Jeg ved ikke helt om jeg har et spørgsmål eller bare brug for at få luft. Sagen er at jeg har et tilbagevendende problem i mit parforhold. Vi har været sammen i 2-3 år så det er ikke helt nyt men heller ikke langvarigt. Dybest set er vi virkelig glade for hinanden og omsorgsfulde, vi hygger os, har fælles interesser og han er en fantastisk bonusfar for min søn på otte år. Vi skændes sjældent, men alligevel har vi det her spørgsmål, der altid skaber en kile mellem os. Vi er uenige om vores boligsituation. Jeg må lige skrive lidt baggrundsinfo, for ellers kan det godt virke lidt mystisk at jeg ikke bare flytter.
Til oktober er det to år siden, at jeg flyttede fra Aalborg til København for at bo med ham. En lang historie kort, har jeg været meget psykisk syg og nok også hvad man kan kalde socialt udsat, jeg havde ingen familie, intet job, boede i en meget stor, dyr lejlighed efter min skilsmisse i 2015. Jeg gjorde aldrig rent, havde ingen møbler, levede af junkfood eller ris med tomatsuppe osv. Min søn så jeg kun, når jeg besøgte ham hos sin far. Jeg havde i øvrigt en hel del studiegæld og kassekredit, så på alle måder følte jeg mig temmelig nødstedt. I sommeren 2016 var jeg så heldig at få bevilget noget efteruddannelse i København og jeg tog skridtet og flyttede hen til min kæreste. Jeg håbede at det at skulle møde til noget regelmæssigt og beskæftige mig med noget akademisk ville kunne få mig op i gear igen og tilbage til et normalt liv. Sådan er det ikke helt gået men jeg nærmer mig, men tilbage til den egentlige problematik.
Jeg flyttede ind til min kæreste i hans lillebitte toværelses lejlighed og mit problem med det er, at der ikke er et badeværelse hverken i lejligheden eller opgangen, vil jeg i bad hedder det badeanstalter, motionscentre eller svømmehallen. Det er et stort problem for mig, fordi jeg lider af både socialangst og bulimi (jeg trodser angsten og har gjort det i to år, så jeg kommer ud de forskellige steder ) Det næste er lejlighedens størrelse, min kæreste indrettede den med sine ting og møbler og nægter at skille sig af med noget, med det resultat at jeg ikke føler mig rigtig hjemme her. Igen jeg har givet det to år, hvor jeg har forsøgt at sætte mit præg med billeder og diverse nipsting, så det er ikke fordi jeg bare giver op eller brokker mig for at gøre det. Og sidst men ikke mindst kan jeg mærke, at jeg ikke trives i Storkøbenhavn. Der er for mange mennesker og for meget uro. Jeg giver det gerne et år eller to, men på sigt er det ikke her jeg vil bo. Og det er så her mit problem opstår, det vil min kæreste. Han elsker København og har boet her altid (45 år) og jeg føler ikke, at han er til at hugge eller stikke i. Han kan måske gå med til en større lejlighed men ingen af os er medlem af en boligforening så det kan godt have udsigt på 6-8 år og det at købe en lejlighed er slet ikke en mulighed. Jeg har bestemt ikke råd eller lyst til at bo alene et sted her på Sjælland og føler ikke, at det vil fungere som langdistance forhold. Alligevel er tanken om at skulle slå op virkelig væmmelig, men lige nu har jeg svært ved at få øje på andre løsninger. Min kæreste synes at vi bare skal se tiden an, men han er jo også tilfreds med situationen som den er nu. Jeg er derimod frustreret for for mig giver det total meget mening at begge parter har et ansvar for at begge parter trives i et forhold. Så jeg føler mig lidt såret og nedprioriteret.
Vi er selvfølgelig bundet af, at min kæreste har et job (der dog ikke er i København, men en anden større by på Sjælland) som han ikke bare kan sige op (det ville jeg heller aldrig forlange) og at jeg er i jobafklaringsforløb, så min økonomi er begrænset. Men jeg tror at den helt store udfordring er miskommunikationen, for jeg har altid tænkt på det her som en midlertidig løsning, hvor det viser sig, at min kæreste næsten er klar til at blive gammel i den her lejlighed.
