 8 ugers unds. Pga jeg ikke var klar til at blive rodet rundt dernede ovenpå den fødsel. Og det har bare sat sig. Jeg bliver ked af det, når min kæreste vil have sex med mig. Eller når han giver udtryk for, at han har lyst til mig. Han er sød og omsorgsfuld og respekterer, når jeg ikke har lyst til sex. Bekræfter mig og at han elsker mig uanset hvad.
Men alligevel har jeg dårlig samvittighed, for jeg føler sex er vigtigt, og det har altid været en stor del af vores forhold. Lige nu her var den oplagte chance for noget seksuelt. Min kæreste havde lige været i bad, børnene sov til middag, og vi havde aftalt han tog en lur, da han havde den yngste i nat.
Så sendte han mig en flirtende SMS fra soveværelset, at han var kommet til at tænke på mig og var blevet liderlig. Og straks blev jeg bare så ked af det. Og det er mega forvirrende, for jeg kunne mærke at jeg blev super tændt (der var også et billede med) og at min krop reagerede med lyst og liderlighed, men det er bare som om, at der oppe i mit hoved og rent mentalt er noget skævt.
Sådan at jeg fysiologisk føler lyst, men psykisk føler modstand og så bliver frustreret og ked af det. Min kæreste har jo ikke gjort noget galt, så det handler ikke om ham. Det handler om, at jeg synes det er rigtig svært at skulle røres ved eller gøre noget ved ham.
Og jeg forstår det simpelthen ikke, eller det frustrerer mig. Især fordi jeg jo så har den fysiologiske lyst, det er ligesom to kræfter der kæmper mod hinanden. Jeg onanerer gerne, når jeg har muligheden og er alene, så den del er ikke et problem.
Det er som om det mere er at lukke en anden ind og give adgang til min krop, det er rigtig svært.
Det bliver ikke nemmere af, at der aldrig rigtig er TID. vi har jo hele tiden den tikkende bombe der hedder børn. Nu lægger vi os for at tage os god tid, men vågner baby lige om lidt, som han plejer? Bliver vi afbrudt midt i det hele? Vågner den store?
Den yngste sover i vores soveværelse, så vi må også dæmpe os meget og tage hensyn. Vi har ikke et værelse til ham, så vi kan ikke rykke os ud. Og stuen er lige op af den ældstes værelse. Og jeg vil ikke knalde ind over vaskemaskinen, når jeg netop har brug for tid og nænsomhed.
Hvad gør jeg her? Og hvordan tackler jeg det at fødslen åbenbart har givet mig en form for traume ift min krop? Jeg synes det er vigtigt at gøre noget aktivt, for synes egentlig kun det bliver værre som tiden går..
Hilsen den frustrerede
